I dag for 66 år siden blev Danmark befriet.
I dag er en af tophistorierne i nyhederne at Dansk Folkeparti ønsker at kunne udvise bandemedlemmer uden dom.
Min kæreste nævnte denne da vi hørte det i morges og det har fulgt mig hele dagen.
Martin Niemöller sagde:
First they came for the communists,
and I didn't speak out because I wasn't a communist.
Then they came for the trade unionists,
and I didn't speak out because I wasn't a trade unionist.
Then they came for the Jews,
and I didn't speak out because I wasn't a Jew.
Then they came for me
and there was no one left to speak out for me.
onsdag den 4. maj 2011
torsdag den 7. april 2011
En Anden Måde At Lave Kul På?
Er skidtmads idag og orkede ærligt talt ikke at lave mad. Havde ellers købt ind til ravioli med svampe/ost og rød pesto. Og så noget hvidløgsbrød...
Kom så langt som til at blande smør og hvidløg. Fik det også proppet ind i noget flûtes og videre ind i ovnen... Hvorefter jeg faldt i søvn for først at vågne ved røgalarmen og den ubehagelige lugt af meget forkullet brød og fedt... suk... Tror bare jeg spiser den pakke lufttørret skinke og den halve agurk, som jeg ved ligger i køleskabet...
Kom så langt som til at blande smør og hvidløg. Fik det også proppet ind i noget flûtes og videre ind i ovnen... Hvorefter jeg faldt i søvn for først at vågne ved røgalarmen og den ubehagelige lugt af meget forkullet brød og fedt... suk... Tror bare jeg spiser den pakke lufttørret skinke og den halve agurk, som jeg ved ligger i køleskabet...
tirsdag den 5. april 2011
Når Man Tryller Med Rugbrød eller Hvorfor Det Er Sjovt At Gå På Arbejde Igen
Jeg har de sidste mange år haft min daglige gang på diverse kaffebare i ind- og udland. Både som et resultat af min kaffeglæde (læs: afhængighed) og fordi det nu engang er det jeg har levet af... Jeg er vist nok det de kalder barista. Balladen er bare at jeg hader og afskyr det ord.
For 10 år siden var det cool. For 5 år siden var det ok. I dag er det som at sige at man er... åh... det er svært at finde en parallel... som at sige at man er ansat i en grillbar... hvem som helst kan blive ansat i sådan en og hvem som helst kan kalde sig barista. Så det kalder jeg mig normalt ikke selv... Kaffenørd, moccaholiker, you name it, men ikke barista... længere... samtidig er der en begrænsning i det med kaffen, som jeg har ville fri af.
Det er ikke kun kaffe, der er spændene... hvis det kan spises eller drikkes er det interessant og som Min Gamle Dansklærer sagde: Alt kan spise, det er virkningen, der er forskellig!
For et par år siden besluttede jeg mig for at nu kun det eder...(og så videre) være nok med det der kafferoderi. Jeg ville ikke stille mig bag en espressomaskine igen, nej jeg ville ej... Balladen er bare den at... nå ja, en kort detour forbi et kontorjob lærte mig at det var sgu' heller ikke noget og Den Højere Videns Verden råbte jeg noget grimt af da jeg forlod Universitet med en bachelor og et ufuldstændigt speciale... så her er man så igen: Tilbage i folden. Hjemme i manegen.
-Men det er nu alligevel anderledes den her gang. ... Det er Broderens kaffebar (da jeg råbte Nej, jeg vil ikke være med mere, kastede han sig ud i det... sært) og jeg arbejder IKKE 60-70 timer om ugen som mellemleder. Der er plads til både Kæresten (som er så sød), sejlbåden, bøger, venner, madlavning i EGET køkken og meget meget mere.
Der er rart at lave kaffe igen, men det er også rart at det ikke er mit ansvar at det hele går efter planen. Det er rart at få lov til at være den kreative; den, der kan finde på og lege. Når man står med vagtplaner, budgetter, indkøb, vedligeholdelse etc. kan det altså være svært også at få tid til leg.
Nu leger jeg hver evig eneste gang jeg er på job.
Vi laver rugbrødsandwiches med godt pålæg efter årstiden og hvad, der i det hele taget er til at få og til at have med at gøre.
Broderen står for indkøbene og jeg står for at få noget spændende ud af det han har med. Hver uge køber han en udfordring til mig. Nogen gange mere udfordrende end andre. I denne uge: frisk rosmarin... Næsten for nem... den røg i en urtecreme til noget okserullepølse med sky, peberrod og store kapersbær...
Andre udfordringer:
Soltørrede rabarber.
De var umiddelbart overraskende kedelig... Farven var brunlig og ikke for køn og smagen lidt lille... Men det var kun fordi den skulle lukkes op! Med sennep og honning foldede den sig ud til en rig, skarp og dejlig ting. Sammen med emmenthaler var det et klart hit!
Niggellafrø:
Også kaldet Jomfruer-I-Det-Grønne.
Frøene af en pæn blomst, der er knaldsorte og ret flotte i sig selv. De smager ret meget igennem og det er dem, der får de der store runde tyrkiske brød til at smage af, nå ja, store runde tyrkiske brød.
De endte i en ørredsalat med lidt friske urter, rødløg og noget øko 38% creme fraiche. Den er nu en fast og elsket klassiker på kortet.
Det bliver spændende hvad jeg skal finde ud af at trylle med og over i næste uge...
For 10 år siden var det cool. For 5 år siden var det ok. I dag er det som at sige at man er... åh... det er svært at finde en parallel... som at sige at man er ansat i en grillbar... hvem som helst kan blive ansat i sådan en og hvem som helst kan kalde sig barista. Så det kalder jeg mig normalt ikke selv... Kaffenørd, moccaholiker, you name it, men ikke barista... længere... samtidig er der en begrænsning i det med kaffen, som jeg har ville fri af.
Det er ikke kun kaffe, der er spændene... hvis det kan spises eller drikkes er det interessant og som Min Gamle Dansklærer sagde: Alt kan spise, det er virkningen, der er forskellig!
For et par år siden besluttede jeg mig for at nu kun det eder...(og så videre) være nok med det der kafferoderi. Jeg ville ikke stille mig bag en espressomaskine igen, nej jeg ville ej... Balladen er bare den at... nå ja, en kort detour forbi et kontorjob lærte mig at det var sgu' heller ikke noget og Den Højere Videns Verden råbte jeg noget grimt af da jeg forlod Universitet med en bachelor og et ufuldstændigt speciale... så her er man så igen: Tilbage i folden. Hjemme i manegen.
-Men det er nu alligevel anderledes den her gang. ... Det er Broderens kaffebar (da jeg råbte Nej, jeg vil ikke være med mere, kastede han sig ud i det... sært) og jeg arbejder IKKE 60-70 timer om ugen som mellemleder. Der er plads til både Kæresten (som er så sød), sejlbåden, bøger, venner, madlavning i EGET køkken og meget meget mere.
Der er rart at lave kaffe igen, men det er også rart at det ikke er mit ansvar at det hele går efter planen. Det er rart at få lov til at være den kreative; den, der kan finde på og lege. Når man står med vagtplaner, budgetter, indkøb, vedligeholdelse etc. kan det altså være svært også at få tid til leg.
Nu leger jeg hver evig eneste gang jeg er på job.
Vi laver rugbrødsandwiches med godt pålæg efter årstiden og hvad, der i det hele taget er til at få og til at have med at gøre.
Broderen står for indkøbene og jeg står for at få noget spændende ud af det han har med. Hver uge køber han en udfordring til mig. Nogen gange mere udfordrende end andre. I denne uge: frisk rosmarin... Næsten for nem... den røg i en urtecreme til noget okserullepølse med sky, peberrod og store kapersbær...
Andre udfordringer:
Soltørrede rabarber.
De var umiddelbart overraskende kedelig... Farven var brunlig og ikke for køn og smagen lidt lille... Men det var kun fordi den skulle lukkes op! Med sennep og honning foldede den sig ud til en rig, skarp og dejlig ting. Sammen med emmenthaler var det et klart hit!
Niggellafrø:
Også kaldet Jomfruer-I-Det-Grønne.
Frøene af en pæn blomst, der er knaldsorte og ret flotte i sig selv. De smager ret meget igennem og det er dem, der får de der store runde tyrkiske brød til at smage af, nå ja, store runde tyrkiske brød.
De endte i en ørredsalat med lidt friske urter, rødløg og noget øko 38% creme fraiche. Den er nu en fast og elsket klassiker på kortet.
Det bliver spændende hvad jeg skal finde ud af at trylle med og over i næste uge...
onsdag den 23. marts 2011
HerErVi afsnit 1
De sidst par dage er det ikke blevet til så meget i køkkenet.
Ikke fordi mad ikke længere interessere mig, men fordi endnu en passion er kommet ind i mit liv...
Og nej, det er ikke altanen... det er ikke nogen ny passion, den der... men der er nu faktisk også nyt der: mine tidlige iris blomstre så det er en lyst og der er dobbelt så mange som sidste år. Hurra for det.
Nej, den nye passion er en lille 20 fods sejlbåd med det mundrette navn HerErVi (den opmærksomme læser ved selv hvor dét kommer fra... Hint: Kipling, men hvilken?).
Hun ligger pt. i Næstved og kalder på kærlighed og de sidste par dage har vi lagt os i selen for at give hende netop det. Kæresten har fjernet 3,5 lag gammel bundmaling, tilføjet glasfiberspartel og idag givet det første lag primer (grunder, for de, der lige som jeg er uindviede i den slags finesser).
Jeg har været i gang med at "af-brun-ifiser" hende indvendig... Når en båd er bygget i halvfjerdserne, så er den meget! brun indeni og hverken Kæresten eller jeg har særligt meget lyst til at tilbringe de mest regnfulde dage og lyse nætter denne sommer i en cigarkasse. Så hun får 2-3 lag hvid højglans. Det har den ekstra fordel at hun nu virker meget! større inden i. Næsten en meter længere.
Hun bliver så fin!
Den 10. april skal hun i vandet og ha' mast på og så må vi se hvornår vi kan få hende sejlet hjem til København.
Det bliver så dejligt!
Drømmer om stille dage ved Tåsinge. Om at lægge til og gå i land efter ny kartofler. Om at Kæresten fanger en fin fisk til gasgrillen. Om hindbær og friske krydderurter. Om honning fra Samsø og sommeræbler fra Æbleø...
Ak, ja... så kom det alligevel til at handle om mad...
Ikke fordi mad ikke længere interessere mig, men fordi endnu en passion er kommet ind i mit liv...
Og nej, det er ikke altanen... det er ikke nogen ny passion, den der... men der er nu faktisk også nyt der: mine tidlige iris blomstre så det er en lyst og der er dobbelt så mange som sidste år. Hurra for det.
Nej, den nye passion er en lille 20 fods sejlbåd med det mundrette navn HerErVi (den opmærksomme læser ved selv hvor dét kommer fra... Hint: Kipling, men hvilken?).
Hun ligger pt. i Næstved og kalder på kærlighed og de sidste par dage har vi lagt os i selen for at give hende netop det. Kæresten har fjernet 3,5 lag gammel bundmaling, tilføjet glasfiberspartel og idag givet det første lag primer (grunder, for de, der lige som jeg er uindviede i den slags finesser).
Jeg har været i gang med at "af-brun-ifiser" hende indvendig... Når en båd er bygget i halvfjerdserne, så er den meget! brun indeni og hverken Kæresten eller jeg har særligt meget lyst til at tilbringe de mest regnfulde dage og lyse nætter denne sommer i en cigarkasse. Så hun får 2-3 lag hvid højglans. Det har den ekstra fordel at hun nu virker meget! større inden i. Næsten en meter længere.
Hun bliver så fin!
Den 10. april skal hun i vandet og ha' mast på og så må vi se hvornår vi kan få hende sejlet hjem til København.
Det bliver så dejligt!
Drømmer om stille dage ved Tåsinge. Om at lægge til og gå i land efter ny kartofler. Om at Kæresten fanger en fin fisk til gasgrillen. Om hindbær og friske krydderurter. Om honning fra Samsø og sommeræbler fra Æbleø...
Ak, ja... så kom det alligevel til at handle om mad...
tirsdag den 15. marts 2011
Brændende Kærlighed.
En lang arbejdsdag er slut og jeg ringer hjem for lige at hører hvem af os der skal lave mad.
Kæresten tager telefonen og spørger til min dag, men stemmen er lidt modløs, trætheden ikke til at tage fejl af og omsorgsbehovet til at tage og føle på selv på 40 kilometers afstand.
Og så er der kun en ting at gøre: find på omsorgsmad og det i en fart.
Heldigvis har min elskede en god og sund appetit og en stor glæde ved mad, så man kommer altid langt med noget rart.
Og derfor fik vi Brændende Kærlighed idag. Det har en meget høj tilfredshedfaktor.
Jeg laver den selvfølgelig helt klassisk med god kartoffelmos (og det er lige tiden nu, hvor vintererens sidste kartofler har så højt et stivelsesindhold), smør, masser af løg og rigtigt salt, røget flæsk. Når det handler om dén ret er bacon bandlyst!!
Nu sidder vi stille og slår mave, jeg med min blog og Kæresten med et katalog fra en skibshandel. Alle er glade og kærligheden brænder i den stille stue...
Kæresten tager telefonen og spørger til min dag, men stemmen er lidt modløs, trætheden ikke til at tage fejl af og omsorgsbehovet til at tage og føle på selv på 40 kilometers afstand.
Og så er der kun en ting at gøre: find på omsorgsmad og det i en fart.
Heldigvis har min elskede en god og sund appetit og en stor glæde ved mad, så man kommer altid langt med noget rart.
Og derfor fik vi Brændende Kærlighed idag. Det har en meget høj tilfredshedfaktor.
Jeg laver den selvfølgelig helt klassisk med god kartoffelmos (og det er lige tiden nu, hvor vintererens sidste kartofler har så højt et stivelsesindhold), smør, masser af løg og rigtigt salt, røget flæsk. Når det handler om dén ret er bacon bandlyst!!
Nu sidder vi stille og slår mave, jeg med min blog og Kæresten med et katalog fra en skibshandel. Alle er glade og kærligheden brænder i den stille stue...
mandag den 14. marts 2011
Se hvor det vryler!
Så blev det alligevel forår... og når det blev forår gik Mormor og jeg i haven. Hver gang hun så de små toppe af vintergækker eller krokus udbrød hun "Næh, se! hvor det vryler!" På midtjysk betyder det noget i retningen af "Hold da op hvor de blomster har travlt med at komme op af jorden. Hvor er det dejligt!"
De sidste par år er foråret kommet sent, men når det så kommer er det altså skønt!
I dag var der nok mange, der ikke synes at vejret var så godt, men jeg syntes at det var helt rigtigt. Den der helt stille let disede oplevelse er så god fordi den betyder at det hele bløder op. At frosten endeligt går af jorden. Og at der kommer saft og kraft til en sommer, der forhåbentlig bliver god, lang og varm.
Min purløg er snart 5 cm. høj og tiden dermed snart inde til æggekage med flæsk (ikke bacon, flæsk!) og friskklippet grønt.
Grillen står i stadig i sit hjørne, men tankerne går allerede på hvad, der skal grilles når nu tiden kommer.
En ting, der er helt sikkert er at jeg skal grille hele kyllinger igen. Det er altså noget af det bedste... også i den "etruskiske" udgave uden ben og med fyld af brødkrumme, soltørrede tomater, hvidløg og andet godt.
Og så har jeg en plan om at drage ud på kanten af Københavns Havn (et halvhemmeligt sted i Sydhavnen) og ryge den grillede kyllings kusine... Det er et dagsprojekt, men et meget hyggeligt et af slagsen og ét, der kan kombineres med at vi skal have gjort sejlbåden klar til et langt sommertogt.
Og så skal vi ha' ramsløg og radiser og nye kartofler og hornfisk og friske ærter og stangbønner og solmodne tomater og duftende timian og solvarme jordbær og sprøde majs og fregner... Ahh.... glæder du dig ikke også?
De sidste par år er foråret kommet sent, men når det så kommer er det altså skønt!
I dag var der nok mange, der ikke synes at vejret var så godt, men jeg syntes at det var helt rigtigt. Den der helt stille let disede oplevelse er så god fordi den betyder at det hele bløder op. At frosten endeligt går af jorden. Og at der kommer saft og kraft til en sommer, der forhåbentlig bliver god, lang og varm.
Min purløg er snart 5 cm. høj og tiden dermed snart inde til æggekage med flæsk (ikke bacon, flæsk!) og friskklippet grønt.
Grillen står i stadig i sit hjørne, men tankerne går allerede på hvad, der skal grilles når nu tiden kommer.
En ting, der er helt sikkert er at jeg skal grille hele kyllinger igen. Det er altså noget af det bedste... også i den "etruskiske" udgave uden ben og med fyld af brødkrumme, soltørrede tomater, hvidløg og andet godt.
Og så har jeg en plan om at drage ud på kanten af Københavns Havn (et halvhemmeligt sted i Sydhavnen) og ryge den grillede kyllings kusine... Det er et dagsprojekt, men et meget hyggeligt et af slagsen og ét, der kan kombineres med at vi skal have gjort sejlbåden klar til et langt sommertogt.
Og så skal vi ha' ramsløg og radiser og nye kartofler og hornfisk og friske ærter og stangbønner og solmodne tomater og duftende timian og solvarme jordbær og sprøde majs og fregner... Ahh.... glæder du dig ikke også?
tirsdag den 22. februar 2011
En Hjertestyrkende Kop Varm Suppe
Jeg er af uransagelige årsager så overvældende træt i dag at det ikke bliver til meget... Og kæresten er i samme båd.
Så vi så hinanden dybt i øjnene og fandt den frosne oksekødssuppe frem, snittede lidt porre og gulerødder og tog den nemme løsning. Det må man godt engang i mellem. Især når man er småsyg.
Forleden diskuterede vi en sluttet kreds hvilken suppe vi hver især foretrækker som "styrkende på en svag dag" og der var tre typer der konkurrerede hårdt indbyrdes:
Oksekødssuppe
Hønsekødssuppe
Aspargessuppe
Jeg havde egentlig forventet at også tomatsuppe og karrysuppe ville dukke op, men ingen af dem blev nævnt af nogen... Selv er jeg en aspargessuppe pige, mens Kæresten er til oksekødsvarianten... og da det var den vi havde på lager var det den, det blev i dag.
Efter lidt overvejelse tror jeg at det handler om at vi tyr til, det der gav trøst og lindring da vi var børn. Og intet slog min Mormors aspargessuppe når man var sløj. Min veninde husker med glæde sin mors hønsekødssuppe med ærter og Kæresten fik oksekødssuppe hos Moster Karen (der aldeles ikke var hans moster, men nogens var hun vist nok...), der passede ham da han var lille... Det er lige som lysten til varme kakao og nybagte boller i snevejer... Sådan skal det bare være for at være rigtigt.
Så vi så hinanden dybt i øjnene og fandt den frosne oksekødssuppe frem, snittede lidt porre og gulerødder og tog den nemme løsning. Det må man godt engang i mellem. Især når man er småsyg.
Forleden diskuterede vi en sluttet kreds hvilken suppe vi hver især foretrækker som "styrkende på en svag dag" og der var tre typer der konkurrerede hårdt indbyrdes:
Oksekødssuppe
Hønsekødssuppe
Aspargessuppe
Jeg havde egentlig forventet at også tomatsuppe og karrysuppe ville dukke op, men ingen af dem blev nævnt af nogen... Selv er jeg en aspargessuppe pige, mens Kæresten er til oksekødsvarianten... og da det var den vi havde på lager var det den, det blev i dag.
Efter lidt overvejelse tror jeg at det handler om at vi tyr til, det der gav trøst og lindring da vi var børn. Og intet slog min Mormors aspargessuppe når man var sløj. Min veninde husker med glæde sin mors hønsekødssuppe med ærter og Kæresten fik oksekødssuppe hos Moster Karen (der aldeles ikke var hans moster, men nogens var hun vist nok...), der passede ham da han var lille... Det er lige som lysten til varme kakao og nybagte boller i snevejer... Sådan skal det bare være for at være rigtigt.
mandag den 21. februar 2011
Pænhed smitter!
Gør DIT til at stoppe epidemien!
Symptomer:
- manglende evne til at udtale ordet "neger".
- tendens til let overbærende, stivnede smil.
- overfølsomhed overfor anderledes tænkende.
- usædvanligt stramme baller.
- krumme tær pga. små sko.
Behandling:
Fase 1:
- Bliv indendører så du undgår at smitte andre.
- stil dig foran spejlet og sig "neger" mindst tre gange hver time.
- drop yoga, fitness, wii etc. og bol din kæreste i stedet. Er du ikke i besiddelse af en kæreste kan du onanere.
- undgå al kontakt med dansk politik.
- ræk tunge af alle der kommer forbi. Evt. iført klovnenæse.
- gå nøgen.
Fase 2:
når ud ikke længere fniser forlegent når du siger "neger" til spejlet og ikke kan forstå hvordan fanden du fik de små sko på.
- råb et ukvemsord højt i det offentlige rum.
- kram en NEGER!
- tal venligt til en medpassager i bussen.
- gå en tur på den mest smarte café i byen i tøj, der har været umoderne i minimum 5 og maksimalt 10 år.
- sex
Øvrige forholdsregler:
Hvis du vil undgå at blive ramt:
- få nogen større sko.
- bliv ven med mindst én muslim, neger, homoseksuel eller anden minoritet.
- dyrk sex.
- opsøge alternative miljøer og hør efter. Du behøver ikke være enig. Men hør efter.
Som jeg har truet med: Et digt...
Summer in the City
Stille tilstede på trappestenen
med hovedet lænet mod murværket
dysset til ro og stoppet i farten
af den støvede lugt af lune tegl og asfalt.
Med lukkede øjne og uopmærksomt åbne ører.
Bussen, der snøfter sig
i zigzag kurs
fra stoppested til stoppested.
et barns pludselige
ekstatiske latterhyl
tre gårde væk.
To sæt skridt i afbrudt slentren.
Den éne med lidt hæl.
Fjumren med nøgler
og en let fnisen
da de sammen forsvinder
ind i en opgang.
Nynnen fra slagteren, hvis Gud giver ham lov
til at holde åbent idag.
en sødligt lugt af friskt kød
og en forbigående tanke
om grill i gården.
Byen gaber, strækker sig
og vender maven opad
med en spinden som en doven kat
en solvarm sommer søndag.
Så Gik Der Tid Med Det...
Ak og ve! Der er gået over et år siden jeg sidst fik blogget!
Men det er der mange og gode grunde til.
Vi tage dem i vilkårlig rækkefølge:
Jeg vil blogge noget mere.
At der så ikke er nogen som helst tvivl om at det vil komme til at handle om langt mere end mad, er en anden sag.
Det er sandsynligt at følgende emner vil dukke op:
Men det er der mange og gode grunde til.
Vi tage dem i vilkårlig rækkefølge:
- En mand. En god én af slagsen. Og så siger han oven i købet at han er min. Helt min. Kun min... Åhr, hvor er han sød!
- Stress... Ja... endte med at være sygemeldt i over et år... Er tilbage på banen nu!
- Kaffebaren. Min broder og jeg har åbnet en kaffebar i Køge! Og det tager en hel masse tid. Det er sjovt, travlt og DEJLIGT.
- Sygdom. Min Mor blev syg og ja, hun døde... Cancer er noget skidt!
Jeg vil blogge noget mere.
At der så ikke er nogen som helst tvivl om at det vil komme til at handle om langt mere end mad, er en anden sag.
Det er sandsynligt at følgende emner vil dukke op:
- sejlbåde
- sejlads
- blomster
- rygestop
- digte
- blandede tanker
- vejrmeldinger
- fædre, kærester, brødre og mænd af alle varianter
- ditto kvinder...
- gode og mindre gode bøger
- og selvfølgelig mad....
onsdag den 20. januar 2010
Nøjsomhedens Køkkener
Overskriften til denne post er lånt fra den fremragende kulturhistoriske kogebog om provencekøkkenet af Marianne Zenius Kreutzmann hvis fulde titel er Nøjsomhedens Køkken, Provence Køkkenet, Opskrifter fra Provencalske Bondefamillier.
Det er en dejlig bog, men det er nu ikke det, der er min pointe her. Det skal derimod handle mere generelt om de nøjesomme køkkener. Om by- og bondekoner og om det at få meget ud af lidt eller ingenting. Om det håndværk, det mestres af kvinder over hele verden, men som desvære er ved at gå tabt her i landet.
Selvfølgelig er det med madlavning som med alt andet: nogen er bedre til det end andre, men det er lige som med at synge: alle kan lære det, der er bare forskel på hvor kønt det er og det er ikke alle, der har det store talent. Og der er endnu en analogi til sang: de dejligste stemmer i verden er Mors og Mormors. Den bedste sovs i verden, de bedste pandekager, julesmåkager og så videre er Mors og Mormors... sådan er det. Selvom Mor og Mormor måske ikke lige frem synger smukt... Min Mormor var f.eks. tonedøv, men hendes putte ”sang” er alligevel et godt, trygt og dejligt minde. Inde i mit hoved er den smuk og varm. –Og hendes boller var hårde som kanonkugler...
Hvis det kan virke som om jeg fokusere på og reproducer kvinden som "hjemmets kerne", så er det fordi at det var hun i mange år og det er hun stadig i mange kulturer. Heldigvis har det ændret sig for mange, sådan at Mor går på job og Far går i køkkenet. Der er desvære stadig ikke ligestilling i Danmark og slet ikke i hele verden, men det kommer forhåbentligt.
Samtidig er én af grundene til at vi har været så tæt på tabe vores madkultur på gulvet netop ligestilling og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. For selvom man kan passe mange ting andet end sit køkken så tager god mad længere tid end lørdagskylling og take away. Og vores mødre ville på mange måder gerne distancerer sig fra det kvindebillede, der omgav kvinderne i fortiden. Det betød også at de forkastede den madkultur deres mødre stod for. Da bh'erne brændt røg den opbagte sovs med i købet. I dag har vi taget bh'en på igen, fundet stilletterne frem og lagt makeuppen. Vi har forstået at man ikke bliver mindre lige fordi man er forskellige. Derfor er det måske også tiden til at finde de ting frem igen som vores bedste-, olde- og tip-oldemødre gjorde rigtigt.
For vores forældre gælder der også det at vores fædre ofte ikke kan lave mad. Eller i hvert fald først har lært det efter at de mødte Mor. Og selvom Far sagde at han nok skulle hjælpe, så var Mor hverken særligt god til at give slip eller Far til rent faktisk at få det gjort.
Det er en dejlig bog, men det er nu ikke det, der er min pointe her. Det skal derimod handle mere generelt om de nøjesomme køkkener. Om by- og bondekoner og om det at få meget ud af lidt eller ingenting. Om det håndværk, det mestres af kvinder over hele verden, men som desvære er ved at gå tabt her i landet.
Selvfølgelig er det med madlavning som med alt andet: nogen er bedre til det end andre, men det er lige som med at synge: alle kan lære det, der er bare forskel på hvor kønt det er og det er ikke alle, der har det store talent. Og der er endnu en analogi til sang: de dejligste stemmer i verden er Mors og Mormors. Den bedste sovs i verden, de bedste pandekager, julesmåkager og så videre er Mors og Mormors... sådan er det. Selvom Mor og Mormor måske ikke lige frem synger smukt... Min Mormor var f.eks. tonedøv, men hendes putte ”sang” er alligevel et godt, trygt og dejligt minde. Inde i mit hoved er den smuk og varm. –Og hendes boller var hårde som kanonkugler...
Hvis det kan virke som om jeg fokusere på og reproducer kvinden som "hjemmets kerne", så er det fordi at det var hun i mange år og det er hun stadig i mange kulturer. Heldigvis har det ændret sig for mange, sådan at Mor går på job og Far går i køkkenet. Der er desvære stadig ikke ligestilling i Danmark og slet ikke i hele verden, men det kommer forhåbentligt.
Samtidig er én af grundene til at vi har været så tæt på tabe vores madkultur på gulvet netop ligestilling og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. For selvom man kan passe mange ting andet end sit køkken så tager god mad længere tid end lørdagskylling og take away. Og vores mødre ville på mange måder gerne distancerer sig fra det kvindebillede, der omgav kvinderne i fortiden. Det betød også at de forkastede den madkultur deres mødre stod for. Da bh'erne brændt røg den opbagte sovs med i købet. I dag har vi taget bh'en på igen, fundet stilletterne frem og lagt makeuppen. Vi har forstået at man ikke bliver mindre lige fordi man er forskellige. Derfor er det måske også tiden til at finde de ting frem igen som vores bedste-, olde- og tip-oldemødre gjorde rigtigt.
For vores forældre gælder der også det at vores fædre ofte ikke kan lave mad. Eller i hvert fald først har lært det efter at de mødte Mor. Og selvom Far sagde at han nok skulle hjælpe, så var Mor hverken særligt god til at give slip eller Far til rent faktisk at få det gjort.
Men for nu at vende tilbage til det jeg kom fra:
De klassiske bondekøkkener har fællestræk om så det er det danske, provencalske, indiske, amerikanske, kenyanske eller costaricanske.
Det vigtigtste fælles træk er at intet går til spilde. Når resourcerne er knappe er det husmoders pligt at bruge alt! hvad hun kan af det hun har. Derfor har vi blodpølse og biksemad i Danmark, Potaufeu i Provence, Gallo Pinto i Costarica etc.
Men de gamle klassiske bondekøkkener får ofte ry for at være usunde eller i hvert fald alt for kalorieholdige og som udgangspunkt kan der være noget om kritikken. Oprindeligt har det været nødvendigt med en kraftig og kalorieholdig diæt inden man gik i marken, stalden, værkstedet, på fabrikken. I vores tid hvor de fleste snarer kæmper mod over- end undervægt kan det virke som om de klassiske køkkener har meget lidt at byde ind med. Men samtidig med at det er husmoders pligt at sørge for kalorier er det også hendes ansvar at famillien og folkene er korrekt ernæret. Derfor er en god bondekost også en varieret bondekost. I nutiden er der mange overvægtige, men næsten mere skræmmende er det at der blandt de under- og normalvægtige er foruroligende mange fejlernærede. Mennesker, der ikke får den rigtige, varierede og alment givende kost. Det er muligt at de får de vitaminer mineraler etc som de skal have i en lille håndfuld piller hver morgen, men fiber, smag og tilfredshed, det mangler. Og ja, tilfredsheden ved det man spiser er vigtig. Meget vigtig. At spise, at indtage føde, er en af de aller mest basale ting for mennesket. Lige så basalt som sex. Måske mere endnu... man kan overleve når man spiser, men man kan ikke –lige meget hvad nyforelskede siger – leve af sex...
Så hvis éns liv og kalorieindtag er begrænset til vitamintilskud og drikkeyogurt, så mangler der en vigtig dimension.
Et andet fællestræk ved bondekøkkenerne er snusfornuften og praktikken. Mange af dem, der ofte kommer til middag hos mig bekymrer sig over at jeg har brugt meget lang tid i køkkenet, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Hvis man bruger de gamle husråd og laver maden som den blev lavet før elkomfur, mikrobølgeovn og halvfabrikata så skal man måske nok starte i god tid, men ofte kan det man laver passe sig selv det meste af tiden. Man starter det, lader det stå. (nogen gange i timer) og afslutter det så på ti minuter inden man spiser. Som f.eks. bankekød. Det tager sammenlagt ikke meget mere end en halv time til tre kvarter at lave bankekød til 4 personer, men skal det være godt, så skal det sætte over mindst 3 timer inden det skal serveres. Der er til gengæld ikke nogen, der siger at man behøver stå og kigge på gryden mens det simre. Man kan sagten læse, gå i bad, ryde op eller for den sags skyld foretage sig noget i den anden ende af byen, som f.eks. tage på arbejde, hente ungrne eller købe ind. Og skulle det være sådan at man ikke kan lide at gå fra et tændt komfur, så kan man pakke gryden ind i et tæppe og putte den med dyner i fodenden af sengen... Så tager det stadig kun en halv time når man kommer tilbage... Den halve time, det tager at lave kartoffelmos. Det var sådan vores bedstemødre gjorde. For de skulle i marken eller vaske eller i butikken eller... og selv om vi forestiller os at de stod over kødgryderne hele tiden, så er det ikke tilfældet. Det havde de alt for travlt til. Børn, høns og hus passer ikke sig selv, men boghvedegrøden gør...
I 2004 udkom Det Danske Landkøkken fra Dansk Landsbrugsrådgivning. Det var en glædelig begivenhed fordi der endelig var nogen, der gad den kultur- og åndshistorie, der knytter sig til det danske landkøkken. Det er en anbefalelsesværdig bog, der burde indgå i historiepensumet i de danske folkeskoler. Ikke ud fra en nationalistisk, mågestelsidyls synsvinkel, men ud fra den tanke, at vi kun kan forstå hinanden og andre ved at forstå hvor vi kommer fra. Og fordi det vi spiser definere os. Det vi har spist, men er ved at glemme, definerer hvem vi var og hvad vi kunne engang.
Bølgen med Ny Nordisk Mad er et andet eksempel på at forsøge at rehabilitere vores egen baggrund, fortrinsvis råvarerne. At jeg så godt kan savne klassiskerne i al fusionen og alle opskrifterne på hvordan man laver global mad med nordiske råvarer, er en anden sag. Jeg kan savner klassikerne og det prunkløse, det basale, det alment menneskelige. Det nedarvede.
Jeg savner den livsglade nøjsomhed, der kan kaste sig ud i overdådigt dejlig og bekræftende mad, der får hele huset til at dufte og giver fornemmelsen af tryghed, ro og tid. Duften af nybagt brød og sovs, der er tyk af stivelsen fra kål og rodfrugter frem for toastbrød, færdigkøbt pulversovs og lørdagskylling. Og jeg tror på at grunden til at mit hjem bliver opfattet som netop det af gæster, altså et hjem, er fordi jeg fylder det med de dufte. De smagsoplevelser. Den tid, det tager. Omsorg og omhu.
mandag den 18. januar 2010
Stating the Obvious
For nu at sige det åbenlyse:Så er julen og nytåret overstået, med alt hvad det indebærer af mad og drikke.
Min jul i år var noget, der pludseligt var over mig, da jeg havde et job i forbindelse med COP15 og derfor på det nærmeste ikke havde tænkt på, at der findes noget, der hedder jul før jeg pludselig kom i tanke om det den 21. december. -Og det til trods for at mine forældre holdt jul hos mig i år og at jeg havde inviteret gæster til såvel 23. december som 2. juledag og nytårsaften.
Heldigvis er min famillie rare mennesker og mine venner glade og gode. Så der var hverken grund til stress eller panik.
Den 23. fik jeg købt julegaver, gjort lejligheden ren, pyntet op og kogt en meget langsom risengrød. Det er det eneste, der dur til risalamande, synes jeg. Risengrød af den slags, der tager sådan noget som 5 timer.
Der ud over blev der lavet en enkel og meget lidt arbejdskrævende udgave af æbleflæske. Jeg brunede først flæsket i ovnen og lagde det derefter skiftevis med belledeboskop æbler i et højt ildfast fad. Ind i mellem lagene lagde jeg lidt honning og frisk knust stødt peber. Og så tilbage i ovnen ved ca. 120 grader.
Det bliver ikke helt det samme som hvis man laver en omgang klassisk æbleflæsk, men det er meget nemmere og det passer sig selv.
Forældrene kom lidt sent frem på grund af sneen og køerne mellem Jylland og Sjælland, men fordelen ved langsom risengrød og æbleflæsk er at det kun bliver bedre af at stå. Min Mor medbragte en god kold ribensteg. Så drengene, der var på besøg fik en god, rigelig og nærende dansk landbokost med julestemning, groft brød og sennep. Det var dejligt!... Nå, ja. Og så lige en småkage til kaffen...
Juleaften var vi kun tre, så der var indkøbt to gange gåsebryststeg (med knogler) i stedet for en hel gås. Dertil hvide kartofler, brune kartofler, sovs med kyllingelever og kraft fra stegen, grillede appelsiner, gammeldags rødkål med ribsgele og en frisk salat med valnødder, rå rødkål, sukkerblancherede trænebær, appelsin og solsikkekerner.
Til forret fik vi røget dyreryg og selvom den var fra slagteren var den næsten lige så god som når vi fik køllerne, fra de dyr min Morfar havde skudt, røget hos den lokale pølsemager... Næsten lige så godt... Næsten... det bliver aldrig helt det samme, men næsten...
Hvis min Far ikke får risalamande til dessert er det ikke jul og han blev ikke skuffet. Jeg foretrækker at lave risalamande af saltet grød. Ikke meget salt, men lidt. Salt er en smagsforstærker og har i lige så høj grad en plads i det søde køkken som sukker har i det salte. Desuden skal der mange grofthakkede mandler i og ikke noget med mandelessens eller for den sags skyld rom-ditto! Jeg bruger heller ikke vanillesukker, men ren vanillie. Enten fra vanillestænger eller ren tørret vanille (uden sukker). Det sidste har været svært at få, men nu har urtekram lanceret det for alle os almindelig mennesker, der ikke altid kan komme i en specialforretning. Til den kan man jo glad og gerne servere kirsebærsovs eller andre syltede bær. Vi fik italienske amarenas al a mandola. Altså kirsebær i mandellikør.
2. juledag stod den på hjemmebagte vafler med Mors Medbragte Marmelader og æbleglögg. Vafler er fantastiske fordi de er så nemme at lave. Man kan gå til og fra dem på en måde man ikke kan med hverken pandekager eller æbleskiver og de holder rigtigt godt i ovnen.
Min Mor havde taget hjemmelavede marmelade med: brombær med whisky, ribs og ikke mindst: marmelade af grønne tomater med kanel og ingefær. Det er noget af det bedste i hele verden!
Jeg lavede min hurtige æbleglögg. Hurtig på den måde at den ikke skal trække i flere dage. Det kan den godt, men det er ikke nødvendigt.
Opskriften er nogenlunde sådan her: 2 liter æblemost, 2 vanillestænger, 2 stænger hel kanel, 100 frisk ingefær, 2-4 spsk. honning, 5 rosapeber, 5 nellikker, skallen af en ubehandlet appelsin, skallen af en ubehandlet citron og 2-3 dl. calvados (cognac i en snæver vending). Hvis man skal lave den til børn kan man bare udelade alkohol. Det smager stadig rigtig godt... Det hele, undtagen cognacen, blandes og varmes langsomt op til 70 grader. Alkoholen tilsættes forholdsvis kort tid inden serveringen, men længe nok inden til at glöggen kan nå at blive varm igen. Det er sådan noget som 10 minutter. Læg lidt små æblestykker - gerne pigoner - ,mandelsplitter og lyse rosiner i bunden af hvert glas eller i kanden. Hvis man kan lide smagen er det meget fint med en stjernanis i glasset også.
Min jul i år var noget, der pludseligt var over mig, da jeg havde et job i forbindelse med COP15 og derfor på det nærmeste ikke havde tænkt på, at der findes noget, der hedder jul før jeg pludselig kom i tanke om det den 21. december. -Og det til trods for at mine forældre holdt jul hos mig i år og at jeg havde inviteret gæster til såvel 23. december som 2. juledag og nytårsaften.
Heldigvis er min famillie rare mennesker og mine venner glade og gode. Så der var hverken grund til stress eller panik.
Den 23. fik jeg købt julegaver, gjort lejligheden ren, pyntet op og kogt en meget langsom risengrød. Det er det eneste, der dur til risalamande, synes jeg. Risengrød af den slags, der tager sådan noget som 5 timer.
Der ud over blev der lavet en enkel og meget lidt arbejdskrævende udgave af æbleflæske. Jeg brunede først flæsket i ovnen og lagde det derefter skiftevis med belledeboskop æbler i et højt ildfast fad. Ind i mellem lagene lagde jeg lidt honning og frisk knust stødt peber. Og så tilbage i ovnen ved ca. 120 grader.
Det bliver ikke helt det samme som hvis man laver en omgang klassisk æbleflæsk, men det er meget nemmere og det passer sig selv.
Forældrene kom lidt sent frem på grund af sneen og køerne mellem Jylland og Sjælland, men fordelen ved langsom risengrød og æbleflæsk er at det kun bliver bedre af at stå. Min Mor medbragte en god kold ribensteg. Så drengene, der var på besøg fik en god, rigelig og nærende dansk landbokost med julestemning, groft brød og sennep. Det var dejligt!... Nå, ja. Og så lige en småkage til kaffen...
Juleaften var vi kun tre, så der var indkøbt to gange gåsebryststeg (med knogler) i stedet for en hel gås. Dertil hvide kartofler, brune kartofler, sovs med kyllingelever og kraft fra stegen, grillede appelsiner, gammeldags rødkål med ribsgele og en frisk salat med valnødder, rå rødkål, sukkerblancherede trænebær, appelsin og solsikkekerner.
Til forret fik vi røget dyreryg og selvom den var fra slagteren var den næsten lige så god som når vi fik køllerne, fra de dyr min Morfar havde skudt, røget hos den lokale pølsemager... Næsten lige så godt... Næsten... det bliver aldrig helt det samme, men næsten...
Hvis min Far ikke får risalamande til dessert er det ikke jul og han blev ikke skuffet. Jeg foretrækker at lave risalamande af saltet grød. Ikke meget salt, men lidt. Salt er en smagsforstærker og har i lige så høj grad en plads i det søde køkken som sukker har i det salte. Desuden skal der mange grofthakkede mandler i og ikke noget med mandelessens eller for den sags skyld rom-ditto! Jeg bruger heller ikke vanillesukker, men ren vanillie. Enten fra vanillestænger eller ren tørret vanille (uden sukker). Det sidste har været svært at få, men nu har urtekram lanceret det for alle os almindelig mennesker, der ikke altid kan komme i en specialforretning. Til den kan man jo glad og gerne servere kirsebærsovs eller andre syltede bær. Vi fik italienske amarenas al a mandola. Altså kirsebær i mandellikør.
2. juledag stod den på hjemmebagte vafler med Mors Medbragte Marmelader og æbleglögg. Vafler er fantastiske fordi de er så nemme at lave. Man kan gå til og fra dem på en måde man ikke kan med hverken pandekager eller æbleskiver og de holder rigtigt godt i ovnen.
Min Mor havde taget hjemmelavede marmelade med: brombær med whisky, ribs og ikke mindst: marmelade af grønne tomater med kanel og ingefær. Det er noget af det bedste i hele verden!
Jeg lavede min hurtige æbleglögg. Hurtig på den måde at den ikke skal trække i flere dage. Det kan den godt, men det er ikke nødvendigt.
Opskriften er nogenlunde sådan her: 2 liter æblemost, 2 vanillestænger, 2 stænger hel kanel, 100 frisk ingefær, 2-4 spsk. honning, 5 rosapeber, 5 nellikker, skallen af en ubehandlet appelsin, skallen af en ubehandlet citron og 2-3 dl. calvados (cognac i en snæver vending). Hvis man skal lave den til børn kan man bare udelade alkohol. Det smager stadig rigtig godt... Det hele, undtagen cognacen, blandes og varmes langsomt op til 70 grader. Alkoholen tilsættes forholdsvis kort tid inden serveringen, men længe nok inden til at glöggen kan nå at blive varm igen. Det er sådan noget som 10 minutter. Læg lidt små æblestykker - gerne pigoner - ,mandelsplitter og lyse rosiner i bunden af hvert glas eller i kanden. Hvis man kan lide smagen er det meget fint med en stjernanis i glasset også.
mandag den 16. november 2009
PROGRAMERKLÆRING!
Under så hamper en overskrift bør der følger noget vægtigt, som når tunmoussen efterfølges af kalvesteg stegt som vildt, med tyttebær og hele svineriet. Desværre er det eneste jeg lige nu har at byde på en ret let lille ting, nemlig en
HENSIGSTERKLÆRING
Det er min hensigt over de næste måneder at delagtiggøre Dig, Gud og Hvermand i mine kvababelser omkring hvordan, hvorfor og hvorledes jeg i fremtiden skal fylde mit liv med alt godt fra den kulinariske verden.
Jeg har i en del år nu arbejdet som mellemleder i forskellige dele af restaurationsbranchen og er kommet til den erkendelse at det ikke er den vej jeg skal i længden.
-Men hvad så? sagde Hun(d)en.
Der er mange ting jeg kan kaste mig over og derfor er der lige nu ingenting, der virker som den rigtige vej.
-Men lidt ved jeg da:
Mad er godt.
Smag er godt.
Sanselighed er fremragende.
Så velkommen ombord på Det Skæve Skib mod Ukendt Farvand....
HENSIGSTERKLÆRING
Det er min hensigt over de næste måneder at delagtiggøre Dig, Gud og Hvermand i mine kvababelser omkring hvordan, hvorfor og hvorledes jeg i fremtiden skal fylde mit liv med alt godt fra den kulinariske verden.
Jeg har i en del år nu arbejdet som mellemleder i forskellige dele af restaurationsbranchen og er kommet til den erkendelse at det ikke er den vej jeg skal i længden.
-Men hvad så? sagde Hun(d)en.
Der er mange ting jeg kan kaste mig over og derfor er der lige nu ingenting, der virker som den rigtige vej.
-Men lidt ved jeg da:
Mad er godt.
Smag er godt.
Sanselighed er fremragende.
Så velkommen ombord på Det Skæve Skib mod Ukendt Farvand....
fredag den 30. oktober 2009
Et ganske kort lille livstegn...
Der har været tyst her på bloggen i et stykke tid. Det kommer sig af at jeg for snart tre måneder siden var så uheldig at min lejlighed brændte og det er først nu jeg kan vende rigtigt tilbage. I dag blev vi færdige med køkkenet. Der mangler et par småting, men hylder, skabe, komfur etc. er på plads nu. Og det gode er at det er blevet meget! bedre end det var, så jeg glæder mig til at skulle lave mad her i fremtiden.
mandag den 24. august 2009
søndag den 23. august 2009
Pavlova Til Den Søde Kollegas Søde Tand
Jeg har lovet min Søde Kollega at give hende opskriften på den marengs jeg bagte til min afskedsfest fra det sted hvor vi arbejdede sammen. Der er tale om en Pavlova, altså en marengsbund med flødeskumscreme og frugt.
Det er en meget enkel kage, men den tager lidt tid og lidt tålmodighed og det er vigtigt at man ikke giver op selvom de første par marengs man bager ikke bliver helt som man gerne vil have dem. Marengs er noget man skal lære. Det er en af de ting, der skal helt ind under huden og hvor man skal kunne mærke inden i sig selv når den er klar...-Og det kræver lidt øvelse.
Opskriften på selve marengsbunden er som følger:
4 æggehvider (de behøver ikke være pasturiserede selvom nogen anbefaler det. De skal nok blive så varme at salomonellaen dør)
400 g lys rørsukker
2-3 spsk. hvidvins- eller æble-eddike (man kan også godt bruge lager-eddike, men jeg kan så godt lide den lidt frugtige smag i de andre muligheder... Men brug nu ikke rødvins-eddike. Jeg har aldrig gjort det, men jeg tvivler på at det bliver kønt...).
1 tsk. stødt ingefær (for at komme med en lidt skarp kant til alt det søde).
Det hele piskes længe og kraftigt, til sukkeret er helt opløst og massen er en skinnende og sej konsistens. Så smøres det ud på bagepapir hvor man har ridset en stor cirkel op (tag en stor tallerken og tegn efter den) og derefter bager man bunden ved svag varme i lang tid. -Og dermed mener jeg 120 grader i en almindelig ovn eller 100 grader i varmluft og så i sådan noget som en times tid. Bunden er først færdig, når den uden problemmer kan slippe papiret, men det kan være lidt svært at tjekke. Den skal være lidt mere lysebrun end man tror...
Flødecreme:
Den creme som udløste så stor jubel til afskedsfesten var meget meget simpel:
500 gram gode modne hindbær
1 spsk. blåbærsnaps
1 spsk. rørsukker
½ l. økologisk piskefløde.
Pisk fløden med rørsukker og snaps til den har en blød, men ikke flydende konsistens. Mas bærene lidt og bland så det hele. Voila....
Flødecremen kan varieres i det uendelig. Jeg sætter pris på at bruge frisk frugt som f.eks. hindbær, blåbær, solbær, passionsfrugt, brombær (men så skal der lidt mere sukker i) etc. men om vinteren hvor den slags kan være svære at skaffe og for øvrigt er uden for sæson, kan man med fordel bruge et par skefulde god marmelade eller hele syltede bær. Amarenas er et rigtigt godt bud. Brug saften til fløden og pynt med bærene.
Der ud over er et skud alkohol også godt, særligt frugt- og nøddelikør (creme de casis, cointreau, drambui, etc.), en god eau de vie (poire william, schumachers blåbær, etc.) eller de mere "hårde" avec'er (cognac, calvados etc.).
Når man har lavet cremen lægger man det hele sammen og pynter med bær eller frugt. Enten det samme som man har i cremen eller noget, der passer til.
Jeg har bagt pavlovaer mange gange og med stor fornøjelse for det er en flot kage, der med et minimum af arbejdsindsats score høje pointes hver gang. -Også mætter den mere end man tror, så der er til mange i en....
Mest særlig er den gang hvor den fungerede som bryllupskage til min Bror og Svigerindes bryllup. Det havde jeg lavet den med champagnesyltede blåbær i cremen og vilde brombær på toppen. Marengsbunden var så pyntet ekstra ved at jeg havde sat lyserøde roser tæt sammen i kanten. De sidder glimrende fast i marengs.
Det var meget sensommer og det var meget yndigt...
Det er en meget enkel kage, men den tager lidt tid og lidt tålmodighed og det er vigtigt at man ikke giver op selvom de første par marengs man bager ikke bliver helt som man gerne vil have dem. Marengs er noget man skal lære. Det er en af de ting, der skal helt ind under huden og hvor man skal kunne mærke inden i sig selv når den er klar...-Og det kræver lidt øvelse.
Opskriften på selve marengsbunden er som følger:
4 æggehvider (de behøver ikke være pasturiserede selvom nogen anbefaler det. De skal nok blive så varme at salomonellaen dør)
400 g lys rørsukker
2-3 spsk. hvidvins- eller æble-eddike (man kan også godt bruge lager-eddike, men jeg kan så godt lide den lidt frugtige smag i de andre muligheder... Men brug nu ikke rødvins-eddike. Jeg har aldrig gjort det, men jeg tvivler på at det bliver kønt...).
1 tsk. stødt ingefær (for at komme med en lidt skarp kant til alt det søde).
Det hele piskes længe og kraftigt, til sukkeret er helt opløst og massen er en skinnende og sej konsistens. Så smøres det ud på bagepapir hvor man har ridset en stor cirkel op (tag en stor tallerken og tegn efter den) og derefter bager man bunden ved svag varme i lang tid. -Og dermed mener jeg 120 grader i en almindelig ovn eller 100 grader i varmluft og så i sådan noget som en times tid. Bunden er først færdig, når den uden problemmer kan slippe papiret, men det kan være lidt svært at tjekke. Den skal være lidt mere lysebrun end man tror...
Flødecreme:
Den creme som udløste så stor jubel til afskedsfesten var meget meget simpel:
500 gram gode modne hindbær
1 spsk. blåbærsnaps
1 spsk. rørsukker
½ l. økologisk piskefløde.
Pisk fløden med rørsukker og snaps til den har en blød, men ikke flydende konsistens. Mas bærene lidt og bland så det hele. Voila....
Flødecremen kan varieres i det uendelig. Jeg sætter pris på at bruge frisk frugt som f.eks. hindbær, blåbær, solbær, passionsfrugt, brombær (men så skal der lidt mere sukker i) etc. men om vinteren hvor den slags kan være svære at skaffe og for øvrigt er uden for sæson, kan man med fordel bruge et par skefulde god marmelade eller hele syltede bær. Amarenas er et rigtigt godt bud. Brug saften til fløden og pynt med bærene.
Der ud over er et skud alkohol også godt, særligt frugt- og nøddelikør (creme de casis, cointreau, drambui, etc.), en god eau de vie (poire william, schumachers blåbær, etc.) eller de mere "hårde" avec'er (cognac, calvados etc.).
Når man har lavet cremen lægger man det hele sammen og pynter med bær eller frugt. Enten det samme som man har i cremen eller noget, der passer til.
Jeg har bagt pavlovaer mange gange og med stor fornøjelse for det er en flot kage, der med et minimum af arbejdsindsats score høje pointes hver gang. -Også mætter den mere end man tror, så der er til mange i en....
Mest særlig er den gang hvor den fungerede som bryllupskage til min Bror og Svigerindes bryllup. Det havde jeg lavet den med champagnesyltede blåbær i cremen og vilde brombær på toppen. Marengsbunden var så pyntet ekstra ved at jeg havde sat lyserøde roser tæt sammen i kanten. De sidder glimrende fast i marengs.
Det var meget sensommer og det var meget yndigt...
tirsdag den 28. juli 2009
En Hurtig Kommentar Om Råvarer og Ribs
Lige nu er det højsæson for ribs og faktisk har der været store problemmer med at ribsene er tvangsmodet på buskene på grund af den stærke varme vi fik i slutningen af juni og starten af juli.
Derfor var jeg på den ene side ikke spor overrasket og så alligevel lidt over, at der var ribs i den kasse grønt en venlig sjæl (min kære svigerinde) forærede mig i dag. Flotte, mørke økologiske ribs, der sad tætte og struttende på stilkene. -Men kun 250 g. og det kommer man altså ikke langt med når man som jeg straks tænker "ribssyltetøj"!
Så jeg smuttede ned i den lokale Irma. Økologiske ribs kunne de ikke klarer, men tilgengæld havde de billige ribs fra Dansk Kernefrugt, nærmere bestemt Avler Jørgen Bang, Svendborg. Lidt små var de og ikke så tætte på klasen, men de var billige og danske så de gik vel an...
Jeg kommer hjem og giver mig til at ordne ribsene (skylle, skylle, af med ribene, ned i gryden osv) og undre mig samtidig over, at der ikke er oprindelses land på de økologiske ribs... Lidt sært synes jeg. At der ikke er sort angivet på nogen af dem er ikke så usædvanligt men temligt ærgeligt...
De flotte mørke økologiske bær virker lidt hårde mellem fingerene på mig og da jeg smager på dem er de ret uinteressante og lidt sure. De lyse, små ribs fra Jørgen Bang derimod, viser sig at have en dejlig klar og sød krydret smag. De smager som solmodne ribs skal smage her midt i den Danske højsommer.
Jeg gætter på at de økologiske ribs er enten tyske, hollandske eller polske. De er blevet plukket lige så snart de var røde og da de er af en mørk og tykskaldet sort har de ikke været rigtigt modne. De smager ikke dårligt, men de ville være triste som rysteribs...
Og hvad er så moralen... Tja, at man ikke kan gå ud fra at bare fordi det er økoligi eller flot at se på så smager det godt... Jo, det kunne være en morale, men jeg fortrækker snarer at se min oplevelse som en påmindelse om to ting:
-At vi bør stille krav til at producenterne skriver sort på deres varer (jeg vil rigtigt gerne vide hvilken sort Jørgen Bang bruger, for den er god).
og
-At man bør have bedre muligheder for at vælge til og fra med andre sanser end synet når man handler.
Når jeg i supermarkedet skal købe kartofler, tomater, vandmelon, advokado, salat etc. så kan jeg bruge mine hænder, min næse, mit øre og på den måde få flere hints om hvilken af de udstillede varer jeg skal vælge. Men når det gælder ribs og visse andre former for frugt, især bær, må jeg nøjes med synet. For det første dufter de ikke særligt meget (en ribsbusk dufter, jovist, men det er bladene) og for det andet er de som oftest pakket i små kasser, sikkert af hensyn til transport og beskyttelse, men de har den virkning at jeg ikke kan røre frugten. Når det handler om ribs, solbær, hyldebær, nødder etc. vil jeg aller helst kunne smage, for det er, på grund af varens beskaffenhed sådan, at den ikke afslører meget om sig selv før man spiser den... Men det har nok lange udsigter...
Derfor var jeg på den ene side ikke spor overrasket og så alligevel lidt over, at der var ribs i den kasse grønt en venlig sjæl (min kære svigerinde) forærede mig i dag. Flotte, mørke økologiske ribs, der sad tætte og struttende på stilkene. -Men kun 250 g. og det kommer man altså ikke langt med når man som jeg straks tænker "ribssyltetøj"!
Så jeg smuttede ned i den lokale Irma. Økologiske ribs kunne de ikke klarer, men tilgengæld havde de billige ribs fra Dansk Kernefrugt, nærmere bestemt Avler Jørgen Bang, Svendborg. Lidt små var de og ikke så tætte på klasen, men de var billige og danske så de gik vel an...
Jeg kommer hjem og giver mig til at ordne ribsene (skylle, skylle, af med ribene, ned i gryden osv) og undre mig samtidig over, at der ikke er oprindelses land på de økologiske ribs... Lidt sært synes jeg. At der ikke er sort angivet på nogen af dem er ikke så usædvanligt men temligt ærgeligt...
De flotte mørke økologiske bær virker lidt hårde mellem fingerene på mig og da jeg smager på dem er de ret uinteressante og lidt sure. De lyse, små ribs fra Jørgen Bang derimod, viser sig at have en dejlig klar og sød krydret smag. De smager som solmodne ribs skal smage her midt i den Danske højsommer.
Jeg gætter på at de økologiske ribs er enten tyske, hollandske eller polske. De er blevet plukket lige så snart de var røde og da de er af en mørk og tykskaldet sort har de ikke været rigtigt modne. De smager ikke dårligt, men de ville være triste som rysteribs...
Og hvad er så moralen... Tja, at man ikke kan gå ud fra at bare fordi det er økoligi eller flot at se på så smager det godt... Jo, det kunne være en morale, men jeg fortrækker snarer at se min oplevelse som en påmindelse om to ting:
-At vi bør stille krav til at producenterne skriver sort på deres varer (jeg vil rigtigt gerne vide hvilken sort Jørgen Bang bruger, for den er god).
og
-At man bør have bedre muligheder for at vælge til og fra med andre sanser end synet når man handler.
Når jeg i supermarkedet skal købe kartofler, tomater, vandmelon, advokado, salat etc. så kan jeg bruge mine hænder, min næse, mit øre og på den måde få flere hints om hvilken af de udstillede varer jeg skal vælge. Men når det gælder ribs og visse andre former for frugt, især bær, må jeg nøjes med synet. For det første dufter de ikke særligt meget (en ribsbusk dufter, jovist, men det er bladene) og for det andet er de som oftest pakket i små kasser, sikkert af hensyn til transport og beskyttelse, men de har den virkning at jeg ikke kan røre frugten. Når det handler om ribs, solbær, hyldebær, nødder etc. vil jeg aller helst kunne smage, for det er, på grund af varens beskaffenhed sådan, at den ikke afslører meget om sig selv før man spiser den... Men det har nok lange udsigter...
tirsdag den 14. juli 2009
Oh, Hvilken Fryd og Gammen!
Mine forældre overtog for nogle år siden mine bedsteforældres store gamle have. Den havde været noget forsømt i nogle år, da min elskede Mormor efter min mindst lige så elskede Morfars død udviklede alzheimers, men hun skjulte det godt... alt for længe. Så haven groede til.
Nu har forældrene efter hånden fået styr på den og den er utroligt smuk i disse julidage.
-Men den er ikke alene smuk. Den mætter!
Der er nemlig igen masser af grøntsager, urter, frugter, bær, spiselige blomster og sener kommer hasselnødderne. Selvom det nu ikke er mange af dem, som egernet lader os beholde. -Men det gør faktisk ikke noget, for vi kan næsten bedre lide egern end hasselnødder...
Så da jeg forleden lavede mad der på matriklen var næsten alt hvad jeg skulle bruge hentet derude umidelbart forrinden. Skønt!
Resultatet blev to måltider som det var en glæde at tilberede og ikke mindst at spise.
Hele processen var dejlig: Først på torvet og gøre handel hos Grønt-Lars, Bent Ostemand og Den Søde Pige i Fisk, Æg og Fjerkræ Vognen, så i haven med sigte, skåle, kurv og et par ekstra hænder, så ind i køkkenet med alle de gode sager og til sidst til bords med famillien.
De to måltider:
Fisken:
Pocheret laks (i urtefond med masser af salvie, friske laurbær og havsalt)
Nye kartofler med urteolie af salvie, persille og morgenfruer.
Blancherede slikærter
Salat 1: romain, dagliljer, hjulkrone, morgenfruer, dressing af skovjordbær/ribs/balsamico/olivenolie/rosapeber, havsalt
Salt 2: cantaloupe melon, cherrytomater og fetaost.
Blancherede slikærter
Salat 1: romain, dagliljer, hjulkrone, morgenfruer, dressing af skovjordbær/ribs/balsamico/olivenolie/rosapeber, havsalt
Salt 2: cantaloupe melon, cherrytomater og fetaost.
Fuglen:
Suppen: fond kogt på skroget med løvstikke og friske laurbær, fintsnittede slikærter, persille.
Citronkylling med løvstikke, salvie, hvidvinseddikke og masser af citronpeber.
Citronkylling med løvstikke, salvie, hvidvinseddikke og masser af citronpeber.
Nye kartofler med pil (sådan smager de gamle røde bedst)
"Rabarberkomplot" med friske abrikoser, cherrytomater, gulerødder, accaciehonning og rød balsamico.
Salat: rød egeløv med dagliljer og små friske squash.
Blancerede sukkerærter.
Dessert: Friske jordbær med gedebrie (og koldskål, sådan bare fordi den var der...)
Fisken var noget af det bedste jeg nogensinde har lavet og fuglen var som altid afstressende (når man splitter den ad) og tilfredsstillende (det mætter på den gode måde og smager af sommer).
Gedebrien var helt flydende og fantastisk (igen skal en stille tak gå til Bent Ostemand) og kombinationen med jorbærene var fantastisk.
tirsdag den 19. maj 2009
Jordbærkage
Forleden besluttede jeg mig for at se om ikke jeg kunne lave en god og ikke så kunstig udgave af en klassiker:
Jordbærkagen
og det kunne jeg...
Det er nærmest blevet en mellem ting mellem en Strawberry Shortcake og en klassisk dansk Jordbærkage.
Bag en god mørdejsbund eller en sukkerbrødsdito eller i nødstilfælde: køb en lagkagebund hos en god! bager.
Lav en kogt creme og lad den køle af.
Pisk økofløde til ret stift skum.
Rens rigeligt med jorbær og skær dem i kvarter.
På bunden lægges et godt lag creme. Herpå lægges et lag jordbær. Det hele dækkes med flødeskum og til sidst dækkes fløden med kvarte jordbær.
Hvis du bruger en sukkerbrøds-/lagekagebund kan det være en god ide at dryppe den med lidt jordbærsaft eller creme de cassis først.
Kage smager også godt på anden dagen.
Mørdejsbund:
100 g. smør
100 g. sukker
200 g. mel.
1-2 æg/æggeblomme.
evt. lidt koldt vand.
Smør, sukker og mel blandes og sammel med ægget (eller to blommer). Hvis dejen ikke vil samles kan man bruge lidt! (vi snakker dråber) koldt vand. Pas på ikke at mosle for længe med dejen, da smøret ikke må smelte.
Læg den koldt i mindst en time og rul den så ud i en passende størrelse på et stykke bagepapir. Bag ved 175 grader til den er gylden (8-10 min.).
Sukkerbrødsdej:
50 g. smør
50 g. sukker
75 g. mel
75 g. kokosmel
1 tsk. kardemomme
1 æg
1 dl. kærnemælk.
Smelt smøret. Køl ned. Del ægget og pisk blommen hvid med sukkeret. Bland med smørret. Bland mel, kokosmel og kardemomme. Tilsæt skiftevis med kærnemælken. Pisk æggehviden stiv og vend forsigtigt i dejen. Bag i en lagkagebundsform (eller evt. en springform eller silikone tærteform) i ca. 20 min. ved 175 grader eller til den er gylden og fast.
Kogt creme:
2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. mel
2 dl. mælk eller fløde
1 tsk. flydende vanillie eller 2 tsk. vanilliesukker eller korn fra ½ vanilliestang.
Pisk æg og sukker. Pisk melet i. Bland kold mælk og vanillie i. Kog under konstant! omrøring til crémen har den ønskede konsistens. Længe sker der ingenting og så lige pludseligt går det stærkt! Det brænder utroligt let på, så husk at røre/piske hele tiden.
Pisk det igennem nogle gange, mens det køler af, så bliver konsistensen bedre.
Jordbærkagen
og det kunne jeg...
Det er nærmest blevet en mellem ting mellem en Strawberry Shortcake og en klassisk dansk Jordbærkage.
Bag en god mørdejsbund eller en sukkerbrødsdito eller i nødstilfælde: køb en lagkagebund hos en god! bager.
Lav en kogt creme og lad den køle af.
Pisk økofløde til ret stift skum.
Rens rigeligt med jorbær og skær dem i kvarter.
På bunden lægges et godt lag creme. Herpå lægges et lag jordbær. Det hele dækkes med flødeskum og til sidst dækkes fløden med kvarte jordbær.
Hvis du bruger en sukkerbrøds-/lagekagebund kan det være en god ide at dryppe den med lidt jordbærsaft eller creme de cassis først.
Kage smager også godt på anden dagen.
Mørdejsbund:
100 g. smør
100 g. sukker
200 g. mel.
1-2 æg/æggeblomme.
evt. lidt koldt vand.
Smør, sukker og mel blandes og sammel med ægget (eller to blommer). Hvis dejen ikke vil samles kan man bruge lidt! (vi snakker dråber) koldt vand. Pas på ikke at mosle for længe med dejen, da smøret ikke må smelte.
Læg den koldt i mindst en time og rul den så ud i en passende størrelse på et stykke bagepapir. Bag ved 175 grader til den er gylden (8-10 min.).
Sukkerbrødsdej:
50 g. smør
50 g. sukker
75 g. mel
75 g. kokosmel
1 tsk. kardemomme
1 æg
1 dl. kærnemælk.
Smelt smøret. Køl ned. Del ægget og pisk blommen hvid med sukkeret. Bland med smørret. Bland mel, kokosmel og kardemomme. Tilsæt skiftevis med kærnemælken. Pisk æggehviden stiv og vend forsigtigt i dejen. Bag i en lagkagebundsform (eller evt. en springform eller silikone tærteform) i ca. 20 min. ved 175 grader eller til den er gylden og fast.
Kogt creme:
2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. mel
2 dl. mælk eller fløde
1 tsk. flydende vanillie eller 2 tsk. vanilliesukker eller korn fra ½ vanilliestang.
Pisk æg og sukker. Pisk melet i. Bland kold mælk og vanillie i. Kog under konstant! omrøring til crémen har den ønskede konsistens. Længe sker der ingenting og så lige pludseligt går det stærkt! Det brænder utroligt let på, så husk at røre/piske hele tiden.
Pisk det igennem nogle gange, mens det køler af, så bliver konsistensen bedre.
søndag den 17. maj 2009
Fanget i et stillbillede... Anne i Eventyrland
Hermed forsættelsen på det indlæg, der blev udgivet lidt prematurt lige før...
Hunden fik mig lokket med ud, men jeg sagde til mig selv (og den) at det kun blev en lille bitte tur. Bare lige rundt om blokken. Måske lige rundt om kirken eller hen over sportspladsen...
-Men da vi passerede stien ind i skoven, var fristelsen alligevel størrere end optugtelsen og jeg drejede ind i ad stien med den ide at jeg lige ville tage den korte udgave af skovturen. Så kunne hunden også løbe frit et øjeblik. Af med hundens snor og ind i skoven med os.
Mindre end hundrede meter nede af stien skete miraklet...
En let dis stod mellem stammerne og den fugtige jord emmede af grøde. Ikke en vind rørte sig og det var som om selv tiden var gået i stå. Kun når en dråbe havde samlet sig på spidsen af en grangren og slap forsvandt fornemmelsen af at være en del af et gammeldags prospekt; et af de her kort med "pop-up" motiver lige som i nogle børnebøger. Jeg gik rundt i en smukt illustreret udgave af Asbjørnsen og Moes Nordiske Folkeeventyr! Nisser og trolde, å-mænd og elverpiger. De kunne dukke op mellem granerne eller hen over Anemonebakken hvert øjeblik.
Enkelte fugle sang, men andre lyde var der ikke og selv gøgen, der ellers havde kukket lystigt og højlydt hele dagen var tavs. Turen blev længere og længere for hvor jeg end drejede blikket hen var den velkendte skov forvandlet til ukendelighed. Ved søen på den anden side af bakken var vandet spejlblankt og de lyse bøge spejlede sig om kap med mørke granner og stadigt halvnøgne ege. Hunden gik næsten lydløst i kratet og når jeg fik et glimt af hende var hun samme farve som sidste efterårs visne blade. På et tidspunkt fanged jeg hendes blik, men jeg tror ikke at hun genkendte mig. Også hun var trådt ind en anden verden.
Længe mens jeg gik dér kunne jeg ikke finde ud af hvad det var det hele mindede mig om. Alle farver var slørede af disen, men alligevel stod alting helt skarpt i stilheden. Hvert enkelt træ, hver enkelt blomst, sten, stamme, eksisterede for og i sig selv. Luften var kølig og lidt ram mod hud og næse. Jeg tænkte på stilheden og på skovens guder. På Pan og på Frigg. På Tolkiens Enter og på Den Fortryllede Skov, hvor prinssesen farer vild.
Og så, da jeg var næsten ude af skoven igen, kom forståelsen. Jeg var ikke ét, men tre steder.
Jeg var hvor jeg var: I skoven mellem to af Silkeborgsøerne. Men jeg var også to andre steder. Gennem min hud og min næse oplevede jeg at være i en kælder eller kassemat. Den fugtige, lidt jordslåede og kølige lugt var fuldstændig som i kalkgruberne ved Mønsted elller som kælderen under en stor gammel bygning. Som kælderen hvor min Mormor havde sin keramikovn. Selv lugten af ler...
Mine øjne oplevede, at jeg befandt mig i en kulisse. Eller måske snarer mellem mange kulisser. Et kulissemagasin... Et uvirkeligt og uhåndgribeligt sted hvor man tror at man ser én ting indtil man indser at man se noget andet. Skarpheden og den klarer definition af alle linjerne omkring mig gav en illusion af netop illusion...
Da først erkendelsen af de tre elementer nåede sammen forsvandt den næsten pan-iske fornemmelse og hunden fnøs inden den løb legende op over stiens kant, så på mig og lavde en af sine mere fjollede grimasser. Med et suk kunne jeg lade skoven bag mig og vende tilbage til verden og livet blandt mennesker.
Hunden fik mig lokket med ud, men jeg sagde til mig selv (og den) at det kun blev en lille bitte tur. Bare lige rundt om blokken. Måske lige rundt om kirken eller hen over sportspladsen...
-Men da vi passerede stien ind i skoven, var fristelsen alligevel størrere end optugtelsen og jeg drejede ind i ad stien med den ide at jeg lige ville tage den korte udgave af skovturen. Så kunne hunden også løbe frit et øjeblik. Af med hundens snor og ind i skoven med os.
Mindre end hundrede meter nede af stien skete miraklet...
En let dis stod mellem stammerne og den fugtige jord emmede af grøde. Ikke en vind rørte sig og det var som om selv tiden var gået i stå. Kun når en dråbe havde samlet sig på spidsen af en grangren og slap forsvandt fornemmelsen af at være en del af et gammeldags prospekt; et af de her kort med "pop-up" motiver lige som i nogle børnebøger. Jeg gik rundt i en smukt illustreret udgave af Asbjørnsen og Moes Nordiske Folkeeventyr! Nisser og trolde, å-mænd og elverpiger. De kunne dukke op mellem granerne eller hen over Anemonebakken hvert øjeblik.
Enkelte fugle sang, men andre lyde var der ikke og selv gøgen, der ellers havde kukket lystigt og højlydt hele dagen var tavs. Turen blev længere og længere for hvor jeg end drejede blikket hen var den velkendte skov forvandlet til ukendelighed. Ved søen på den anden side af bakken var vandet spejlblankt og de lyse bøge spejlede sig om kap med mørke granner og stadigt halvnøgne ege. Hunden gik næsten lydløst i kratet og når jeg fik et glimt af hende var hun samme farve som sidste efterårs visne blade. På et tidspunkt fanged jeg hendes blik, men jeg tror ikke at hun genkendte mig. Også hun var trådt ind en anden verden.
Længe mens jeg gik dér kunne jeg ikke finde ud af hvad det var det hele mindede mig om. Alle farver var slørede af disen, men alligevel stod alting helt skarpt i stilheden. Hvert enkelt træ, hver enkelt blomst, sten, stamme, eksisterede for og i sig selv. Luften var kølig og lidt ram mod hud og næse. Jeg tænkte på stilheden og på skovens guder. På Pan og på Frigg. På Tolkiens Enter og på Den Fortryllede Skov, hvor prinssesen farer vild.
Og så, da jeg var næsten ude af skoven igen, kom forståelsen. Jeg var ikke ét, men tre steder.
Jeg var hvor jeg var: I skoven mellem to af Silkeborgsøerne. Men jeg var også to andre steder. Gennem min hud og min næse oplevede jeg at være i en kælder eller kassemat. Den fugtige, lidt jordslåede og kølige lugt var fuldstændig som i kalkgruberne ved Mønsted elller som kælderen under en stor gammel bygning. Som kælderen hvor min Mormor havde sin keramikovn. Selv lugten af ler...
Mine øjne oplevede, at jeg befandt mig i en kulisse. Eller måske snarer mellem mange kulisser. Et kulissemagasin... Et uvirkeligt og uhåndgribeligt sted hvor man tror at man ser én ting indtil man indser at man se noget andet. Skarpheden og den klarer definition af alle linjerne omkring mig gav en illusion af netop illusion...
Da først erkendelsen af de tre elementer nåede sammen forsvandt den næsten pan-iske fornemmelse og hunden fnøs inden den løb legende op over stiens kant, så på mig og lavde en af sine mere fjollede grimasser. Med et suk kunne jeg lade skoven bag mig og vende tilbage til verden og livet blandt mennesker.
Abonner på:
Opslag (Atom)