Køkkenskriverier

4. maj 2011

2011-05-04T19:08:00.000+02:00

I dag for 66 år siden blev Danmark befriet.

I dag er en af tophistorierne i nyhederne at Dansk Folkeparti ønsker at kunne udvise bandemedlemmer uden dom.

Min kæreste nævnte denne da vi hørte det i morges og det har fulgt mig hele dagen.

Martin Niemöller sagde:

First they came for the communists,
and I didn't speak out because I wasn't a communist.

Then they came for the trade unionists,
and I didn't speak out because I wasn't a trade unionist.

Then they came for the Jews,
and I didn't speak out because I wasn't a Jew.

Then they came for me
and there was no one left to speak out for me.

En Anden Måde At Lave Kul På?

2011-04-07T19:58:00.000+02:00

Er skidtmads idag og orkede ærligt talt ikke at lave mad. Havde ellers købt ind til ravioli med svampe/ost og rød pesto. Og så noget hvidløgsbrød...
Kom så langt som til at blande smør og hvidløg. Fik det også proppet ind i noget flûtes og videre ind i ovnen... Hvorefter jeg faldt i søvn for først at vågne ved røgalarmen og den ubehagelige lugt af meget forkullet brød og fedt... suk... Tror bare jeg spiser den pakke lufttørret skinke og den halve agurk, som jeg ved ligger i køleskabet...

Når Man Tryller Med Rugbrød eller Hvorfor Det Er Sjovt At Gå På Arbejde Igen

2011-04-05T20:34:00.000+02:00

Jeg har de sidste mange år haft min daglige gang på diverse kaffebare i ind- og udland. Både som et resultat af min kaffeglæde (læs: afhængighed) og fordi det nu engang er det jeg har levet af... Jeg er vist nok det de kalder barista. Balladen er bare at jeg hader og afskyr det ord.
For 10 år siden var det cool. For 5 år siden var det ok. I dag er det som at sige at man er... åh... det er svært at finde en parallel... som at sige at man er ansat i en grillbar... hvem som helst kan blive ansat i sådan en og hvem som helst kan kalde sig barista. Så det kalder jeg mig normalt ikke selv... Kaffenørd, moccaholiker, you name it, men ikke barista... længere... samtidig er der en begrænsning i det med kaffen, som jeg har ville fri af.
Det er ikke kun kaffe, der er spændene... hvis det kan spises eller drikkes er det interessant og som Min Gamle Dansklærer sagde: Alt kan spise, det er virkningen, der er forskellig!
For et par år siden besluttede jeg mig for at nu kun det eder...(og så videre) være nok med det der kafferoderi. Jeg ville ikke stille mig bag en espressomaskine igen, nej jeg ville ej... Balladen er bare den at... nå ja, en kort detour forbi et kontorjob lærte mig at det var sgu' heller ikke noget og Den Højere Videns Verden råbte jeg noget grimt af da jeg forlod Universitet med en bachelor og et ufuldstændigt speciale... så her er man så igen: Tilbage i folden. Hjemme i manegen.
-Men det er nu alligevel anderledes den her gang. ... Det er Broderens kaffebar (da jeg råbte Nej, jeg vil ikke være med mere, kastede han sig ud i det... sært) og jeg arbejder IKKE 60-70 timer om ugen som mellemleder. Der er plads til både Kæresten (som er så sød), sejlbåden, bøger, venner, madlavning i EGET køkken og meget meget mere.
Der er rart at lave kaffe igen, men det er også rart at det ikke er mit ansvar at det hele går efter planen. Det er rart at få lov til at være den kreative; den, der kan finde på og lege. Når man står med vagtplaner, budgetter, indkøb, vedligeholdelse etc. kan det altså være svært også at få tid til leg.
Nu leger jeg hver evig eneste gang jeg er på job.
Vi laver rugbrødsandwiches med godt pålæg efter årstiden og hvad, der i det hele taget er til at få og til at have med at gøre.
Broderen står for indkøbene og jeg står for at få noget spændende ud af det han har med. Hver uge køber han en udfordring til mig. Nogen gange mere udfordrende end andre. I denne uge: frisk rosmarin... Næsten for nem... den røg i en urtecreme til noget okserullepølse med sky, peberrod og store kapersbær...
Andre udfordringer:
Soltørrede rabarber.
De var umiddelbart overraskende kedelig... Farven var brunlig og ikke for køn og smagen lidt lille... Men det var kun fordi den skulle lukkes op! Med sennep og honning foldede den sig ud til en rig, skarp og dejlig ting. Sammen med emmenthaler var det et klart hit!
Niggellafrø:
Også kaldet Jomfruer-I-Det-Grønne.
Frøene af en pæn blomst, der er knaldsorte og ret flotte i sig selv. De smager ret meget igennem og det er dem, der får de der store runde tyrkiske brød til at smage af, nå ja, store runde tyrkiske brød.
De endte i en ørredsalat med lidt friske urter, rødløg og noget øko 38% creme fraiche. Den er nu en fast og elsket klassiker på kortet.

Det bliver spændende hvad jeg skal finde ud af at trylle med og over i næste uge...

HerErVi afsnit 1

2011-03-23T22:41:00.000+01:00

De sidst par dage er det ikke blevet til så meget i køkkenet.
Ikke fordi mad ikke længere interessere mig, men fordi endnu en passion er kommet ind i mit liv...
Og nej, det er ikke altanen... det er ikke nogen ny passion, den der... men der er nu faktisk også nyt der: mine tidlige iris blomstre så det er en lyst og der er dobbelt så mange som sidste år. Hurra for det.
Nej, den nye passion er en lille 20 fods sejlbåd med det mundrette navn HerErVi (den opmærksomme læser ved selv hvor dét kommer fra... Hint: Kipling, men hvilken?).
Hun ligger pt. i Næstved og kalder på kærlighed og de sidste par dage har vi lagt os i selen for at give hende netop det. Kæresten har fjernet 3,5 lag gammel bundmaling, tilføjet glasfiberspartel og idag givet det første lag primer (grunder, for de, der lige som jeg er uindviede i den slags finesser).
Jeg har været i gang med at "af-brun-ifiser" hende indvendig... Når en båd er bygget i halvfjerdserne, så er den meget! brun indeni og hverken Kæresten eller jeg har særligt meget lyst til at tilbringe de mest regnfulde dage og lyse nætter denne sommer i en cigarkasse. Så hun får 2-3 lag hvid højglans. Det har den ekstra fordel at hun nu virker meget! større inden i. Næsten en meter længere.
Hun bliver så fin!
Den 10. april skal hun i vandet og ha' mast på og så må vi se hvornår vi kan få hende sejlet hjem til København.
Det bliver så dejligt!
Drømmer om stille dage ved Tåsinge. Om at lægge til og gå i land efter ny kartofler. Om at Kæresten fanger en fin fisk til gasgrillen. Om hindbær og friske krydderurter. Om honning fra Samsø og sommeræbler fra Æbleø...
Ak, ja... så kom det alligevel til at handle om mad...

Brændende Kærlighed.

2011-03-15T22:27:00.000+01:00

En lang arbejdsdag er slut og jeg ringer hjem for lige at hører hvem af os der skal lave mad.
Kæresten tager telefonen og spørger til min dag, men stemmen er lidt modløs, trætheden ikke til at tage fejl af og omsorgsbehovet til at tage og føle på selv på 40 kilometers afstand.
Og så er der kun en ting at gøre: find på omsorgsmad og det i en fart.
Heldigvis har min elskede en god og sund appetit og en stor glæde ved mad, så man kommer altid langt med noget rart.
Og derfor fik vi Brændende Kærlighed idag. Det har en meget høj tilfredshedfaktor.
Jeg laver den selvfølgelig helt klassisk med god kartoffelmos (og det er lige tiden nu, hvor vintererens sidste kartofler har så højt et stivelsesindhold), smør, masser af løg og rigtigt salt, røget flæsk. Når det handler om dén ret er bacon bandlyst!!
Nu sidder vi stille og slår mave, jeg med min blog og Kæresten med et katalog fra en skibshandel. Alle er glade og kærligheden brænder i den stille stue...

Se hvor det vryler!

2011-03-14T21:45:00.000+01:00

Så blev det alligevel forår... og når det blev forår gik Mormor og jeg i haven. Hver gang hun så de små toppe af vintergækker eller krokus udbrød hun "Næh, se! hvor det vryler!" På midtjysk betyder det noget i retningen af "Hold da op hvor de blomster har travlt med at komme op af jorden. Hvor er det dejligt!"

De sidste par år er foråret kommet sent, men når det så kommer er det altså skønt!

I dag var der nok mange, der ikke synes at vejret var så godt, men jeg syntes at det var helt rigtigt. Den der helt stille let disede oplevelse er så god fordi den betyder at det hele bløder op. At frosten endeligt går af jorden. Og at der kommer saft og kraft til en sommer, der forhåbentlig bliver god, lang og varm.

Min purløg er snart 5 cm. høj og tiden dermed snart inde til æggekage med flæsk (ikke bacon, flæsk!) og friskklippet grønt.

Grillen står i stadig i sit hjørne, men tankerne går allerede på hvad, der skal grilles når nu tiden kommer.
En ting, der er helt sikkert er at jeg skal grille hele kyllinger igen. Det er altså noget af det bedste... også i den "etruskiske" udgave uden ben og med fyld af brødkrumme, soltørrede tomater, hvidløg og andet godt.
Og så har jeg en plan om at drage ud på kanten af Københavns Havn (et halvhemmeligt sted i Sydhavnen) og ryge den grillede kyllings kusine... Det er et dagsprojekt, men et meget hyggeligt et af slagsen og ét, der kan kombineres med at vi skal have gjort sejlbåden klar til et langt sommertogt.

Og så skal vi ha' ramsløg og radiser og nye kartofler og hornfisk og friske ærter og stangbønner og solmodne tomater og duftende timian og solvarme jordbær og sprøde majs og fregner... Ahh.... glæder du dig ikke også?

En Hjertestyrkende Kop Varm Suppe

2011-02-22T21:25:00.004+01:00

Jeg er af uransagelige årsager så overvældende træt i dag at det ikke bliver til meget... Og kæresten er i samme båd.

Så vi så hinanden dybt i øjnene og fandt den frosne oksekødssuppe frem, snittede lidt porre og gulerødder og tog den nemme løsning. Det må man godt engang i mellem. Især når man er småsyg.

Forleden diskuterede vi en sluttet kreds hvilken suppe vi hver især foretrækker som "styrkende på en svag dag" og der var tre typer der konkurrerede hårdt indbyrdes:

Oksekødssuppe
Hønsekødssuppe
Aspargessuppe

Jeg havde egentlig forventet at også tomatsuppe og karrysuppe ville dukke op, men ingen af dem blev nævnt af nogen... Selv er jeg en aspargessuppe pige, mens Kæresten er til oksekødsvarianten... og da det var den vi havde på lager var det den, det blev i dag.

Efter lidt overvejelse tror jeg at det handler om at vi tyr til, det der gav trøst og lindring da vi var børn. Og intet slog min Mormors aspargessuppe når man var sløj. Min veninde husker med glæde sin mors hønsekødssuppe med ærter og Kæresten fik oksekødssuppe hos Moster Karen (der aldeles ikke var hans moster, men nogens var hun vist nok...), der passede ham da han var lille... Det er lige som lysten til varme kakao og nybagte boller i snevejer... Sådan skal det bare være for at være rigtigt.

Pænhed smitter!

2011-02-21T22:32:00.001+01:00

Gør DIT til at stoppe epidemien!

Symptomer:

manglende evne til at udtale ordet "neger".
tendens til let overbærende, stivnede smil.
overfølsomhed overfor anderledes tænkende.
usædvanligt stramme baller.
krumme tær pga. små sko.

Behandling:

Fase 1:

Bliv indendører så du undgår at smitte andre.
stil dig foran spejlet og sig "neger" mindst tre gange hver time.
drop yoga, fitness, wii etc. og bol din kæreste i stedet. Er du ikke i besiddelse af en kæreste kan du onanere.
undgå al kontakt med dansk politik.
ræk tunge af alle der kommer forbi. Evt. iført klovnenæse.
gå nøgen.

Fase 2:

når ud ikke længere fniser forlegent når du siger "neger" til spejlet og ikke kan forstå hvordan fanden du fik de små sko på.

råb et ukvemsord højt i det offentlige rum.
kram en NEGER!
tal venligt til en medpassager i bussen.
gå en tur på den mest smarte café i byen i tøj, der har været umoderne i minimum 5 og maksimalt 10 år.
sex

Øvrige forholdsregler:

Hvis du vil undgå at blive ramt:

få nogen større sko.
bliv ven med mindst én muslim, neger, homoseksuel eller anden minoritet.
dyrk sex.
opsøge alternative miljøer og hør efter. Du behøver ikke være enig. Men hør efter.

2011-02-21T22:02:00.001+01:00

Som jeg har truet med: Et digt...

Summer in the City

Stille tilstede på trappestenen

med hovedet lænet mod murværket

dysset til ro og stoppet i farten

af den støvede lugt af lune tegl og asfalt.

Med lukkede øjne og uopmærksomt åbne ører.

Bussen, der snøfter sig

i zigzag kurs

fra stoppested til stoppested.

et barns pludselige

ekstatiske latterhyl

tre gårde væk.

To sæt skridt i afbrudt slentren.

Den éne med lidt hæl.

Fjumren med nøgler

og en let fnisen

da de sammen forsvinder

ind i en opgang.

Nynnen fra slagteren, hvis Gud giver ham lov

til at holde åbent idag.

en sødligt lugt af friskt kød

og en forbigående tanke

om grill i gården.

Byen gaber, strækker sig

og vender maven opad

med en spinden som en doven kat

en solvarm sommer søndag.

Så Gik Der Tid Med Det...

2011-02-21T21:45:00.003+01:00

Ak og ve! Der er gået over et år siden jeg sidst fik blogget!

Men det er der mange og gode grunde til.

Vi tage dem i vilkårlig rækkefølge:

En mand. En god én af slagsen. Og så siger han oven i købet at han er min. Helt min. Kun min... Åhr, hvor er han sød!
Stress... Ja... endte med at være sygemeldt i over et år... Er tilbage på banen nu!
Kaffebaren. Min broder og jeg har åbnet en kaffebar i Køge! Og det tager en hel masse tid. Det er sjovt, travlt og DEJLIGT.
Sygdom. Min Mor blev syg og ja, hun døde... Cancer er noget skidt!

Men nu har jeg taget endnu en af mit livs uendeligt mange principbeslutninger:
Jeg vil blogge noget mere.
At der så ikke er nogen som helst tvivl om at det vil komme til at handle om langt mere end mad, er en anden sag.

Det er sandsynligt at følgende emner vil dukke op:

sejlbåde
sejlads
blomster
rygestop
digte
blandede tanker
vejrmeldinger
fædre, kærester, brødre og mænd af alle varianter
ditto kvinder...
gode og mindre gode bøger
og selvfølgelig mad....

Jeg håber at du vil læse med...

Nøjsomhedens Køkkener

2010-01-20T21:46:00.002+01:00

Overskriften til denne post er lånt fra den fremragende kulturhistoriske kogebog om provencekøkkenet af Marianne Zenius Kreutzmann hvis fulde titel er Nøjsomhedens Køkken, Provence Køkkenet, Opskrifter fra Provencalske Bondefamillier.

Det er en dejlig bog, men det er nu ikke det, der er min pointe her. Det skal derimod handle mere generelt om de nøjesomme køkkener. Om by- og bondekoner og om det at få meget ud af lidt eller ingenting. Om det håndværk, det mestres af kvinder over hele verden, men som desvære er ved at gå tabt her i landet.

Selvfølgelig er det med madlavning som med alt andet: nogen er bedre til det end andre, men det er lige som med at synge: alle kan lære det, der er bare forskel på hvor kønt det er og det er ikke alle, der har det store talent. Og der er endnu en analogi til sang: de dejligste stemmer i verden er Mors og Mormors. Den bedste sovs i verden, de bedste pandekager, julesmåkager og så videre er Mors og Mormors... sådan er det. Selvom Mor og Mormor måske ikke lige frem synger smukt... Min Mormor var f.eks. tonedøv, men hendes putte ”sang” er alligevel et godt, trygt og dejligt minde. Inde i mit hoved er den smuk og varm. –Og hendes boller var hårde som kanonkugler...

Hvis det kan virke som om jeg fokusere på og reproducer kvinden som "hjemmets kerne", så er det fordi at det var hun i mange år og det er hun stadig i mange kulturer. Heldigvis har det ændret sig for mange, sådan at Mor går på job og Far går i køkkenet. Der er desvære stadig ikke ligestilling i Danmark og slet ikke i hele verden, men det kommer forhåbentligt.
Samtidig er én af grundene til at vi har været så tæt på tabe vores madkultur på gulvet netop ligestilling og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. For selvom man kan passe mange ting andet end sit køkken så tager god mad længere tid end lørdagskylling og take away. Og vores mødre ville på mange måder gerne distancerer sig fra det kvindebillede, der omgav kvinderne i fortiden. Det betød også at de forkastede den madkultur deres mødre stod for. Da bh'erne brændt røg den opbagte sovs med i købet. I dag har vi taget bh'en på igen, fundet stilletterne frem og lagt makeuppen. Vi har forstået at man ikke bliver mindre lige fordi man er forskellige. Derfor er det måske også tiden til at finde de ting frem igen som vores bedste-, olde- og tip-oldemødre gjorde rigtigt.
For vores forældre gælder der også det at vores fædre ofte ikke kan lave mad. Eller i hvert fald først har lært det efter at de mødte Mor. Og selvom Far sagde at han nok skulle hjælpe, så var Mor hverken særligt god til at give slip eller Far til rent faktisk at få det gjort.

Men for nu at vende tilbage til det jeg kom fra:

De klassiske bondekøkkener har fællestræk om så det er det danske, provencalske, indiske, amerikanske, kenyanske eller costaricanske.

Det vigtigtste fælles træk er at intet går til spilde. Når resourcerne er knappe er det husmoders pligt at bruge alt! hvad hun kan af det hun har. Derfor har vi blodpølse og biksemad i Danmark, Potaufeu i Provence, Gallo Pinto i Costarica etc.
Men de gamle klassiske bondekøkkener får ofte ry for at være usunde eller i hvert fald alt for kalorieholdige og som udgangspunkt kan der være noget om kritikken. Oprindeligt har det været nødvendigt med en kraftig og kalorieholdig diæt inden man gik i marken, stalden, værkstedet, på fabrikken. I vores tid hvor de fleste snarer kæmper mod over- end undervægt kan det virke som om de klassiske køkkener har meget lidt at byde ind med. Men samtidig med at det er husmoders pligt at sørge for kalorier er det også hendes ansvar at famillien og folkene er korrekt ernæret. Derfor er en god bondekost også en varieret bondekost. I nutiden er der mange overvægtige, men næsten mere skræmmende er det at der blandt de under- og normalvægtige er foruroligende mange fejlernærede. Mennesker, der ikke får den rigtige, varierede og alment givende kost. Det er muligt at de får de vitaminer mineraler etc som de skal have i en lille håndfuld piller hver morgen, men fiber, smag og tilfredshed, det mangler. Og ja, tilfredsheden ved det man spiser er vigtig. Meget vigtig. At spise, at indtage føde, er en af de aller mest basale ting for mennesket. Lige så basalt som sex. Måske mere endnu... man kan overleve når man spiser, men man kan ikke –lige meget hvad nyforelskede siger – leve af sex...
Så hvis éns liv og kalorieindtag er begrænset til vitamintilskud og drikkeyogurt, så mangler der en vigtig dimension.

Et andet fællestræk ved bondekøkkenerne er snusfornuften og praktikken. Mange af dem, der ofte kommer til middag hos mig bekymrer sig over at jeg har brugt meget lang tid i køkkenet, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Hvis man bruger de gamle husråd og laver maden som den blev lavet før elkomfur, mikrobølgeovn og halvfabrikata så skal man måske nok starte i god tid, men ofte kan det man laver passe sig selv det meste af tiden. Man starter det, lader det stå. (nogen gange i timer) og afslutter det så på ti minuter inden man spiser. Som f.eks. bankekød. Det tager sammenlagt ikke meget mere end en halv time til tre kvarter at lave bankekød til 4 personer, men skal det være godt, så skal det sætte over mindst 3 timer inden det skal serveres. Der er til gengæld ikke nogen, der siger at man behøver stå og kigge på gryden mens det simre. Man kan sagten læse, gå i bad, ryde op eller for den sags skyld foretage sig noget i den anden ende af byen, som f.eks. tage på arbejde, hente ungrne eller købe ind. Og skulle det være sådan at man ikke kan lide at gå fra et tændt komfur, så kan man pakke gryden ind i et tæppe og putte den med dyner i fodenden af sengen... Så tager det stadig kun en halv time når man kommer tilbage... Den halve time, det tager at lave kartoffelmos. Det var sådan vores bedstemødre gjorde. For de skulle i marken eller vaske eller i butikken eller... og selv om vi forestiller os at de stod over kødgryderne hele tiden, så er det ikke tilfældet. Det havde de alt for travlt til. Børn, høns og hus passer ikke sig selv, men boghvedegrøden gør...

I 2004 udkom Det Danske Landkøkken fra Dansk Landsbrugsrådgivning. Det var en glædelig begivenhed fordi der endelig var nogen, der gad den kultur- og åndshistorie, der knytter sig til det danske landkøkken. Det er en anbefalelsesværdig bog, der burde indgå i historiepensumet i de danske folkeskoler. Ikke ud fra en nationalistisk, mågestelsidyls synsvinkel, men ud fra den tanke, at vi kun kan forstå hinanden og andre ved at forstå hvor vi kommer fra. Og fordi det vi spiser definere os. Det vi har spist, men er ved at glemme, definerer hvem vi var og hvad vi kunne engang.
Bølgen med Ny Nordisk Mad er et andet eksempel på at forsøge at rehabilitere vores egen baggrund, fortrinsvis råvarerne. At jeg så godt kan savne klassiskerne i al fusionen og alle opskrifterne på hvordan man laver global mad med nordiske råvarer, er en anden sag. Jeg kan savner klassikerne og det prunkløse, det basale, det alment menneskelige. Det nedarvede.

Jeg savner den livsglade nøjsomhed, der kan kaste sig ud i overdådigt dejlig og bekræftende mad, der får hele huset til at dufte og giver fornemmelsen af tryghed, ro og tid. Duften af nybagt brød og sovs, der er tyk af stivelsen fra kål og rodfrugter frem for toastbrød, færdigkøbt pulversovs og lørdagskylling. Og jeg tror på at grunden til at mit hjem bliver opfattet som netop det af gæster, altså et hjem, er fordi jeg fylder det med de dufte. De smagsoplevelser. Den tid, det tager. Omsorg og omhu.

Stating the Obvious

2010-01-18T20:20:00.003+01:00

For nu at sige det åbenlyse:Så er julen og nytåret overstået, med alt hvad det indebærer af mad og drikke.

Min jul i år var noget, der pludseligt var over mig, da jeg havde et job i forbindelse med COP15 og derfor på det nærmeste ikke havde tænkt på, at der findes noget, der hedder jul før jeg pludselig kom i tanke om det den 21. december. -Og det til trods for at mine forældre holdt jul hos mig i år og at jeg havde inviteret gæster til såvel 23. december som 2. juledag og nytårsaften.

Heldigvis er min famillie rare mennesker og mine venner glade og gode. Så der var hverken grund til stress eller panik.

Den 23. fik jeg købt julegaver, gjort lejligheden ren, pyntet op og kogt en meget langsom risengrød. Det er det eneste, der dur til risalamande, synes jeg. Risengrød af den slags, der tager sådan noget som 5 timer.
Der ud over blev der lavet en enkel og meget lidt arbejdskrævende udgave af æbleflæske. Jeg brunede først flæsket i ovnen og lagde det derefter skiftevis med belledeboskop æbler i et højt ildfast fad. Ind i mellem lagene lagde jeg lidt honning og frisk knust stødt peber. Og så tilbage i ovnen ved ca. 120 grader.
Det bliver ikke helt det samme som hvis man laver en omgang klassisk æbleflæsk, men det er meget nemmere og det passer sig selv.
Forældrene kom lidt sent frem på grund af sneen og køerne mellem Jylland og Sjælland, men fordelen ved langsom risengrød og æbleflæsk er at det kun bliver bedre af at stå. Min Mor medbragte en god kold ribensteg. Så drengene, der var på besøg fik en god, rigelig og nærende dansk landbokost med julestemning, groft brød og sennep. Det var dejligt!... Nå, ja. Og så lige en småkage til kaffen...

Juleaften var vi kun tre, så der var indkøbt to gange gåsebryststeg (med knogler) i stedet for en hel gås. Dertil hvide kartofler, brune kartofler, sovs med kyllingelever og kraft fra stegen, grillede appelsiner, gammeldags rødkål med ribsgele og en frisk salat med valnødder, rå rødkål, sukkerblancherede trænebær, appelsin og solsikkekerner.
Til forret fik vi røget dyreryg og selvom den var fra slagteren var den næsten lige så god som når vi fik køllerne, fra de dyr min Morfar havde skudt, røget hos den lokale pølsemager... Næsten lige så godt... Næsten... det bliver aldrig helt det samme, men næsten...

Hvis min Far ikke får risalamande til dessert er det ikke jul og han blev ikke skuffet. Jeg foretrækker at lave risalamande af saltet grød. Ikke meget salt, men lidt. Salt er en smagsforstærker og har i lige så høj grad en plads i det søde køkken som sukker har i det salte. Desuden skal der mange grofthakkede mandler i og ikke noget med mandelessens eller for den sags skyld rom-ditto! Jeg bruger heller ikke vanillesukker, men ren vanillie. Enten fra vanillestænger eller ren tørret vanille (uden sukker). Det sidste har været svært at få, men nu har urtekram lanceret det for alle os almindelig mennesker, der ikke altid kan komme i en specialforretning. Til den kan man jo glad og gerne servere kirsebærsovs eller andre syltede bær. Vi fik italienske amarenas al a mandola. Altså kirsebær i mandellikør.

2. juledag stod den på hjemmebagte vafler med Mors Medbragte Marmelader og æbleglögg. Vafler er fantastiske fordi de er så nemme at lave. Man kan gå til og fra dem på en måde man ikke kan med hverken pandekager eller æbleskiver og de holder rigtigt godt i ovnen.
Min Mor havde taget hjemmelavede marmelade med: brombær med whisky, ribs og ikke mindst: marmelade af grønne tomater med kanel og ingefær. Det er noget af det bedste i hele verden!
Jeg lavede min hurtige æbleglögg. Hurtig på den måde at den ikke skal trække i flere dage. Det kan den godt, men det er ikke nødvendigt.
Opskriften er nogenlunde sådan her: 2 liter æblemost, 2 vanillestænger, 2 stænger hel kanel, 100 frisk ingefær, 2-4 spsk. honning, 5 rosapeber, 5 nellikker, skallen af en ubehandlet appelsin, skallen af en ubehandlet citron og 2-3 dl. calvados (cognac i en snæver vending). Hvis man skal lave den til børn kan man bare udelade alkohol. Det smager stadig rigtig godt... Det hele, undtagen cognacen, blandes og varmes langsomt op til 70 grader. Alkoholen tilsættes forholdsvis kort tid inden serveringen, men længe nok inden til at glöggen kan nå at blive varm igen. Det er sådan noget som 10 minutter. Læg lidt små æblestykker - gerne pigoner - ,mandelsplitter og lyse rosiner i bunden af hvert glas eller i kanden. Hvis man kan lide smagen er det meget fint med en stjernanis i glasset også.

PROGRAMERKLÆRING!

2009-11-16T17:01:00.003+01:00

Under så hamper en overskrift bør der følger noget vægtigt, som når tunmoussen efterfølges af kalvesteg stegt som vildt, med tyttebær og hele svineriet. Desværre er det eneste jeg lige nu har at byde på en ret let lille ting, nemlig en

HENSIGSTERKLÆRING

Det er min hensigt over de næste måneder at delagtiggøre Dig, Gud og Hvermand i mine kvababelser omkring hvordan, hvorfor og hvorledes jeg i fremtiden skal fylde mit liv med alt godt fra den kulinariske verden.

Jeg har i en del år nu arbejdet som mellemleder i forskellige dele af restaurationsbranchen og er kommet til den erkendelse at det ikke er den vej jeg skal i længden.

-Men hvad så? sagde Hun(d)en.

Der er mange ting jeg kan kaste mig over og derfor er der lige nu ingenting, der virker som den rigtige vej.

-Men lidt ved jeg da:

Mad er godt.

Smag er godt.

Sanselighed er fremragende.

Så velkommen ombord på Det Skæve Skib mod Ukendt Farvand....

Et ganske kort lille livstegn...

2009-10-30T23:42:00.002+01:00

Der har været tyst her på bloggen i et stykke tid. Det kommer sig af at jeg for snart tre måneder siden var så uheldig at min lejlighed brændte og det er først nu jeg kan vende rigtigt tilbage. I dag blev vi færdige med køkkenet. Der mangler et par småting, men hylder, skabe, komfur etc. er på plads nu. Og det gode er at det er blevet meget! bedre end det var, så jeg glæder mig til at skulle lave mad her i fremtiden.

2009-08-24T00:47:00.002+02:00

Så er der også et billede af et par pavlova'er fra den aften, hvor den Søde Kollega fik smag for dem...

Pavlova Til Den Søde Kollegas Søde Tand

2009-08-23T19:36:00.007+02:00

Jeg har lovet min Søde Kollega at give hende opskriften på den marengs jeg bagte til min afskedsfest fra det sted hvor vi arbejdede sammen. Der er tale om en Pavlova, altså en marengsbund med flødeskumscreme og frugt.

Det er en meget enkel kage, men den tager lidt tid og lidt tålmodighed og det er vigtigt at man ikke giver op selvom de første par marengs man bager ikke bliver helt som man gerne vil have dem. Marengs er noget man skal lære. Det er en af de ting, der skal helt ind under huden og hvor man skal kunne mærke inden i sig selv når den er klar...-Og det kræver lidt øvelse.

Opskriften på selve marengsbunden er som følger:

4 æggehvider (de behøver ikke være pasturiserede selvom nogen anbefaler det. De skal nok blive så varme at salomonellaen dør)
400 g lys rørsukker
2-3 spsk. hvidvins- eller æble-eddike (man kan også godt bruge lager-eddike, men jeg kan så godt lide den lidt frugtige smag i de andre muligheder... Men brug nu ikke rødvins-eddike. Jeg har aldrig gjort det, men jeg tvivler på at det bliver kønt...).
1 tsk. stødt ingefær (for at komme med en lidt skarp kant til alt det søde).

Det hele piskes længe og kraftigt, til sukkeret er helt opløst og massen er en skinnende og sej konsistens. Så smøres det ud på bagepapir hvor man har ridset en stor cirkel op (tag en stor tallerken og tegn efter den) og derefter bager man bunden ved svag varme i lang tid. -Og dermed mener jeg 120 grader i en almindelig ovn eller 100 grader i varmluft og så i sådan noget som en times tid. Bunden er først færdig, når den uden problemmer kan slippe papiret, men det kan være lidt svært at tjekke. Den skal være lidt mere lysebrun end man tror...

Flødecreme:

Den creme som udløste så stor jubel til afskedsfesten var meget meget simpel:
500 gram gode modne hindbær
1 spsk. blåbærsnaps
1 spsk. rørsukker
½ l. økologisk piskefløde.

Pisk fløden med rørsukker og snaps til den har en blød, men ikke flydende konsistens. Mas bærene lidt og bland så det hele. Voila....

Flødecremen kan varieres i det uendelig. Jeg sætter pris på at bruge frisk frugt som f.eks. hindbær, blåbær, solbær, passionsfrugt, brombær (men så skal der lidt mere sukker i) etc. men om vinteren hvor den slags kan være svære at skaffe og for øvrigt er uden for sæson, kan man med fordel bruge et par skefulde god marmelade eller hele syltede bær. Amarenas er et rigtigt godt bud. Brug saften til fløden og pynt med bærene.
Der ud over er et skud alkohol også godt, særligt frugt- og nøddelikør (creme de casis, cointreau, drambui, etc.), en god eau de vie (poire william, schumachers blåbær, etc.) eller de mere "hårde" avec'er (cognac, calvados etc.).

Når man har lavet cremen lægger man det hele sammen og pynter med bær eller frugt. Enten det samme som man har i cremen eller noget, der passer til.

Jeg har bagt pavlovaer mange gange og med stor fornøjelse for det er en flot kage, der med et minimum af arbejdsindsats score høje pointes hver gang. -Også mætter den mere end man tror, så der er til mange i en....

Mest særlig er den gang hvor den fungerede som bryllupskage til min Bror og Svigerindes bryllup. Det havde jeg lavet den med champagnesyltede blåbær i cremen og vilde brombær på toppen. Marengsbunden var så pyntet ekstra ved at jeg havde sat lyserøde roser tæt sammen i kanten. De sidder glimrende fast i marengs.
Det var meget sensommer og det var meget yndigt...

En Hurtig Kommentar Om Råvarer og Ribs

2009-07-28T16:40:00.003+02:00

Lige nu er det højsæson for ribs og faktisk har der været store problemmer med at ribsene er tvangsmodet på buskene på grund af den stærke varme vi fik i slutningen af juni og starten af juli.
Derfor var jeg på den ene side ikke spor overrasket og så alligevel lidt over, at der var ribs i den kasse grønt en venlig sjæl (min kære svigerinde) forærede mig i dag. Flotte, mørke økologiske ribs, der sad tætte og struttende på stilkene. -Men kun 250 g. og det kommer man altså ikke langt med når man som jeg straks tænker "ribssyltetøj"!
Så jeg smuttede ned i den lokale Irma. Økologiske ribs kunne de ikke klarer, men tilgengæld havde de billige ribs fra Dansk Kernefrugt, nærmere bestemt Avler Jørgen Bang, Svendborg. Lidt små var de og ikke så tætte på klasen, men de var billige og danske så de gik vel an...
Jeg kommer hjem og giver mig til at ordne ribsene (skylle, skylle, af med ribene, ned i gryden osv) og undre mig samtidig over, at der ikke er oprindelses land på de økologiske ribs... Lidt sært synes jeg. At der ikke er sort angivet på nogen af dem er ikke så usædvanligt men temligt ærgeligt...
De flotte mørke økologiske bær virker lidt hårde mellem fingerene på mig og da jeg smager på dem er de ret uinteressante og lidt sure. De lyse, små ribs fra Jørgen Bang derimod, viser sig at have en dejlig klar og sød krydret smag. De smager som solmodne ribs skal smage her midt i den Danske højsommer.

Jeg gætter på at de økologiske ribs er enten tyske, hollandske eller polske. De er blevet plukket lige så snart de var røde og da de er af en mørk og tykskaldet sort har de ikke været rigtigt modne. De smager ikke dårligt, men de ville være triste som rysteribs...

Og hvad er så moralen... Tja, at man ikke kan gå ud fra at bare fordi det er økoligi eller flot at se på så smager det godt... Jo, det kunne være en morale, men jeg fortrækker snarer at se min oplevelse som en påmindelse om to ting:
-At vi bør stille krav til at producenterne skriver sort på deres varer (jeg vil rigtigt gerne vide hvilken sort Jørgen Bang bruger, for den er god).
og
-At man bør have bedre muligheder for at vælge til og fra med andre sanser end synet når man handler.
Når jeg i supermarkedet skal købe kartofler, tomater, vandmelon, advokado, salat etc. så kan jeg bruge mine hænder, min næse, mit øre og på den måde få flere hints om hvilken af de udstillede varer jeg skal vælge. Men når det gælder ribs og visse andre former for frugt, især bær, må jeg nøjes med synet. For det første dufter de ikke særligt meget (en ribsbusk dufter, jovist, men det er bladene) og for det andet er de som oftest pakket i små kasser, sikkert af hensyn til transport og beskyttelse, men de har den virkning at jeg ikke kan røre frugten. Når det handler om ribs, solbær, hyldebær, nødder etc. vil jeg aller helst kunne smage, for det er, på grund af varens beskaffenhed sådan, at den ikke afslører meget om sig selv før man spiser den... Men det har nok lange udsigter...

Oh, Hvilken Fryd og Gammen!

2009-07-14T23:08:00.009+02:00

Mine forældre overtog for nogle år siden mine bedsteforældres store gamle have. Den havde været noget forsømt i nogle år, da min elskede Mormor efter min mindst lige så elskede Morfars død udviklede alzheimers, men hun skjulte det godt... alt for længe. Så haven groede til.

Nu har forældrene efter hånden fået styr på den og den er utroligt smuk i disse julidage.

-Men den er ikke alene smuk. Den mætter!

Der er nemlig igen masser af grøntsager, urter, frugter, bær, spiselige blomster og sener kommer hasselnødderne. Selvom det nu ikke er mange af dem, som egernet lader os beholde. -Men det gør faktisk ikke noget, for vi kan næsten bedre lide egern end hasselnødder...

Så da jeg forleden lavede mad der på matriklen var næsten alt hvad jeg skulle bruge hentet derude umidelbart forrinden. Skønt!

Resultatet blev to måltider som det var en glæde at tilberede og ikke mindst at spise.

Hele processen var dejlig: Først på torvet og gøre handel hos Grønt-Lars, Bent Ostemand og Den Søde Pige i Fisk, Æg og Fjerkræ Vognen, så i haven med sigte, skåle, kurv og et par ekstra hænder, så ind i køkkenet med alle de gode sager og til sidst til bords med famillien.

De to måltider:

Fisken:

Pocheret laks (i urtefond med masser af salvie, friske laurbær og havsalt)

Nye kartofler med urteolie af salvie, persille og morgenfruer.
Blancherede slikærter
Salat 1: romain, dagliljer, hjulkrone, morgenfruer, dressing af skovjordbær/ribs/balsamico/olivenolie/rosapeber, havsalt
Salt 2: cantaloupe melon, cherrytomater og fetaost.

Fuglen:

Suppen: fond kogt på skroget med løvstikke og friske laurbær, fintsnittede slikærter, persille.
Citronkylling med løvstikke, salvie, hvidvinseddikke og masser af citronpeber.

Nye kartofler med pil (sådan smager de gamle røde bedst)

"Rabarberkomplot" med friske abrikoser, cherrytomater, gulerødder, accaciehonning og rød balsamico.

Salat: rød egeløv med dagliljer og små friske squash.

Blancerede sukkerærter.

Dessert: Friske jordbær med gedebrie (og koldskål, sådan bare fordi den var der...)

Fisken var noget af det bedste jeg nogensinde har lavet og fuglen var som altid afstressende (når man splitter den ad) og tilfredsstillende (det mætter på den gode måde og smager af sommer).

Gedebrien var helt flydende og fantastisk (igen skal en stille tak gå til Bent Ostemand) og kombinationen med jorbærene var fantastisk.

Jordbærkage

2009-05-19T01:39:00.005+02:00

Forleden besluttede jeg mig for at se om ikke jeg kunne lave en god og ikke så kunstig udgave af en klassiker:

Jordbærkagen

og det kunne jeg...

Det er nærmest blevet en mellem ting mellem en Strawberry Shortcake og en klassisk dansk Jordbærkage.

Bag en god mørdejsbund eller en sukkerbrødsdito eller i nødstilfælde: køb en lagkagebund hos en god! bager.

Lav en kogt creme og lad den køle af.

Pisk økofløde til ret stift skum.

Rens rigeligt med jorbær og skær dem i kvarter.

På bunden lægges et godt lag creme. Herpå lægges et lag jordbær. Det hele dækkes med flødeskum og til sidst dækkes fløden med kvarte jordbær.
Hvis du bruger en sukkerbrøds-/lagekagebund kan det være en god ide at dryppe den med lidt jordbærsaft eller creme de cassis først.

Kage smager også godt på anden dagen.

Mørdejsbund:
100 g. smør
100 g. sukker
200 g. mel.
1-2 æg/æggeblomme.
evt. lidt koldt vand.
Smør, sukker og mel blandes og sammel med ægget (eller to blommer). Hvis dejen ikke vil samles kan man bruge lidt! (vi snakker dråber) koldt vand. Pas på ikke at mosle for længe med dejen, da smøret ikke må smelte.
Læg den koldt i mindst en time og rul den så ud i en passende størrelse på et stykke bagepapir. Bag ved 175 grader til den er gylden (8-10 min.).

Sukkerbrødsdej:
50 g. smør
50 g. sukker
75 g. mel
75 g. kokosmel
1 tsk. kardemomme
1 æg
1 dl. kærnemælk.
Smelt smøret. Køl ned. Del ægget og pisk blommen hvid med sukkeret. Bland med smørret. Bland mel, kokosmel og kardemomme. Tilsæt skiftevis med kærnemælken. Pisk æggehviden stiv og vend forsigtigt i dejen. Bag i en lagkagebundsform (eller evt. en springform eller silikone tærteform) i ca. 20 min. ved 175 grader eller til den er gylden og fast.

Kogt creme:

2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. mel
2 dl. mælk eller fløde
1 tsk. flydende vanillie eller 2 tsk. vanilliesukker eller korn fra ½ vanilliestang.

Pisk æg og sukker. Pisk melet i. Bland kold mælk og vanillie i. Kog under konstant! omrøring til crémen har den ønskede konsistens. Længe sker der ingenting og så lige pludseligt går det stærkt! Det brænder utroligt let på, så husk at røre/piske hele tiden.
Pisk det igennem nogle gange, mens det køler af, så bliver konsistensen bedre.

Fanget i et stillbillede... Anne i Eventyrland

2009-05-17T22:02:00.008+02:00

Hermed forsættelsen på det indlæg, der blev udgivet lidt prematurt lige før...

Hunden fik mig lokket med ud, men jeg sagde til mig selv (og den) at det kun blev en lille bitte tur. Bare lige rundt om blokken. Måske lige rundt om kirken eller hen over sportspladsen...
-Men da vi passerede stien ind i skoven, var fristelsen alligevel størrere end optugtelsen og jeg drejede ind i ad stien med den ide at jeg lige ville tage den korte udgave af skovturen. Så kunne hunden også løbe frit et øjeblik. Af med hundens snor og ind i skoven med os.

Mindre end hundrede meter nede af stien skete miraklet...

En let dis stod mellem stammerne og den fugtige jord emmede af grøde. Ikke en vind rørte sig og det var som om selv tiden var gået i stå. Kun når en dråbe havde samlet sig på spidsen af en grangren og slap forsvandt fornemmelsen af at være en del af et gammeldags prospekt; et af de her kort med "pop-up" motiver lige som i nogle børnebøger. Jeg gik rundt i en smukt illustreret udgave af Asbjørnsen og Moes Nordiske Folkeeventyr! Nisser og trolde, å-mænd og elverpiger. De kunne dukke op mellem granerne eller hen over Anemonebakken hvert øjeblik.
Enkelte fugle sang, men andre lyde var der ikke og selv gøgen, der ellers havde kukket lystigt og højlydt hele dagen var tavs. Turen blev længere og længere for hvor jeg end drejede blikket hen var den velkendte skov forvandlet til ukendelighed. Ved søen på den anden side af bakken var vandet spejlblankt og de lyse bøge spejlede sig om kap med mørke granner og stadigt halvnøgne ege. Hunden gik næsten lydløst i kratet og når jeg fik et glimt af hende var hun samme farve som sidste efterårs visne blade. På et tidspunkt fanged jeg hendes blik, men jeg tror ikke at hun genkendte mig. Også hun var trådt ind en anden verden.

Længe mens jeg gik dér kunne jeg ikke finde ud af hvad det var det hele mindede mig om. Alle farver var slørede af disen, men alligevel stod alting helt skarpt i stilheden. Hvert enkelt træ, hver enkelt blomst, sten, stamme, eksisterede for og i sig selv. Luften var kølig og lidt ram mod hud og næse. Jeg tænkte på stilheden og på skovens guder. På Pan og på Frigg. På Tolkiens Enter og på Den Fortryllede Skov, hvor prinssesen farer vild.

Og så, da jeg var næsten ude af skoven igen, kom forståelsen. Jeg var ikke ét, men tre steder.
Jeg var hvor jeg var: I skoven mellem to af Silkeborgsøerne. Men jeg var også to andre steder. Gennem min hud og min næse oplevede jeg at være i en kælder eller kassemat. Den fugtige, lidt jordslåede og kølige lugt var fuldstændig som i kalkgruberne ved Mønsted elller som kælderen under en stor gammel bygning. Som kælderen hvor min Mormor havde sin keramikovn. Selv lugten af ler...
Mine øjne oplevede, at jeg befandt mig i en kulisse. Eller måske snarer mellem mange kulisser. Et kulissemagasin... Et uvirkeligt og uhåndgribeligt sted hvor man tror at man ser én ting indtil man indser at man se noget andet. Skarpheden og den klarer definition af alle linjerne omkring mig gav en illusion af netop illusion...
Da først erkendelsen af de tre elementer nåede sammen forsvandt den næsten pan-iske fornemmelse og hunden fnøs inden den løb legende op over stiens kant, så på mig og lavde en af sine mere fjollede grimasser. Med et suk kunne jeg lade skoven bag mig og vende tilbage til verden og livet blandt mennesker.

2009-05-17T21:53:00.002+02:00

I går var det lørdag. Det regnede det meste af dagen så hunden og jeg tog en slapper på sofaen. -Men hen under aften blev kræet uroligt og indledte en nervekrig, hvor hun ikke tog øjnene af mig i over et kvarte. Klokken var over otte, jeg var træt, det var vådt ude og der var lige straks melodigrandprix fra Moskva. Jeg havde ærligt talt mere lyst til en kop kaffe og et stykke af den hjemmlavede jordbærkage end til en gå-tur i Silkeborgskovene. -Men det blik... Det var udlideligt og motion skulle jo være så sundt. Så jeg fandt mine sko, en regnjakke og en hundesnor. Og sådan blev jeg aftenens helt i hundemad

Måske er det mig... En Hystades Beklagelser.

2009-05-05T15:45:00.000+02:00

Måske er det mig, den er gal med, men jeg føler i den grad at min privatsfærer bliver invaderet når jeg kører i tog.

Jeg kan ikke forstå hvorfor folk ikke kan opfører sig lige så kontrolleret i toget, som de ville gøre hvis de havde gæster derhjemme eller var på besøg et sted, hvor der er mennesker, de ikke kender.
Selv i stillekupeen er stemmningen mere intim end i omklædningsrummet ned i svømmehallen. Der bliver kradset, kløet, gabt, snorket, gumlet, slubret og så videre på et niveau, som vi aldrig ville accepterer andre steder end hjemme og sammen med de aller nærmeste.

Når jeg går rundt derhjemme og tuller ligner jeg noget, nogen har trukket baglæns igennem en vasketøjskurv. Mit tøj er det nærmeste jeg kunne finde af det, der ikke strammer nogen steder. Mit hår er givetvis sat op med i en tut ovenpå hovedet og tilfældige totter er puttet væk hvor jeg nu kan få dem til at side fast. Mine briller er pudset i leverpostej. Make-uppen befinder sig i skuffen ude på badeværelset og i hvert fald ikke i mit hoved. Jeg har næppe været i bad og der er muligt at jeg kunne have trængt til et nærmer bekendtskab med en deodorant. Når jeg skal have noget at spise foregår det med bennene oppe og skål eller tallerken på brystet. Jeg surfer gerne på internettet imens eller læser en bog. Hvis det klør et sted, så klør jeg igen og skal jeg prutte gør jeg det. –Men jeg bor også alene og det kunne aldrig falde mig ind at vise mig offentligt i den mundering eller opfører mig på den måde, hvis der var andre mennesker. Jeg gør det knap nok når jeg er sammen med min allernærmeste famillie og det tror jeg faktisk gælder for de fleste.

-Men i et intercity-lyntog fra København til Skanderborg er det åbenbart tilladt at opfører sig som om man er helt alene, til trods for at man er temlig mange sammen på meget lidt plads i forholdsvis lang tid.
Lige nu er jeg faktisk i et tog og damen over for har indtil videre indtaget en stor madpakke (med meget der skulle gnaves og fiskepålæg), suttet og stanget tænder, kløet sig bag bh-en og andre intime steder samt snorket. Og hun ser ellers ud til at være et pænt menneske. Den yngre kvinde, der stod på ved sidste station har spist en meget maionæseholdig sandwich uden servietter, pustet bobler i sin juice, pillet næse i små 5 minuter og pruttet. Og hun ser også ud til at være en helt almindelig pæn pige. Jeg kunne blive ved, men du kan selv gætte dig til hvordan resten af meningheden opfører sig.

Og som sagt: Det er nok bare mig, der er hys.

Sodakage Med Æble og Kokosmel

2009-04-04T19:05:00.007+02:00

Som alle vel nok har opdaget har vejret i dag været helt fantastisk. Den slags giver en masse ny energi og fortagsomhed. Samtidig vil jeg nødigt forlade mit altanparadis, hvor der er læ og derfor et par grader varmer. Så hvad gør man? Jeg kan snart ikke finde på flere ting derude, da jeg har nusset samtlige krukker mindst to gange og givet havebordet olie over flere omgange. -Men så må man jo dele altanen med nogen og jeg har opdaget at der næsten altid dukker mindst én op hvis jeg bager en kage.

Dagens kage blev en sodakage med æbler og kokos.

Det med opskriften er ikke helt nemt for den slags kager bager jeg sådan lidt på gefühl, men det er noget i denne her stil:

250 g. saltet smør
3 store æg
250 g. rørsukker
50 g. mandelsirup.
150 g. kokosmel
200 g. mel
2 dl. youghurt naturel
3 mellemstore æbler i tern
½ tsk. kardemomme
2 tsk. natron

Skærl æblerne og snit dem i stykker på ca. 1 X 1 cm. Smelt smøret. Del æggene og pisk blommerne med sukker og sirup til det er en helt lind æggesnaps. Tilsæt youghurten og pisk igen til det er helt glat. Bland det afkølede, men stadigt flydende smør i og rør det sammen. Bland mel, kokosmel, natron og kardemomme. Bland i. Vend æblestykkerne i. Pisk æggehviderne meget stive og vend dem forsigtigt i.

Jeg endte med at have dej nok til en god stor kageform og 8 cupcakes.

Bagetid:
Cupcakes: 20 min.
Skærekage: 1 time
Temperatur: 175 grader alm. ovn (altså ikke varmluft).
Hvis man bager i varmluftsovn skal temperaturen være mellem 150 og 160 og bagetiden kan sættes ned med ca. en tredjedel.

Jeg er rigtig glad for silikoneformer, da de er så nemme at arbejde med. Man behøver ikke at smøre dem og de slipper altid pænt, når kagen er færdig. Der ud over fåes de i mange fine former.
Mine cupcakes blev hjerteformede og den store formkage rund med huld i midten. Da jeg serverede kagen for min bror, der kom til kaffe, fyldte jeg den med vindruer, kiwitern og granatæblekerne. Meget fint.

Så dagens altanprojekt startede i køkkenet, med god hjælp fra min røremaskine, og sluttede på altanen i hyggeligt selskab.

Jeg elsker udesæsonen...

GRØNT BLOD - EN AFSTIKKER FRA KØKKENET

2009-04-03T11:58:00.003+02:00

Jeg har en teori om, at der findes tre farver blodlegmer. De to alle kender: røde og hvide og så en tredje, nemlig de grønne.
Jeg er helt overbevist om at hvis man fandt den rigtige frekvens lys og gennemlyste blodet i min famillie, så ville de vise sig, de små grønne celler.

Min Farfar var frugtavler og ud af en famillie af frugtavlere. Hans svigerfar, min oldefar altså, var uddannet agronom og frugtavler. Farmor og Farfar havde livet igennem store haver og dertil hørende havemand, men indretningen og valget af planter var altid deres eget og Farmor var altid glad med havehandsker og rosensaks.

Min Morfar havde en stor engros-planteskole hvor han blandt andet fremelskede Danmarks første virusfri hindbær (og det var mange penge dengang!).
Min Mormor var ikke interesseret i kun at være Planteskoleejer Simonsens Kone, så hun drev en detailplanteskole i forbindelse med deres hjem. Det betød også at haven omkring huset fik ekstra kærlighed og at dele af den var ”fremvisningshave” hvor kunderne havde fri adgang. De skæve, triste eller bare lidt forkumrede planter blev så flyttet fra salget ud i et bed og da Mormor havde en farve og formsans ud over det sædvanlige var det altid smukt, selv når det kunne virke tilfældigt. Der ud over havde hun en forbløffende evne til altid, hele året rundt, at kunne binde utroligt smukke buketter og lave vidunderlige dekoratiner af det hun fandt derude. Selv om vinteren kunne hun finde en gren og en julerose og til sammen få de to til at blive hjertegribende smukke.
Da Morfar solgte engrosen stoppede Mormor efterhånden også detailen og hele området blev lagt ud til blandet pryd- og nyttehave. I flere år gik Morfar i sin grimme blå kittel og syslede med det han, lidt nedladende, kaldte ”persillegartneri”. Morfar var nemlig ikke gartner. Han var planteskolemand. Men når nu man havde tiden og al den bare jord ...
Som barn kom jeg hos dem efter skole og i de første måneder efter sommerferien startede eftermiddagen altid med en tur igennem bedene og en lille snack. Der var sene ærter, bønner (og nej, dem må man ikke spise rå, men de smager altså fantastisk lige fra planten), jordskokker, sen salat, majs (og har man ikke spist frisk, rå majs plukket lige fra stænglen og befriet fra sit hylster i samme sekund, så har man noget til gode! Så sødt, så saftigt, så godt), skovjordbær i kilovis, sene hindbær, brombær, flere slags æbler og sidst på sæsonen to forskellige slags hasselnødder. Alle grønsager og frugter smager helt utroligt meget bedre når man selv lige har plukket dem. Dirrende saftige.
Der var selvfølgelig også kartofler, grønkål, porre og meget mere.

Dengang havde mine forældre en temlig lille, men meget hyggelig have. ”Den grønne stue”. De havde begge meget om ørene og selvom de holdt af at gå i haven var det vigtigt at den mere eller mindre kunne passe sig selv.
Far havde 7 kartoffelplanter og en lille græsplæne som han slog med håndklipper. Mor havde sit bed med krokus og sommerblomster som hun luggede og så et enkelt stativ med stangbønner og en række ærter, der aldrig rigtig blev til mere end vi kunne spise på stedet. Der var to ribsbuske, to gamle æbletræer til at klatre i, et blommetræ, en rabarberplante og et par gode solpletter hvor man kunne sidde med sin kaffe. Ellers var haven selvpassende med rodondendronbuske, stauder, selvsående sommerblomster og efeu til at dække de steder, der gik lidt i forfald. I bunden af haven stod en stor, skøn hvidtjørn. Min barndoms værnetræ.
For nogle år siden flyttede de ind i min Mormors hus (Morfar døde for mange år siden) og overtog pasningen af haven. Da Mormor flyttede på plejehjem fik de muligheden for at gøre det de gerne ville. Indtil da måtte de prøve at vedligeholde det hun ønskede og da hun var temlig senil til sidst var det ikke helt let.
Nu har de så haft frit tøjler og efterløn i nogle år og haven har aldrig været smukkere. Der er roser, flere nye frugttræer, stauder, valmuer, forårsblomster i store mængde, dunhammer langs søbreden, akelejer, morgenfruer, lupiner, syrener og andre duftende buske. Og så videre. Far har fået en lille græsslåmaskine-traktor og futter rundt på sine ca 5 græsplæner i en gevaldig fart og hvert forår ”lufter” han plænerne med en rive og giver dem NPK. Han samler dræbersnegle til ænderne og fører statistik over dem på sin Mac. Hans hække er snorlige, hans frugttrær net beskåret og hans kartofler velhyppede (og der er mere end 7 toppe). Mor står med enden i vejret og luger, hun binder roser op, fodre svaner og prikler ud, hvis hun da ikke sidder i sit ”Driverhus” med Far og kop kaffe.

Min bror fik have for lidt mere end et år siden og det er noget nyt for ham. Han kom også hos Mormor og Morfar, men som han siger: ”Jeg hørte ikke efter”. Alligevel har han vist en naturlig flair for det og jeg har stor tiltro til at det nok skal blive fint. –Men ellers kommer hans grønne blod nok mere til udtryk i hans passion for træer. Skoven var hans sted da vi var store børn og jeg tror at kender hvert et vandløb og hvert et særligt træ i skovene vest for Silkeborg.

Selv har jeg ingen have, men jeg har min altan! Og med kærligehed, tålmod og gødning kan man få (næsten) alt til at gro på sådan en. I sær når den er sydvendt og 12 kvadratmeter.
Lige nu er sæsonen lige skudt i gang og jeg er der dagligt med et lille projekt. Jeg er nødt til at rationere projekterne for ellers vil der være alt for mange dage hvor jeg ikke kan lave noget derude og selvom jeg også holder af bare at være mellem alle mine mange krukker, så er det godt at have en lille ting man skal. Jeg taler selvfølgelig med dem alle sammen hver dag. Drejer dem. Tjeker for utøj. Vander og gøder når det skal til. –Og glædes! Hver dag en ny glæde og ind i mellem en lille sorg. Som igår hvor jeg opdagede at min yndige gammelrosa lupin er rådnet hen over vinteren.... Men min Queen Elisabeth rose skyder som aldrig før og de mørkeblå viola canuta er så søde...
Så derfor tror jeg også på at de flyder i mine årer, de grønne blodlegmer.

PS: Billederne er fra sidst år, da jeg pt er kameraløs-

Kaffeopskrifter i Fair Food

2009-02-20T21:02:00.005+01:00

For noget tid siden, dvs. i efteråret, fik jeg til opgave at komme med et bud på et par kaffedrikke, der var innovative, nemme at lave i et almindeligt dansk standardkøkken og som fortrinsvis indeholdt Fair Trade produkter. Det var en opgave jeg fik via mit arbejde og opskrifterne ville muligvis komme med en ny Fair Trade kogebog. Kogebogen kommer på mandag og begge mine opskrifter er kommet med. Godt nok ikke i mit navn, men der er jo heller ikke nogen, der ved hvem jeg er og det var en sjov opgave under alle omstændigheder.
Bogen, med det ny-danske navn Fair Food, er rigtig fin med smukke billeder og det er nogle spændende opskrifter, synes jeg. Den kommer i handlen på mandag i forbindelse med Fair Trade ugen.

En Aften Ved Ækvator

2009-02-19T00:36:00.007+01:00

Jeg har før skrevet om hvordan jeg har lavet mad til personalemøder på mit arbejde. Nu har vi lige haft et igen og det var naturligt, at den skulle have et skud Costa Rica og Guadeloupe når jeg nu lige har været der.

Derfor blev menuen denne gang noget mere latinamerikansk og caribisk end dansk og jeg havde den glæde at en af mine brasillianske kollegaer sagde at det smagte rigtig.

Når man rejser i Costa Rica finder man hurtigt ud af at to ting indgår i alle, og jeg mener alle, måltider: Tortillas og salat med agurk, peberfrugt og koriander. Derudover er der sandsynligvis også enten ris, bønner eller en blanding af begge. Den mest almindelige morgenmad i Costa Rica er Gallo Pinto, der er sorte bønner, ris og en særlig sovs, der mest minder om en mellemting mellem østerssovs og barbecuesovs. En af grunden til at dette er så almindelig en morgenmadstype tror jeg er fordi alle husmødre i Costa Rica altid har haft en rest af netop bønner og ris. Derfor er det oplagt at servere det til morgenmad. I en bondekultur som den costaricanske går ingenting til spilde. Det ved vi også fra det gamle danske køkken hvor alt blev brugt, fra blodpølse til sagobudding.

TORTILLAS COSTA RICAN STYLE
Til 4 pers.

Tortillas

Beregn ca. 2 stk pr person

De mætter rigtig godt!

6 æg
160 g mejsmel
1 tsk havsalt
4-5 spsk olivenolie
6 dl vand

Det hele røres sammen til en tynd dej og bages på en pande lige som klassiske pandekager. Brug lidt olie til den første og regn med at den går i skraldespanden, fuldstændig som med almindelige pandekager. Der skal ca en dl til hvis man bruger en ikke alt for stor pande, hvilket er en god ide, da det ellers kan blive svært at vende tortillaen. Den skal bages ca. 2 minutter på hver side og vendes når den ikke længere løber, men inden det bliver alt for fast. De kan med fordel holdes lune i ovnen og da de godt må blive bløde (så er de nemmere at rulle rundt om fyldet) er det fint at have dem i en stak.

Kylling i kokos

400 g kyllinge inderfillet skåre i tern
½ dl. kokosmælk
200 gram kokosmel
½ dl. god olivenolie
Lidt havsalt
Et ordenligt skud citronpeber

Kyllingen svitses af i al olien, den må gerne soppe lidt, og simre derefter med salt og peber i en halv times tid. Kokosmel tilsættes og det simre videre i endnu en halv time. Til sidst tilsættes kokosmælk og det simre i nok en halv time. Det bliver kun bedre af at stå lige så stille så længe som muligt ved ganske svag varme.

Den Uundgålige, Heldigvis, Costaricanske Salat Til Alt

1 agurk
1 snakpeber eller rød peber
1 bundt koriander
4 lime

Pres limefrugterne og tag gerne lidt af frugtkødet med. Skrald agurken og snit den i små tern. Snit peberfrugten i tilsvarene tern. Hak korianderen, men ikke alt for fint. Bland det hele sammen evt. med lidt salt.

Avokado i Lime

Det er det: Avokado i lime. Snit den mængde avokado du vil have og sørge for at den er helt dække med frikpresset limesaft.

Ris og Bønner

Egentlig skal det her laves med små sorte bønner, men kidney bønner går også fint.

Kog den halve mængde ris af hvad du normalt ville bruge pr. person og kog så lige så mange bønner (husk de skal blødes ud fra dagen før). Bland det hele med lidt limejuice, koriander og østerssovs i en stor stegegryde/sautepande og lad det trække samme ved svag varme i mindst. 10 minutter.

Husk at man altid skal have creme fraiche til tortillas....

Server det hele sammen og lad folk selv om hvordan de gerne vil spise det. Enten kan man rulle det hele sammen til en empanada eller man kan vælge at spise det som små retter med tortilla til som brød eller ....
Det er hyggelig, god og tvangfri mad.

Da jeg var på Guadeloupe var jeg så heldig at have medbragt en veninde, der tager bjergkørsel i lejebiler i stiv arm. Selv har jeg ikke noget kørekort og har fået titel af Co-Driver. Det betyder at det er mig, der kigger på kort, finder ud af hvor det kunne være smart at spise frokost, passer musikken og airconditionen samt sørger for at vi altid har en mentos i rette øjeblik til når der skal trykudlignes på op- og nedkørsler. Det er også min opgave at holde chauføren vågen hvis vi kører sent eller efter en lang dag. Det foregår som regel ved at jeg synger meget højt med på Poul Krebs, Michael Falch, TV2 eller andet hvor både chauføren og jeg kan teksten.
Da vi var i Guadeloupe fik jeg lokket os ud på en temmelig interessant bjergvej, der heldigvis også førte et meget interessant og smukt sted hen. Vi skulle nemlig op for at se en af de nu nedlagte kaffe, chokolade og vanillie farme oppe i bjergene. De er nedlagt nu fordi hele det indre af øen er blevet udlagt til naturpark. Men enkelte steder kan man altså komme til at se hvordan man gjorde engang og ganske få steder har de også mulighed for at opretholde en ganske lille produktion til salg til gourmetturister som os. Så jeg hjembragte 100% chokolade, kaffe og vanille fra dette fantastiske sted midt i regnskoven. Her nedenfor kan man så læse om hvad jeg har brugt det til.

CHOKOLADEMOUSSE MED KAFFESIRUP OG PASSIONSFLØDESKUM A LA GUADELOUPE

Den chokolademousse jeg lavde til denne middag var på en 100% chokolade, men da det kan være svært at få fat i vælger jeg at give min ”almindelige” opskrift:

Chokolademousse

Pr pers.
Hvis der skal laves til mere end én (og det skal der jo som regel) lægges kun 50 % væske til pr.ekstra potion.

30 gram bitter chokolade
1 pasteuriseret æggehvide
1 pasteuriseret aggeblomme
1 spsk honning
1,5 spsk meget stærk kaffe
1 spsk spiritus (rom, appelsinlikør, portvin, whiskey, etc), kan udelades eller evt. erstates med lidt appelsinsaft (IKKE juice, men frisk)..

Ved svag! varme smeltes chokoladen sammen med kaffen og spiritusen. Rør i chokoladen til den er glat og skinnende og sæt den til afkøling. Pisk æggeblommerne med honningen til du har en fin lys æggenaps og bland den så med chokolademassen. Pisk hviderne meget stive og fold dem i blandingen. Start med at folde en enkelt skefuld i uden at bekymre dig alt for meget om at holde den luftig. Det gør det meget nemmere at holde resten helt fint og luftigt. Sørg for at bland det godt, da chokoladen har en tendens til at ville synke til bunds. Kom moussen i en glasskål eller serveringsglas. Som Elisabeth David siger (og det er hende, der har leveret den oprindelige inspiration til denne opskrift): Vælg ikke en skål, der er for stor. Det ser så trist ud med en lille klat chokolademousse på bunden af en balje (det er vist ikke helt sådan hun siger det, men meningen er god nok og hun har så evigt ret). Sæt moussen til afkøling enten udendørs, i en kold kælder eller i køleskabet. Pas på med at sætte den sammen med stærkt lugtende ting, da den meget nemt tager smag og chokolademousse med hvidløgsspegepølse er lige lovlig meget fusion.

Kaffesirup

Lav en kande stærk stempelkaffe. Hæld den i en tykbundet gryde og tilsæt ca. 2 dl. blomsterhonning, 2 vanillestænger af en god kvalitet og 2 dl. god rom. Lad det hele koge langsomt ind til det halve. Voila.

Passionsflødeskum

Pisk en lidt rigeligt stiv flødeskum og rør den med kerner og saft fra passionsfrugt.
Forholdet skal være noget i stil med ½ l. fløde til 9 passionsfrugter.

Jeg valgte at server de tre ting i tre forskellig glas således at man fik en lille vandglas chokolademousse, et hedvinsglas flødeskum og et snapseglas kaffesirup. På denne måde passer forholdet ret godt og det ser meget fint ud.

Uden Titel, Alt andet end et stilleben...

2009-02-17T15:50:00.003+01:00

Så er det vidst lidt mere end på tide at jeg for skrevet herinde igen, men der er sket så utroligt meget de sidste par måneder at det har været svært også at finde tid til at blogge. Og alle de ting, der sket vil der komme meget mere om hen over de næste uger og måneder.
Der vil komme en del om:

Hvorfor er morgenmad så vigtig, besværligt og bare generelt et problem?

Nytårsforsætter og hvad deraf følger.

Costa Rica, my love...

Guadaloupe, strejker, vand, frugt og ulykkelige hummeroplevelser.

Tortillas, av den var svær!

Jeg glæder mig til at dele mine tanker om de her emner og mange flere i tiden fremover.

Ses....

Gaestfrihed Paa Costa Ricansk

2009-01-11T19:51:00.002+01:00

Jeg har rejst i en del lande efterhaanden og har ogsaa flere gange vaeret privat indkvarteret eller haft et formaal med min rejse, der satte mig i kontakt med lokalbefolkningen. Om ikke andet er jeg ofte kommet i kontak med mine omgivelser i og med at jeg har rejst alene og derfor baade har vaeret mere til at komme i naerheden af og har haft et stoerrer behov for kontakt. Jeg er altid blevet moedt med stor venlighed og gaestfrihed, men ikke desto mindre forekommer det mig at jeg her i Costa Rica har moedt gaestefrihed paa et helt nyt plan! En generoesitet og aabenhed, der nemt kunne komme til at virke omklamrende, men som hele tiden bliver opvejet af en respekt`, diskretion og aerlighed, der goer det nemt at tage imod. Selvfoelgelig er det nemt at blive opslugt af stemningen mens man er i landet, men jeg tror nu ikke kun at det er det.

Forleden dag tog mine kollegaer og jeg fra en kaffefarm, der er ejet af en amerikaner. Gaestfriheden her var utrolig, baade fra vores vaerts side og fra dem, der arbejdede paa farmen. Men de blev slaaet med flere laengder da vi naaede ud til Coopedota i Santa Maria De Dota, et fint og veldrevet kooperativ, der bestaar af 780 bönner med hver i gennemsnit ca. 2 hektar jord fordelt over bjergskraaningerne i den skaalformede dal hvor byen ligger i bunden.
Til at lede den daglige drift, inovation og salg har kooperativet ansat Roberto Mata, der selv er fra en famillie af kaffebönner og hvis aeldste sön nu driver hans lille farm mens han passer kooperativet.
Jeg mödte Roberto foerst gang i juni 2008 i forbindelse med Wonderfull Coffee Copenhagen, en speciality coffee messe i Öksnehallen, der trak gaester fra ind og udland. Han gjorde indtryk paa mig fra förste öjeblik med sin umiddelbare blidhed, der er et udslag af hans sikkerhed omkring det han laver. Roberto sprudler af ideer. Hans hjerte banker for kaffe og for det kooperativ som naesten af blevet en del af ham selv.
Han hentede os selv sammen med vores kontakt i Costa Rica, Sebastian, og jeg havde den udelte fornöjelse af at side paa forsaedet i hans firhjulstraekker mens vi körte over bjergene til Santa Maria De Dota. Undervejs fortalte Roberto mig om de problemmer de har med produktionen i öjeblikket. Men mere om det en anden gang.
For det jeg egentlig vil skrive om er noget andet. Nemlig den frokost Robertos kone havde lavet til os. Vi, 6 fremmede mennesker, blev inviteret ind i deres hjem til en fantastisk frokost.
Der var daekket paent op i stuen og det foerste der skete var at vi blev tilbudt et vaeld af forskellige drikkevare. Vi endte alle med den hjemmelavede jordbaersaft. Lavet af naboens jordbaer. Den var fremragende og smagt fuldstaendigt rigtigt. Jeg kom endnu engang til at taenke paa min elskede bedsteforaldre og den jordbaersaft vi fik af deres jordbaer.
Den foerste ret var en helt enkel salat af romaine, tomater, agurker og advokado med en let frisk dressing af lime, tomat og papay. Dejligt naar alting er saa friskt saa friskt...
Saa fik vi en tallerken mad af en stoerelse og kvalitet jeg sent vil glemme. Der var kartofler stegt med gurkemeje og honning, ris med frisk chilli og koriander, sorte bönner i en saerlig Costa Ricansk sovs hvis navn jeg ikke kender. Den er saadan lidt soedlig og meget tilfredstillende i smagen paa samme maade som en rigtig kraftig consomé. Og saa var der köd. Meget köd. Kylling alt sammen, men i flere varianter. Et stykke citronmarineret kyllingebryst. Et stykke paneret og saftigt laar. Og en confit, der slog bennen vaek under mig. Helt enkel. Men fremragende! Og saa selvfoelgelig friskebagte tortillas. Der var lige saa meget mad som til en effektiv dansk julefrokost.
Som om det ikke var nok kom der nu dessert. En dessert tallerken. Med tre forskllige desserter. En fin hvid nougat med peanuts, en chokoladekage og en majskage med frugtsovs. Vildt og vildt laekkert.
Kaffen maatte vi vente med til vi kom op paa kooperativets kaffebar et par timer senere, men det var kun godt, for jeg ved helt aerligt ikke hvordan jeg skulle have faet plads til noget som helst. Ikke engang noget flydende.
Robertos kone er en fantastisk kok og de er et par hvis gaestfrihed, jeg aldrig vil glemme.

Mandarin-lime m.m.

2009-01-09T23:06:00.002+01:00

Saa er jeg igen kommet i naerkontakt med civilitationen og dermed internettet efter saadan noget som 5 dage uden det eller for den sags skyld mobiltelefon. Det har vaeret utroligt spaendene, da jeg har vaeret paa kaffe-tur i Tarazu-regionen med mit arbejde. Vi har baaede set en meget veldrevet privat kaffefarm (La Minita) og et mindst lige saa veldrevet og fantastisk kooperativ (Coopa Dota). Tak, tak, tak til Don Drew, Don Carlos, Don Jim og Don Roberto. Men lige nu er intrykkene lige saa difuse som de smaa billeder paa mit kamera, saa der foelger mere naar jeg rammer Danmark igen om godt og vel tre uger. Nu har jeg fire dage for mig selv, og saa flyver jeg videre til Guadaloupe hvor jeg skal moedes med en veninde. Det bliver ogsaa spaendende, men paa en helt anden maade.

For nu i hvertfald at have en enkelt ting med, som er relevant for bloggen i forhold til titlen:

Jeg har smagt en helt saerlig citrushyprid, mandarin-lime, der kun findes paa La Minita farmen. Den er vidunderlig. Soedere end lime men mere skarp end mandarin. Udenpaa ligener den en lime, men frugtkoedet er helt orange. Det kommer et billede senere... Smuk er den og god. Den blev selvfoelgelig heller ikke ringer af at blive serveret med Izas bagte boenner, lune tortillas, friskplukket advokado og Johnnys sukkergrillede kyllling! I skyggen af tre meter hoeje hibiscus! Jeg kommer aldrig hjem!

Nu kalder pooelen og efter den en afskeds Imperial, den lokale oel, med mine stakkels kollegaer, der rejser hjem i morgen tidlig.

Tropefrugt 1

2009-01-05T04:45:00.002+01:00

"og spiser af de frugter som bonden aldrig ser"..

Nu om dage ser vi vel nok mange af de frugter som man ikke kunne faa foer lufttransporten tog fart. Ikke desto mindre ved man jo ogsaa godt at de nok ikke helt smager som de goer naar man faar dem der hvor de gror. Jeg oplevede det foerst selv med vandmelon, nektariner og ferskener i Italien. Og nu oplever jeg det saa igen.

Jeg har aldrig vaert saerligt glad for papaya. Der forkom mig at den mest smagte som lidt trist kaalrabi og selvom den har en peanerer farve, saa faar man altsaa mere for sine penge naar man koeber roer. Men her. Nu. I Costa Rica hvor den plukkes moden fra traeet, her har jeg laert at forstaa hvad papaya drejer sig om. Det er en vidunderligt smuk, moerkt orange, soedmefuld og kraftig, laeskende og krydret frugt. Lige saadan med ananas, selvom det vidste jeg nu egentligt godt, da jeg engang for aar tilbage smagte en (indsmuglet) ghanesisk hvid ananas.
Af "nye" frugter er der tamarind, som jeg har moedt som ingrediens i dvs. saucer etc. men nu ogsaa har smagt som juice. Glimragende. Foerst er den saert syrlig. Saa bliver den saert bitter og saa vender man sig til den. Naar man har gjort det, er det at man finder ud af at den grimme brune drik er meget! god mod toerst. En anden glaedelig overraskelse er guanabana, som jeg har moedt foer som fyld ingrediens i blandet tropisk juice, men ren og frisk er den utroligt fyldig og kompleks i smagen. Som en mellemting mellem honningmelon og kokosmaelk (af den helt friske slags). Den er helt lys hvid og ligner naermest maelk. Kaktus juice blandet med ananas og lime er heller ikke ringe. Det smager friskt og lidt af kamfer...

Og jeg er kun lige begyndt paa at laere alle de manger frugter at kende, baede dem man tror er gamle kendinge og de venner man ikke har laert at kende endnu.

Godt Nytaar Og Saa Videre

2009-01-02T21:48:00.003+01:00

Saa er jeg pa tredjedagen i Costa Rica... Saert som det foeles som en uge.. Men, anyway, nu har jeg faaet noget at spise!
Jeg er lige nu i Montezuma, hvor der er helt fantastiskt smukt. "Byen", der ligger neden for det temligt stejle bjerg, er omgivet af sandstrand, vulcanske klipper, tropisk regnskov, egernaber, hyleaber (godt navn!), vandfald, tusindvis af smaa floder, hippier og kokospalmer. Det er et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set. Og klimaet er skoent. Varmt men ret toert og med en lille smule blaest fra havet. Ahhh.... I gaar travede jeg langt pokker i vold op ad stranden til en enormt lang chokoladefarvet sandstrand. Paa turen frem og tilbage var det afkoelingsstop i et vidunderligt koldt naturligt ferskvandsbassin for foden af omraadets stoerste vandfald (det er ikke specielt stort, men det er langt).
Nytaarsaften var hyggelig og enormt stoejende. Alle kom ud af deres huse og lokale og turister dansede i hovedgaden (der er to gader i alt, men you know... det er den stoerste af de to). Klokken tolv var der faellesfyrvaerkeri paa stranden. Igen: flot, men helt enormt stoejende. Min nye veninde, Beatrice, siger at "If you wanne love Latin America, you just gotta learn to love the noise!" Og jeg er sikker paa at hun ved hvad hun snakker om for hun er 84 og har rejst som backpacker alene i min. 1 maaned om aaret siden hun blev pensioneret for 34 aar siden! Hun er noget for sig, men for at citere hende igen: "Until you'r 50 people think your'r wierd. After 50 they call it excentric and think you'r kind of cute."
Mht. til maden saa er den god, enkel og til at betale. To ting har gjort saerligt intryk: Hvor godt kokosmaelk smager naar det kommer direkte fra noeden og den veganske is hos "Organico" her i Montezuma. Hvordan de laver saa god en chokoladeis er et mysterium, naar man tager i betragtning, at de hverken bruger maelk, floede eller youghurt. Den er fremragende!

Vi bringer en servicemeddelse

2008-12-31T13:05:00.003+01:00

Med farer for at lyde lidt traels for alle jer hjemme i vinterkulden, saa maa det ud: Jeg landede i Costa Rica i gaar aftes og nu venter jeg paa bussen til Montezuma Beach, Costa Ricas nedtonede svar paa Goa, i hvert fald med hensy til Hippi-credability. Tecnoen skulle ikke vaeret naaet frem...
Saa det er muligt at det bliver lidt sporadisk og ikke noedvendigvis handler om mad de naeste dage (laes: uger!).
Det eneste der er at sige om maden indtil videre er at jeg endnu ikke har spist her i landet... stor fejl, men...
Kaffen er forbloeffende god for hotelkaffe...
Jeg tror jeg vil tage den med ud i haven og finde ud af om det er en abe, der siger saadan.

Julemarmelade

2008-12-22T02:23:00.003+01:00

Der er gået alt for lang tid siden jeg sidst var herinde med lidt snik-snak, men som alle ved: De' Sørme, de' sandt, de'cember... den travleste måned....

En af de ting jeg har været beskæftiget med er at forleden dag kogte jeg julemarmelade. Det blev til ti glas krydret orangemarmelade med appelsiner, rød grape og mandariner. Jeg havde kastet en god håndfuld kardemommefrø, fire vanillestænger, noget finthakket frisk ingefær, en lille håndfuld nelliker, sådan noget som 8 kanelstænger og en lille smule salt i mens det kogte. Desuden fik den et ordenligt skud mørk rom – det er jo kun jul én gang om året.
Jeg har en del æbler i min orangemamelade også. Både for at strække den lidt og for at give den en bedre konsistens. Jeg synes sommetider, at der kan blive lidt langt mellem snapsene i en orangemarmelade forstået på den måde, at massen mellem stykkerne af appelsinskal kan være noget trist. Men hvis den får lidt æbler så bliver der mere bid i den del også. Desuden hjælper melatinen fra æblerne med til at give marmeladen en god fast konsistens. Så derfor var det også 5 gode, faste og lidt syrlige belle de boskop i.
De røde grape og mandarinerne gav både farve (en dejlig varm orange i stedet for den lidt uheldige gule en appelsinmarmelade med æbler og krydderier ellers kan få) og alsidighed til smagen. Grapen giver en mere kompleks syrlighed og mandariner tilføjer noget sødme. Af samme årsag røg der også en håndfuld finthakkede tørrede abrikoser i. Min julemarmelade er nemlig sukkerfri af hensyn til børn og onkler med diabetes.

Opskriften ender med at se nogenlunde sådan her ud:

Til sådan cirka 8 l. marmelade

2 kg appelsiner, der endelig ikke må være overfladebehandlede.
5 røde grape
15 mandariner/clementiner. Igen: ikke overfladebehandlede.
5 store madæbler, personligt er jeg rigtig glad for belle de boskop, men man kan sagten bruge andre. De skal bare helst være faste og have en ret tyk skræl (det er her melatinen sidder).
150 g tørrede abrikoser
20 kardemommekapsler
8 kanelstænger
4 vanillestænger
100 g frisk ingefær
20 nelliker
En knivspids salt.
Ca. 3 dl. rom eller whisky. I en snæver vending kan man også bruge hvid portvin eller orangelikør.
Ca. 1,5 l. vand.
Atamon

Appelsiner, mandariner og æbler vaskes og skæres i fine tern. Med skrald. Grapefrugterne skrældes og der fjernes så meget som muligt af det hvide inden de skæres i fine tern. Abrikoserne hakkes. Det hele puttes i en stor gryde (ca 10 l) og koges ved svag varme i en times tid eller mere indtil det har den ønskede konsistens. Hvis man vil kan man tykne med melatin og vil man have en sød marmelade kan der tilsættes ca. 1 dl. honning pr. 2,5 l. færdig marmelade.
Put lidt atamon i for holdbarheden. Især hvis marmeladen er usødet, da sukkerstoffer ellers højner konserveringsevnen. Hvis marmeladen bliver spist med det samme er det selvfølgelig ikke nødvendigt, men ....

Jeg lader altid kryderierne blive i når jeg hælder den på glas, for jeg kan godt lide det ”hjemmelavede look” den så får. Plus at de forsætter med at afgive smag til marmeladen, hvilket kan være både godt og skidt. Jeg kan godt lide det.

Duften I Gl. Munkegade

2008-12-12T04:23:00.001+01:00

Jeg tror nok, at jeg begyndte, at drikke kaffe da jeg var noget i stil med 6-7 år gammel og det har ført en hel del med sig. Blandt andet en nysgerighed omkring kaffebarer.
Mens jeg læste i Århus begræd jeg manglen på ordentlige kaffebarer i byen. Der var (og er) selvfølgelig Altura i Graven, men én kaffebar i en by med en kvart million indbyggere... Suk.
Det er blevet meget bedre nu, men dengang ... Der har i mange år været et livligt cafémiljø i byen, men der er stor forskel på en café med alt hvad det indbærer af fadøl etc. og en kaffebar uden alkoholbevilling og med fokus på kaffe, te og chokolade. Dermed skal der på ingen måde siges noget skidt om en klassisk café. Det er bare noget andet.
Jeg vendte tilbage til Århus efter et ophold i Skotland og slog mig ned i Ø-gadekvartere, der, som alle Århusianer ved, ligger lige mellem midtbyen og Universitetet. Det er et skønt sted at bo som studerende og jeg var heldig nok til at bo der de sidste godt tre år af min studietid. Og så gjorde jeg en opdagelse. Lige nede på den anden side af den vej, der skiller Ø-gaderne fra midtbyen var der åbnet en Kaffe og Te butik. Med en kaffemaskine i det ene hjørne og et par stole i vinduet. Heureka! Det var lige det jeg savnede. Og ikke alene det. Kaffen var god (for Århus), der var masserer af virkelig god te, hyggelige dimser, chokolade, hjemmebag og frem for alt: Hjertevarme.
De to skønne kvinder, der havde startet det her lille mirakle har stadig en stor og blød plads i mit hjerte. Rie og Jane er det man i gamle dage kaldte ”livstykker”. De stikker ikke op for bollemælk og de spreder livsglæde, mod og kvindehjerte omkring sig. Jeg blev hurtigt stamgæst og som sådan var det en selvfølge, at man lige gav en hånd med når der var rigtigt travlt. Det var sådan de damer opdage, at jeg selv kunne lave min kaffe og at min cappuccino var bedre end gennemsnittet (i Århus). Så fra da af var det slut med at få kaffen brygget og jeg måtte til selv at lave den når jeg havde behov. Og det kan man jo hurtigt få.

Som nævnt var der også hjemmebag og det var godt. Rie og Jane gik ind for klassikerne: Gode boller med ost, hindbærsnitter med spraglet krymmel, lagkage med gul creme og hindbærmarmelade og så selvfølgelig de svenske kanelboller. Når de blev bagt spredte duften sig op og ned af Gl. Munkegade, rundt om hjørnet til Kloster Torv og ned af Nørre Allé. Før de overhovedet var ude af ovnen stod folk fra forretningerne omkring butikken i kø. Og de var det værd.

Så der er med stolthed at jeg hermed kan videregive opskriften

Rie Og Jane’s Svenske Kanel Fætre

Ca. 40 stk:

Dej:
50 gram gær
100 gram smør
5 dl. mælk
1 dl. sukker
1 tsk. Salt
1½ l. Mel

Fyld:
150 gram smør
1½ dl. sukker
4 tsk. Kanel

Pensling:
1 æg
Perlesukker

Smøret smeltes blandes med mælken. Gæret opløses heri. Tilsæt sukker og salt. Tilsæt melet lidt af gangen til dejen har samme konsistens som til boller. Ælt dejen godt igennen og sæt den til hævning i 30 min.
Hereefter æltes dejen igen. Del den i to og rul hver del ud til et rektangel på ca. 30 gange 60 cm. Rør fyldet sammen. Spred en fjerdel af det på hver rektangel. Fold dem over på midten. Og pres lidt sammen i kanterne. Rul dem over en gang, men ikke får hårdt. Fordel resten af fyldet og fold dejen over med en tredejedel fra hver side så fyldet lukkes inde. Skær ud i lidt aflange stykker og lad dem hæve i yderligere 40 min. Pensles med det sammenpiskede æg og drysses med perlesukker. Bages i en forvarmet ovn ved 250 grader i ca. 7 min.

God fornøjelse.

Nårh ja: De lader sig snildt fryse og genopvarme.

God Og Rigelig Kost

2008-12-10T22:33:00.000+01:00

Omtrent hver 6. uge kommer mine kollegaer forbi mit hjem til personalemøde. Og så laver jeg mad. Det glæder os alle. Det glæder mig fordi jeg så får lov til at lave god og rigelig mad à la min højt elskede og afdøde Mormor (og hendes mor før det) og det glæder mine kollegaer for mange af dem er unge studerende, der sjældent for god og rigelig kost à la Mormor.
Lige pt. er en god tredjedel af de ansatte af anden etnisk herkomst end dansk (to nordmænd og to brasillianer) og derfor er det altid vigtigt for mig at give dem klassisk dansk mad af den slags som man så sjældent får.
Og hvorfor er det lige at man får det så sjældent, hvis man er en af de sådan lidt halvsmarte københavnere fra brokvarterene? Måske fordi så få ved hvordan man gør. Der er de færreste, der har lært at lave en opbagt sovs eller hvordan man egentlig laver rigtigt bankekød. Men jeg kan. Fordi Mormors køkken var det bedste sted i hele verden. Et lillle bitte trediverkøkken med overskabe og køkkenbord på den ene side og komfur, køleskab og lidt bordplads på den anden side. I midten en smal bane gulv og for enden et vindue. Under vinduet stod en høj køkkenskammel og dér var min faste plads. År ud og år ind så langt tilbage jeg kan huske og så længe Mormor selv kunne lave mad. Jeg havde opgaver og efterhånden som jeg blev ældre var de mere og mere vigtige. Men de to vigtigste fra jeg var ganske lille og helt til det sidste var disse: 1: at smage sovsen til. 2: at spise de småbidder (bitter), der faldt af undervejs. Et lille stykke røget laks. Verdens mindste lille bitte frikadelle. En skefuld varm, nylavet gul créme. Lidt frisklavet æblekagerasp. Et snapseglas ren jordbærsaft. Og så videre. Oh fryd. Og sikke en masse lærdom, der fulgte med. Om smag, konsistens, salt, sukker, æbler, jordbær osv.
For et par måneder siden, da æblesæsonen var på sit højeste lavede jeg æblekage. Den med æblemos, sukkerristet rasp og flødeskum. Mine bedsteforældre var selvforsynende med æbler og fra midt sommer og helt ind til foråret var æblekagen et sikkert hit til lørdagsfrokosten eller når man barer sådan lige syntes, at man havde behov.
Jeg har utallige gange siddet på skamlen mens Mormor snakkede og skrældede æbler. Hun brugte altid en forbløffende stor kniv og hun drejde æblet, ikke kniven. Først over i fire båder. Så en båd af gangen. Kernehuset ud. Skrælden af i et hurtigt tag. Over en gang til og så i gryden.
Da jeg stod med æblerne til mos og skrældede løs så jeg pludeslig på mine egene hænder og så at selvom min Mormor døde i marts så er hun her stadig. For det var som at se hendes hænder da jeg stod der og så mine egne. Samme måde. Samme tag.
Det var i Mormos køkken at grunden blev lagt til glæden ved og evnen til god og rigelig kost.

Grej

2008-12-08T00:39:00.000+01:00

Mit køkken er på mange måder temligt rodet, som resten af min lejlighed, men jeg ved hvor alting er. Og alting har en historie og et formål. Det formål kan sagtens bare være, at det er en ting, der bringer minder frem eller som måske engang kan bruges til noget. Men det er også formål nok for mig.
Jeg har arvet grej, købt grej brugt, fået grej foræret og investeret i grej.
Til det arvede hører Mormors æbleskivepande og den lille gule emaljegryde, der er den allerbedste at koge havregrød i. Det er den lille gamle kasserole, jeg fik med da jeg flyttede hjemmefra. Det er en gammel dames smedjernsstegepande og der er flere ting. Fra tallerkener til fade, skåle, grydeskeer og min Oldemors tekop.
Det brugte er næsten alt sammen serveringsting. En smuk lidt skæv lerskål med en dybblå glasering. Et stort tinfad. En fin lille tallerken af træ.
Til jul, fødselsdag osv. har mine omgivelser næste alle fundet ud af, at de altid kan glæde mig med et stykke godt grej. Det fineste eksemplar i samlingen er vel nok min knaldrøde Kitchen Aid køkkenmaskine. Famillien skillingede sammen til den da jeg fyldte tredive og den står nu på en hædersplads, hvor jeg kan klappe den hver gang jeg går forbi.
De ting jeg har investeret i selv er også en slags gaver. Jeg har givet mig dem, når jeg havde lidt ekstra, eller hvis jeg har haft alt for travlt eller noget i den stil. Min fine blender, min dejlige kaffekværn og som en af de sidste nye ting: mit krustadejern.
For det er næsten de bedste grejer: dem, der kun kan bruges til én enste ting og som man ved at man næppe får brugt meget mere end en gang om året. Men når man så gør er det en højtidsstund. Og her er det altså at krustadejernet kommer ind i billedet.
Det er på mange måder en tåbelig dims. Det er stort, det fylder, det er umuligt at få til at være inde i et skab og det er ikke særligt pænt. Men jeg elsker det.
Endnu er jeg ikke nået frem til den perfekte opskrift på krustader, men når den kommer bliver det en stor dag. En dag, der vil gå over i min personlige historie på linje med første gang min sirupskage var perfekt eller den dag jeg lavede min første virkeligt gode marrengs.

Overlærer Andersens Undermund

2008-11-30T02:22:00.000+01:00

I min studietid arbejdede jeg på det indhaveren, herefter omtalt som Fruen, kaldte for en etnisk restaurant. Etnisk som i Klassisk Dansk. Der var over firs numre på smørrebrødssedlen og aftenkortet vrimlede med gode sager i stil med Stegt Flæsk med Persillesovs, Mørbradbøf med Bløde Løg, Rødspætte med Smørsovs og så videre i den dur. Dagens ret var altid en fornøjelse og altid ret efter Salig Frk. Jensen: Persillekylling med Brun Sovs og Rabarber Kompot, Sprængt Oksebryst med Perberrodssovs, Forloren Hare med Surt og Sødt, Hjerter i Flødesovs. Og så videre.
Der var altid nok mad på tallerkenen og skulle det lykkedes nogen at spise op uden at bliver mætte så var det bare at bede om mere, for den slags ville Fruen ikke have siddende på sig: Når man spiste hos hende, så blev man mæt.
Som det måtte være kom der mange stamkunder. I alle aldre, men nok alligevel fortrinsvis i det man kunne kalde en moden alder. Særligt om søndagen kom de faste gæster på præcis samme tid hver gang og i nogle år havde også jeg fast vagt hver søndag. Det passede mig godt og det passede gæsterne. Tonen var venlig, hjemlig og skæmtende. Mange af de faste søndagsgæster kom alene og jeg tror at en del af dem var ensomme i hverdagen. Vi gjorde en dyd ud af at se om ikke vi kunne få dem sat sådan at de kom til at tale sammen lidt på tværs af alting. Det lykkedes forbløffende ofte.

Men det var ikke alle, der kom alene. En af vores mest stabile søndagsgæster var en nydelig herrer som vi kan kalde Overlærer Andersen. Han var ikke pensioneret lærer, han hed ikke Andersen, og han mindede på ingen måde om den selvhøjtidelige karakter fra Matador. Han er død nu, men han blev næsten 90 og var en glad mand til det sidste. Han kom som regel sammen med sin veninde, men de betalte hver for sig, for hun havde altid klaret sig selv og det havde hun tænkt sig at blive ved med, tak. Overlærer Andersen var den eneste grund til, at vi førte halve flasker Piesporter Michelsberg for han drak en hver uge. Veninden var mere til grapetonic. Når hun var med spiste de altid dagens ret, men når hun ind imellem var forhindret så satte Overlærer Andersen sig ved det lille bord ved døren hvorfra han kunne overskue hele restauranten. Han var et menneske, der interesserede sig for sine omgivelser og så var han lidt af et sludrechatol. Når han var alene skulle han have det lidt ekstra godt ”for sådan at opvej ensomheden, min ven” og så stod der wienerschnitzel på programmet. Restaurantens wienerschnitzel var med rette berømt i vide kredse; jeg ved, at der kom faste gæster fra andre landsdele bare på grund af den. Og hvorfor så denne berømmelse? Jo, for det første var den af prima kalvekød, for det andet var den dobbeltpaneret og for det tredje var den stor! Meget stor. Med wienerdreng, en skive citron med benfri sild, peberrod og kapers net arrangeret, massere af ærter, brasekartofler og smørsovs til. Personligt fandt jeg den en anelse skræmmende.

Men for nu at vende tilbage til Overlærer Andersen.
En søndag kom han alene og satte sig som altid på sådanne ensomme dage ved bord 2. Han bestilte, som man kunne forvente, en wienerschnitzel, en halv flaske piesporter og en kande vand. Ordren blev, som altid, promte udført. Og så skulle historien egentlig ikke være længere, men der var noget galt. Når jeg gik forbi kunne jeg se, at der lige som ikke var skred i tingene. Det svandt ikke rigtigt i schnitzlen og Overlærer Andersen virkede lidt beklemt. Han var ikke sit muntre selv.
Efter et stykke tid greb jeg tyren ved hornene og lænet op af stolen over for ham spurgte jeg henkastet: ”Nå, hvad så Andersen. Smager det?”. ”Jo, det smager egentlig glimrende, tror jeg,” svarede han lidt usikkeret, ”men jeg har et lille problem. Ser du, min ven: Min undermund er blevet væk. Tror du at jeg kan have slugt den da bussen bremsede hårdt op?”. Der står man så og skal finde en grimasse, der kan passe. Det var jo en alvorlig sag. Et halvt gebis bortkommet. En ældre herre i svar nød. Men det var en udfordring. Jeg fik dog holdt masken og sagt at nej, jeg troede ikke han kunne have slugt det uden at have opdaget noget. Det var jeg faktisk ganske sikker på. Men jeg kunne forstå at det nok var vanskeligt at tygge en schnitzel, sådan med den halve mængde tænder. Ville han prøve lidt mere eller skulle jeg pakke maden i en foliebakke til ham, så han kunne få den med hjem? Overlærer Andersen var en sej gut og han ville ikke sådan give op. Så han blev siddende lidt endnu. Jeg tror at han fik slugt de fleste af ærterne og par kartofler blev det også til, men efter et kvarters indædt kamp signalerede han efter mig. ”Jeg må give op, min kære, men hvis du vil pakke den ned til mig, så ville jeg sætte pris på det.”. Jeg tog hans tallerken og med en næsten overmenneskelig kraftanstrengelse lykkedes det mig at komme ud i buffetten inden jeg faldt sammen af grin. Fruen sad og klukkede på sit lille kontor. Hun havde hørt indledningen på historien og morede sig kosteligt. Jeg fik pakket maden ned og bar den tilbage gennem restauranten til Overlærer Andersen, der sad og tænktsomt lod hånden glide op og ned af halsen mens han indviede de omkringsiddende i problemmet. ”Ja.” sagde han ”Jeg kan altså ikke forstå hvor den undermund er blevet af. Jeg håber virklig ikke at jeg har slugt den.”. Jeg prøvede at undgå at se på de forbløffede gæster ved nabobordet (det var deres første besøg), mumlede et eller andet medfølende og sagde at jeg da oprigtigt håbede at han ikke havde slugt den, da det næppe var sundt for maven, men at jeg ville gentage at jeg var helt sikker på at han ville have mærket det, hvis den var røget forbi drøblen. ”Ja,” sukkede han mismodigt, ”det vil jo vise sig.” Jeg måtte lige hoste en gang og sagde så at jeg da bestemt synes at han skulle søge læge hvis han ikke kom i tanke om hvor undermunden var og han lovede mig, at det ville han gøre dagen efter, altså om mandagen.

Nu traf det sig sådan at jeg ikke skulle arbejde den mandag, men tirsdag aften havde jeg vagt igen.
Næppe var jeg trådt ind af døren før Fruen kom brusende imod mig i al sin vælde og med et saligt smil om munden. Hun havde stadig en kluklatter i halsen. Og hun havde en hilsen til mig. Overlærer Andersen havde ringet dagen før fordi ”Anne var så venlig at bekymre sig for mig og derfor tænkte jeg at det nok var bedst om hun fik at vide hvordan det var gået mig.” Og her er grunden til at Fruen var så salig:
Overlærer Andersen var kommet hjem søndag eftermiddag. Han var stadig noget bekymret og havde set efter om han skulle have glemt at tage de nederste tænder i om morgenen. Men de var ingen steder at se. Efter en lang dags uro måtte det jo til sidst blive aften og med et resigneret hjerte og en plan om at gå til lægen næste dag, skiftede han til sit nattøj og sine sutsko. Da han sad på kanten af sengen, med vækkeuret stillet og gardinerne trukket for, sparkede han, som altid, sutskoene af og hørte et klonk, da de røg ind under sengen. Den ene af dem havde ramt noget! Kunne det være? Var det virkelig? Ja, det var det: Undermunden. Der lå den. Inde under sengen. Og Overlærer Andersen sluttede sin beretning med de udødelige ord: ” Så var det jeg tænkte: Hvordan i alverden var den dog havnet der? Og jeg kom i tanke om at lørdag aften, da jeg sad på sengekanten, der havde jeg sådan nyst!”.

Et Gyldent Øjeblik

2008-11-24T00:22:00.000+01:00

I Morfars plantskole var der blommetræer. Gamle træer med sorter hvis navne jeg ikke kan huske, men smagen kan jeg. Som al frugt er blommer allerbedst når det lige er plukket solmodne og sollune ned fra træet. Helst mens man sidder i det og drømmer lidt.
Jeg husker særligt én sensommerdag da jeg var ganske lille, måske endnu ikke 4 år gammel.
Bag en af bygningerne må der have stået to træer ret tæt på hinanden for jeg husker at jeg sad i ét træ og min bror i et andet. Og vi spiste blommer.
Men jeg kunne ikke rigtig komme højt nok op. Kunne ikke rigtigt nå. Egentlig husker jeg det ikke som noget problem. Det var sommer, det var lunt og der var fugle og mariehøns og det var godt bare at være, men det var da lidt ærgeligt med de blommer ... Især når nu min tre år ældre bror sad og spyttede sten...
Mellem bygningerne kom Momme gående. Hun havde et stort hvidt hår som hun fik blånet på det nysseligste og et stærkt ansigt med masser af smilerynker. Jeg synes, at jeg kan huske at hun var i mørkeblåt. I hvertfald stod solen lidt bag hende og skinnede gennem hendes hår. Hun smilede og glødede som altid. Hendes hænder var samlet foran hende med den ene over den anden. Som en skål med låg. Hun kaldte på mig. Hendes stemme var altid rolig og fuld af smil: ”Min lille Anne”.Jeg må være kravlet ned og gået over til hende for nu kan jeg se hende stå over mig, stadig med sol i håret og det der lille smil. ”Jeg har noget til dig.”. Hun løfter langsomt den ene hånd, som når man åbner et smykkeskrin og frem kommer den størst gyldne blomme i hele verden. Der, i hendes hånd, der dufter lidt af citron og er så blød som kun en meget gammel kvindes hånd kan være, der ligger den. Gylden, dunnet og duftende. En abrikosblomme til mig. Jeg ved, at jeg spiste den. Jeg ved at den smagte fantastiskt, men det sidste billede jeg husker er Mommes hånd og den gyldne blomme. Og smilet over mig.

Sanselighed

2008-11-21T16:55:00.000+01:00

I Lise Nørgaards ”Kun En Pige” lader hun en temlig farveløs husholdningskoleforstanderinde fortælle en lille historie om vigtigheden af at mad har mange farver. Et måltid må ikke være helt hvidt. Historien er morsom netop fordi alting på husholdningsskolen er meget renskuret. Men egentlig er pointen god nok: ”Man spiser også med øjnene” som et klogt madmennekse engang har sagt.
Når jeg laver mad eller nyder et godt måltid så spiller alle sanser ind og hvis jeg skal have en helt tilfredstillende oplevelse er det vigtigt, at de alle bliver pirret.
Det skal selvfølgelig smage godt, men det skal også føles godt. Enten fordi det har en lækker tekstur i munden: cremet, sprødt eller eksplosivt fyldt med saft og kraft. Eller fordi det er fingemad, der giver mine hænder en god oplevelse: som når man vrider en blomme fra hinanden og tager stenen ud inden man spiser den eller mærke den ru østers i hånden.
Og lyden: når man hører knækket af kiksen eller olien om kartoflerne, der simre lidt endnu.
Og så er der duften, der egentlig fortjener et kapitel for sig. Vi bliver sultne af duft og vi smager med næsen. Når jeg går på indkøb er det duftene, der giver mig det allerførste fingerpeg om den rette vej. Tomater, der dufter skarpt og krydret. Vandmelon, hvor skallen dufter friskt og sødt på én gang. Lugten af friskt kød, af god ost, af nybagt brød, af god kaffe og sådan kunne jeg blive ved og gør det, til stor forundring for flere af de andre handlende i supermarkedet. De stirrer undertiden lidt, når jeg står der, henført, med næsen nede i køledisken.
Den sidste sans, der skal tilfredstilles er synet. Når jeg har mærket lugten af noget godt sættes sulten i gang, forventningen, men glæden følger når jeg ser at maden også er smuk. Og igen er variation et nøgleord. Farver, former, teksturer. På maden, på måden den er pyntet og det, den serveres i.
Det første skridt er at sikre at netop farverne er forskellige.

En af mine absolutte favoritter er ærtesuppen her. Den er nem at lave, har en fin duft, har tre smukke klarer farver, flere forskellige gode teksturer og smager fremragende.

Annes Ærtesuppe med grillede kæmperejer

Til 6-8 pers.

1 kg. Frosne ærter (fine, god kvalitet)
1 liter hønsebouillion
1 stort bundt bredbladet persille
1 bundt mynte
Saft og skal af en moden (dvs. ikke alt for grøn) lime
Havsalt
Friskkværnet peber

1 kæmpereje per potion
Estragonolie (kan du evt lave selv ved at lade frisk estragon trække i god olivenolie i et par dage. Krydderurterne skal være helt dækkede af olie, ellers mugner det.).
Groft havsalt

Frisk ost eller flødeost.
1 spsk. Fløde el. creme fraîche 38 %
Hønseboullionen bringes i kog. Tages af blusset. Ærter puttes i. Når de er tøet op persille, mynte og limeskald. Det hele blendes, enten med stavblender eller i en almindelig blender. Der smages til med limejuice, salt og peber.
Sættes til afkøling i min. 2 timer.

Kæmperejerne lægges på bagepapir eller i et ovnfast fad. De pensles med rigeligt estragonolie og drysse med rigeligt havsalt. Grilles i ovnen i ca.8 min. eller til de er færdige (hold øje med dem). De kan, hvis man nu f.eks. har besøg af en skalddyrsallergikker, erstates af grillet sereano- elle parmaskinke.

Osten røres med fløde eller creme fraîche og evt. en lille smule salt og peber.

Servering:
Suppen portionsdeles i glas (af hensyn til den fine farve), der lægges en skefuld friskost på toppen og man kan så vælge enten at servere rejer/skinke ved siden af eller ballancereder det på toppen af osten. Man kan også lægge et lille drys fint hakket persille på toppen af osten eller et par purløg kækt på sned.

God fornøjelse

Momme

2008-11-15T23:17:00.002+01:00

Min Oldemor, Caroline Andrea Mogensen, var en ganske særlig kvinde. Hun var født i en tid hvor kvinder ikke havde stemmeret og hvor det forventedes, at de blev gift og fik famillie. Hun var ude at tjene, men da forældrene blev gamle – og det gør man i en tidlig alder når man skal føde og opfostre tolv børn på et lille husmandssted – overtog de en aftægtsbolig i forbindelse med lansbyens præstegård. Her flyttede Caroline Andrea ind for at se efter sine forældre og for at fungerer som husbestyrerinde hos den spraglede, men ikke særligt praktiske, præstefrue. Men hun var ikke alene. Hun havde min Mormor med. Min mormor, født uden for ægteskab i 1921. Ganske vist havde kvinder fået stemmeret 6 år før, men derfor var det stadig helt forkert, det der med børn uden ægtemand. Caroline Andrea var ligeglad. Det eneste jeg ved om min Oldefar er, at han hed Johan og at min Mormor, Johanne Caroline, er opkaldt efter ham.
Men min Oldemor boede altså med sine forældre og sin datter i præstegårdens aftægtsbolig og pastorens børn blev som yngre søskende for min Mormor. Senere, da hendes forældre var borte, flyttede Caroline Andrea ind til den nærmeste store by, Silkeborg, hvor hun åbnede et pensionat, der senere blev til Silkeborg Vandrehjem. Hun sikrede sig, at Johanne fik en studentereksamen, noget kun de færeste fik, mænd som kvinder, i foråret 1940. Min Mormor giftede sig i ’44 med Morfar, Jens Malte Simonsen, og i ’47 blev min Mor, Kirsten, født. Mormor, Morfar og Mor boede i Villaen på Åhavevej sammen med Momme, som Mor kaldte Oldemor, og Momme hed hun også for min bror og mig da vi kom til.

Momme var en fremragende kok. Der var venteliste til hendes pensionat blandt de studerende på læreseminariet og helt frem til hendes død som 85årig var hun den drivende kraft i køkkenet.
I famillien går der stadig historier om hendes mad og enkelte opskrifter findes også, selvom hun ikke skrev mange af dem ned for hun havde dem ”mellen njes og kjæv”, mellem næse og kæbe, på gefühl, på rygraden, i håndeledet eller hvordan man nu skal beskrive den der særlige evne til at vide hvormeget mel er nok uden at måle af.
En af de opskrifter, der findes er opskriften på Mommebrød, franskbrød med kardemomme, og på den måde kommer det til at henvise både til hende og til duften og smagen af det brød som min Mor stadig bager hvert år til jul. Der er det fine brød. Det man ikke skal have hver dag. Brødet til særlige lejligheder. Det er helt enkelt. Det er bare franskbrød. Men på en eller anden måde smager det anderledes end noget andet. Det smager næsten bedst på andendagen. Ristetet med smør og god ost.
Det er duften af jul, duften af varme, duften af den stille Første Juledag, hvor vi ikke stod op før vi havde lyst. Hvor alle var optaget af hver deres, men alligevel sammen. Og det er duften af mindet om min oldemor. Momme.

Sidste Skoledag før Ferien

2008-11-14T22:35:00.001+01:00

Når man er barn har man forskellige mærkedage og traditioner er noget, der hurtigt opstår i éns bevisthed. Har man gjort noget én enkelt eller måske to gange før siger man hurtigt ”Jamen, vi plejer da ...” til de hårdt prøvede forældre. Og når man bliver voksen hænger disse traditioner, eller tilbagevendende begivenheder, fast i bevidstheden med barnets fornemmelse af uigenkaldeligehed og permanence.
En sådan erindring har jeg om sidste skoledag inden sommerferien.
Begge mine forældre var lærer og sidste dag inden ferien var der sommerferiefrokost hvilket betød at Mor og Far var optaget andet steds. Det gjorde nu slet ingenting for sommeren blev blæst ind med en vidunderlig fanfarer alligevel.
Mine bedsteforældre, Mormor og Morfar, boede to blokke fra os og fra skolen. Turen derover var fredelig, ad stier og fortove, med kun én enkelt ”stor” vej at krydse inden man var fremme. Det var nu så meget sagt, det med den store vej, men i modsætning til de fleste andre veje i kvarteret havde den gennemkørende trafik og fire gange i timen (to gange hver vej) kom der endog en bybus. Så her skulle man huske at stoppe ved kantstenen og se sig for.
Men hos Mormor og Morfar var der fred og ingen farer. Morfar havde indtil midten af firserne en engrosplanteskole uden for byen og Mormor en detailforretning inde i byen i forbindelse med deres hus. Så bag det stor hus med de fire lejligheder strakte sig en enorm kombineret have og planteskole. Med skærmene hække af stedsegrønne buske, med skovjordbær i kanterne, roser i Rosengården, rækker af rhodondendron, stauder, lærkehæk om ”lillehaven”, den private afdeling, og for enden af det hele en stor græsplæne, der skrånede blidt ned til Søen. Et paradisisk sted med krinkelkroge og en stor stak gule og brune spagnumsække ved skuret.
Oppe i Balle, hvor Morfar havde sin forretning, havde han også en jordbærmark. En jordbærMARK! Så i min barndom var jordbær en selvfølge. Friske eller som grød om sommeren. Frosne, syltede, som grød eller saft om vinteren. Og samtidig med skoleferien begyndte jordbærsæsonen. Morfars jordbær var gamle sorter med masserer af smag men sværer at transportere. Hvad gjorde det når vi skulle spise dem samme dag, ofte endnu varme af solen.
Sidste skoledag fik vi altså jordbær, men ikke kun det. På denne dag husker jeg at der var en ganske bestemt menu: Vafler med jordbær, strøsukker og vanilleis. For mig er det stadig den mest perfekte sommerdesseret eller eftermiddagskaffe. Det dufter af nyslået græs og kaffe og tidlige roser. Helt vidunderligt.

Mormors vafler blev bagt på et gammelt blåt vaffeljern og opskriften tror jeg hun havde fra noget amerikansk famillie. Det var et orgie i smør, kærnemælk og vanillesukker. Vaflerne i sig selv var ikke søde, men jordbærene! Mormors favorit var Dybdalerne, der var søde og lyse og Morfars var Senga Sengana, de mørke og næsten stærke bær. Navne, der i sig selv for mig på én gang er fulde jordnærhed, varme, højtid og mystik.