fredag den 30. oktober 2009
Et ganske kort lille livstegn...
Der har været tyst her på bloggen i et stykke tid. Det kommer sig af at jeg for snart tre måneder siden var så uheldig at min lejlighed brændte og det er først nu jeg kan vende rigtigt tilbage. I dag blev vi færdige med køkkenet. Der mangler et par småting, men hylder, skabe, komfur etc. er på plads nu. Og det gode er at det er blevet meget! bedre end det var, så jeg glæder mig til at skulle lave mad her i fremtiden.
mandag den 24. august 2009
søndag den 23. august 2009
Pavlova Til Den Søde Kollegas Søde Tand
Jeg har lovet min Søde Kollega at give hende opskriften på den marengs jeg bagte til min afskedsfest fra det sted hvor vi arbejdede sammen. Der er tale om en Pavlova, altså en marengsbund med flødeskumscreme og frugt.
Det er en meget enkel kage, men den tager lidt tid og lidt tålmodighed og det er vigtigt at man ikke giver op selvom de første par marengs man bager ikke bliver helt som man gerne vil have dem. Marengs er noget man skal lære. Det er en af de ting, der skal helt ind under huden og hvor man skal kunne mærke inden i sig selv når den er klar...-Og det kræver lidt øvelse.
Opskriften på selve marengsbunden er som følger:
4 æggehvider (de behøver ikke være pasturiserede selvom nogen anbefaler det. De skal nok blive så varme at salomonellaen dør)
400 g lys rørsukker
2-3 spsk. hvidvins- eller æble-eddike (man kan også godt bruge lager-eddike, men jeg kan så godt lide den lidt frugtige smag i de andre muligheder... Men brug nu ikke rødvins-eddike. Jeg har aldrig gjort det, men jeg tvivler på at det bliver kønt...).
1 tsk. stødt ingefær (for at komme med en lidt skarp kant til alt det søde).
Det hele piskes længe og kraftigt, til sukkeret er helt opløst og massen er en skinnende og sej konsistens. Så smøres det ud på bagepapir hvor man har ridset en stor cirkel op (tag en stor tallerken og tegn efter den) og derefter bager man bunden ved svag varme i lang tid. -Og dermed mener jeg 120 grader i en almindelig ovn eller 100 grader i varmluft og så i sådan noget som en times tid. Bunden er først færdig, når den uden problemmer kan slippe papiret, men det kan være lidt svært at tjekke. Den skal være lidt mere lysebrun end man tror...
Flødecreme:
Den creme som udløste så stor jubel til afskedsfesten var meget meget simpel:
500 gram gode modne hindbær
1 spsk. blåbærsnaps
1 spsk. rørsukker
½ l. økologisk piskefløde.
Pisk fløden med rørsukker og snaps til den har en blød, men ikke flydende konsistens. Mas bærene lidt og bland så det hele. Voila....
Flødecremen kan varieres i det uendelig. Jeg sætter pris på at bruge frisk frugt som f.eks. hindbær, blåbær, solbær, passionsfrugt, brombær (men så skal der lidt mere sukker i) etc. men om vinteren hvor den slags kan være svære at skaffe og for øvrigt er uden for sæson, kan man med fordel bruge et par skefulde god marmelade eller hele syltede bær. Amarenas er et rigtigt godt bud. Brug saften til fløden og pynt med bærene.
Der ud over er et skud alkohol også godt, særligt frugt- og nøddelikør (creme de casis, cointreau, drambui, etc.), en god eau de vie (poire william, schumachers blåbær, etc.) eller de mere "hårde" avec'er (cognac, calvados etc.).
Når man har lavet cremen lægger man det hele sammen og pynter med bær eller frugt. Enten det samme som man har i cremen eller noget, der passer til.
Jeg har bagt pavlovaer mange gange og med stor fornøjelse for det er en flot kage, der med et minimum af arbejdsindsats score høje pointes hver gang. -Også mætter den mere end man tror, så der er til mange i en....
Mest særlig er den gang hvor den fungerede som bryllupskage til min Bror og Svigerindes bryllup. Det havde jeg lavet den med champagnesyltede blåbær i cremen og vilde brombær på toppen. Marengsbunden var så pyntet ekstra ved at jeg havde sat lyserøde roser tæt sammen i kanten. De sidder glimrende fast i marengs.
Det var meget sensommer og det var meget yndigt...
Det er en meget enkel kage, men den tager lidt tid og lidt tålmodighed og det er vigtigt at man ikke giver op selvom de første par marengs man bager ikke bliver helt som man gerne vil have dem. Marengs er noget man skal lære. Det er en af de ting, der skal helt ind under huden og hvor man skal kunne mærke inden i sig selv når den er klar...-Og det kræver lidt øvelse.
Opskriften på selve marengsbunden er som følger:
4 æggehvider (de behøver ikke være pasturiserede selvom nogen anbefaler det. De skal nok blive så varme at salomonellaen dør)
400 g lys rørsukker
2-3 spsk. hvidvins- eller æble-eddike (man kan også godt bruge lager-eddike, men jeg kan så godt lide den lidt frugtige smag i de andre muligheder... Men brug nu ikke rødvins-eddike. Jeg har aldrig gjort det, men jeg tvivler på at det bliver kønt...).
1 tsk. stødt ingefær (for at komme med en lidt skarp kant til alt det søde).
Det hele piskes længe og kraftigt, til sukkeret er helt opløst og massen er en skinnende og sej konsistens. Så smøres det ud på bagepapir hvor man har ridset en stor cirkel op (tag en stor tallerken og tegn efter den) og derefter bager man bunden ved svag varme i lang tid. -Og dermed mener jeg 120 grader i en almindelig ovn eller 100 grader i varmluft og så i sådan noget som en times tid. Bunden er først færdig, når den uden problemmer kan slippe papiret, men det kan være lidt svært at tjekke. Den skal være lidt mere lysebrun end man tror...
Flødecreme:
Den creme som udløste så stor jubel til afskedsfesten var meget meget simpel:
500 gram gode modne hindbær
1 spsk. blåbærsnaps
1 spsk. rørsukker
½ l. økologisk piskefløde.
Pisk fløden med rørsukker og snaps til den har en blød, men ikke flydende konsistens. Mas bærene lidt og bland så det hele. Voila....
Flødecremen kan varieres i det uendelig. Jeg sætter pris på at bruge frisk frugt som f.eks. hindbær, blåbær, solbær, passionsfrugt, brombær (men så skal der lidt mere sukker i) etc. men om vinteren hvor den slags kan være svære at skaffe og for øvrigt er uden for sæson, kan man med fordel bruge et par skefulde god marmelade eller hele syltede bær. Amarenas er et rigtigt godt bud. Brug saften til fløden og pynt med bærene.
Der ud over er et skud alkohol også godt, særligt frugt- og nøddelikør (creme de casis, cointreau, drambui, etc.), en god eau de vie (poire william, schumachers blåbær, etc.) eller de mere "hårde" avec'er (cognac, calvados etc.).
Når man har lavet cremen lægger man det hele sammen og pynter med bær eller frugt. Enten det samme som man har i cremen eller noget, der passer til.
Jeg har bagt pavlovaer mange gange og med stor fornøjelse for det er en flot kage, der med et minimum af arbejdsindsats score høje pointes hver gang. -Også mætter den mere end man tror, så der er til mange i en....
Mest særlig er den gang hvor den fungerede som bryllupskage til min Bror og Svigerindes bryllup. Det havde jeg lavet den med champagnesyltede blåbær i cremen og vilde brombær på toppen. Marengsbunden var så pyntet ekstra ved at jeg havde sat lyserøde roser tæt sammen i kanten. De sidder glimrende fast i marengs.
Det var meget sensommer og det var meget yndigt...
tirsdag den 28. juli 2009
En Hurtig Kommentar Om Råvarer og Ribs
Lige nu er det højsæson for ribs og faktisk har der været store problemmer med at ribsene er tvangsmodet på buskene på grund af den stærke varme vi fik i slutningen af juni og starten af juli.
Derfor var jeg på den ene side ikke spor overrasket og så alligevel lidt over, at der var ribs i den kasse grønt en venlig sjæl (min kære svigerinde) forærede mig i dag. Flotte, mørke økologiske ribs, der sad tætte og struttende på stilkene. -Men kun 250 g. og det kommer man altså ikke langt med når man som jeg straks tænker "ribssyltetøj"!
Så jeg smuttede ned i den lokale Irma. Økologiske ribs kunne de ikke klarer, men tilgengæld havde de billige ribs fra Dansk Kernefrugt, nærmere bestemt Avler Jørgen Bang, Svendborg. Lidt små var de og ikke så tætte på klasen, men de var billige og danske så de gik vel an...
Jeg kommer hjem og giver mig til at ordne ribsene (skylle, skylle, af med ribene, ned i gryden osv) og undre mig samtidig over, at der ikke er oprindelses land på de økologiske ribs... Lidt sært synes jeg. At der ikke er sort angivet på nogen af dem er ikke så usædvanligt men temligt ærgeligt...
De flotte mørke økologiske bær virker lidt hårde mellem fingerene på mig og da jeg smager på dem er de ret uinteressante og lidt sure. De lyse, små ribs fra Jørgen Bang derimod, viser sig at have en dejlig klar og sød krydret smag. De smager som solmodne ribs skal smage her midt i den Danske højsommer.
Jeg gætter på at de økologiske ribs er enten tyske, hollandske eller polske. De er blevet plukket lige så snart de var røde og da de er af en mørk og tykskaldet sort har de ikke været rigtigt modne. De smager ikke dårligt, men de ville være triste som rysteribs...
Og hvad er så moralen... Tja, at man ikke kan gå ud fra at bare fordi det er økoligi eller flot at se på så smager det godt... Jo, det kunne være en morale, men jeg fortrækker snarer at se min oplevelse som en påmindelse om to ting:
-At vi bør stille krav til at producenterne skriver sort på deres varer (jeg vil rigtigt gerne vide hvilken sort Jørgen Bang bruger, for den er god).
og
-At man bør have bedre muligheder for at vælge til og fra med andre sanser end synet når man handler.
Når jeg i supermarkedet skal købe kartofler, tomater, vandmelon, advokado, salat etc. så kan jeg bruge mine hænder, min næse, mit øre og på den måde få flere hints om hvilken af de udstillede varer jeg skal vælge. Men når det gælder ribs og visse andre former for frugt, især bær, må jeg nøjes med synet. For det første dufter de ikke særligt meget (en ribsbusk dufter, jovist, men det er bladene) og for det andet er de som oftest pakket i små kasser, sikkert af hensyn til transport og beskyttelse, men de har den virkning at jeg ikke kan røre frugten. Når det handler om ribs, solbær, hyldebær, nødder etc. vil jeg aller helst kunne smage, for det er, på grund af varens beskaffenhed sådan, at den ikke afslører meget om sig selv før man spiser den... Men det har nok lange udsigter...
Derfor var jeg på den ene side ikke spor overrasket og så alligevel lidt over, at der var ribs i den kasse grønt en venlig sjæl (min kære svigerinde) forærede mig i dag. Flotte, mørke økologiske ribs, der sad tætte og struttende på stilkene. -Men kun 250 g. og det kommer man altså ikke langt med når man som jeg straks tænker "ribssyltetøj"!
Så jeg smuttede ned i den lokale Irma. Økologiske ribs kunne de ikke klarer, men tilgengæld havde de billige ribs fra Dansk Kernefrugt, nærmere bestemt Avler Jørgen Bang, Svendborg. Lidt små var de og ikke så tætte på klasen, men de var billige og danske så de gik vel an...
Jeg kommer hjem og giver mig til at ordne ribsene (skylle, skylle, af med ribene, ned i gryden osv) og undre mig samtidig over, at der ikke er oprindelses land på de økologiske ribs... Lidt sært synes jeg. At der ikke er sort angivet på nogen af dem er ikke så usædvanligt men temligt ærgeligt...
De flotte mørke økologiske bær virker lidt hårde mellem fingerene på mig og da jeg smager på dem er de ret uinteressante og lidt sure. De lyse, små ribs fra Jørgen Bang derimod, viser sig at have en dejlig klar og sød krydret smag. De smager som solmodne ribs skal smage her midt i den Danske højsommer.
Jeg gætter på at de økologiske ribs er enten tyske, hollandske eller polske. De er blevet plukket lige så snart de var røde og da de er af en mørk og tykskaldet sort har de ikke været rigtigt modne. De smager ikke dårligt, men de ville være triste som rysteribs...
Og hvad er så moralen... Tja, at man ikke kan gå ud fra at bare fordi det er økoligi eller flot at se på så smager det godt... Jo, det kunne være en morale, men jeg fortrækker snarer at se min oplevelse som en påmindelse om to ting:
-At vi bør stille krav til at producenterne skriver sort på deres varer (jeg vil rigtigt gerne vide hvilken sort Jørgen Bang bruger, for den er god).
og
-At man bør have bedre muligheder for at vælge til og fra med andre sanser end synet når man handler.
Når jeg i supermarkedet skal købe kartofler, tomater, vandmelon, advokado, salat etc. så kan jeg bruge mine hænder, min næse, mit øre og på den måde få flere hints om hvilken af de udstillede varer jeg skal vælge. Men når det gælder ribs og visse andre former for frugt, især bær, må jeg nøjes med synet. For det første dufter de ikke særligt meget (en ribsbusk dufter, jovist, men det er bladene) og for det andet er de som oftest pakket i små kasser, sikkert af hensyn til transport og beskyttelse, men de har den virkning at jeg ikke kan røre frugten. Når det handler om ribs, solbær, hyldebær, nødder etc. vil jeg aller helst kunne smage, for det er, på grund af varens beskaffenhed sådan, at den ikke afslører meget om sig selv før man spiser den... Men det har nok lange udsigter...
tirsdag den 14. juli 2009
Oh, Hvilken Fryd og Gammen!
Mine forældre overtog for nogle år siden mine bedsteforældres store gamle have. Den havde været noget forsømt i nogle år, da min elskede Mormor efter min mindst lige så elskede Morfars død udviklede alzheimers, men hun skjulte det godt... alt for længe. Så haven groede til.
Nu har forældrene efter hånden fået styr på den og den er utroligt smuk i disse julidage.
-Men den er ikke alene smuk. Den mætter!
Der er nemlig igen masser af grøntsager, urter, frugter, bær, spiselige blomster og sener kommer hasselnødderne. Selvom det nu ikke er mange af dem, som egernet lader os beholde. -Men det gør faktisk ikke noget, for vi kan næsten bedre lide egern end hasselnødder...
Så da jeg forleden lavede mad der på matriklen var næsten alt hvad jeg skulle bruge hentet derude umidelbart forrinden. Skønt!
Resultatet blev to måltider som det var en glæde at tilberede og ikke mindst at spise.
Hele processen var dejlig: Først på torvet og gøre handel hos Grønt-Lars, Bent Ostemand og Den Søde Pige i Fisk, Æg og Fjerkræ Vognen, så i haven med sigte, skåle, kurv og et par ekstra hænder, så ind i køkkenet med alle de gode sager og til sidst til bords med famillien.
De to måltider:
Fisken:
Pocheret laks (i urtefond med masser af salvie, friske laurbær og havsalt)
Nye kartofler med urteolie af salvie, persille og morgenfruer.
Blancherede slikærter
Salat 1: romain, dagliljer, hjulkrone, morgenfruer, dressing af skovjordbær/ribs/balsamico/olivenolie/rosapeber, havsalt
Salt 2: cantaloupe melon, cherrytomater og fetaost.
Blancherede slikærter
Salat 1: romain, dagliljer, hjulkrone, morgenfruer, dressing af skovjordbær/ribs/balsamico/olivenolie/rosapeber, havsalt
Salt 2: cantaloupe melon, cherrytomater og fetaost.
Fuglen:
Suppen: fond kogt på skroget med løvstikke og friske laurbær, fintsnittede slikærter, persille.
Citronkylling med løvstikke, salvie, hvidvinseddikke og masser af citronpeber.
Citronkylling med løvstikke, salvie, hvidvinseddikke og masser af citronpeber.
Nye kartofler med pil (sådan smager de gamle røde bedst)
"Rabarberkomplot" med friske abrikoser, cherrytomater, gulerødder, accaciehonning og rød balsamico.
Salat: rød egeløv med dagliljer og små friske squash.
Blancerede sukkerærter.
Dessert: Friske jordbær med gedebrie (og koldskål, sådan bare fordi den var der...)
Fisken var noget af det bedste jeg nogensinde har lavet og fuglen var som altid afstressende (når man splitter den ad) og tilfredsstillende (det mætter på den gode måde og smager af sommer).
Gedebrien var helt flydende og fantastisk (igen skal en stille tak gå til Bent Ostemand) og kombinationen med jorbærene var fantastisk.
tirsdag den 19. maj 2009
Jordbærkage
Forleden besluttede jeg mig for at se om ikke jeg kunne lave en god og ikke så kunstig udgave af en klassiker:
Jordbærkagen
og det kunne jeg...
Det er nærmest blevet en mellem ting mellem en Strawberry Shortcake og en klassisk dansk Jordbærkage.
Bag en god mørdejsbund eller en sukkerbrødsdito eller i nødstilfælde: køb en lagkagebund hos en god! bager.
Lav en kogt creme og lad den køle af.
Pisk økofløde til ret stift skum.
Rens rigeligt med jorbær og skær dem i kvarter.
På bunden lægges et godt lag creme. Herpå lægges et lag jordbær. Det hele dækkes med flødeskum og til sidst dækkes fløden med kvarte jordbær.
Hvis du bruger en sukkerbrøds-/lagekagebund kan det være en god ide at dryppe den med lidt jordbærsaft eller creme de cassis først.
Kage smager også godt på anden dagen.
Mørdejsbund:
100 g. smør
100 g. sukker
200 g. mel.
1-2 æg/æggeblomme.
evt. lidt koldt vand.
Smør, sukker og mel blandes og sammel med ægget (eller to blommer). Hvis dejen ikke vil samles kan man bruge lidt! (vi snakker dråber) koldt vand. Pas på ikke at mosle for længe med dejen, da smøret ikke må smelte.
Læg den koldt i mindst en time og rul den så ud i en passende størrelse på et stykke bagepapir. Bag ved 175 grader til den er gylden (8-10 min.).
Sukkerbrødsdej:
50 g. smør
50 g. sukker
75 g. mel
75 g. kokosmel
1 tsk. kardemomme
1 æg
1 dl. kærnemælk.
Smelt smøret. Køl ned. Del ægget og pisk blommen hvid med sukkeret. Bland med smørret. Bland mel, kokosmel og kardemomme. Tilsæt skiftevis med kærnemælken. Pisk æggehviden stiv og vend forsigtigt i dejen. Bag i en lagkagebundsform (eller evt. en springform eller silikone tærteform) i ca. 20 min. ved 175 grader eller til den er gylden og fast.
Kogt creme:
2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. mel
2 dl. mælk eller fløde
1 tsk. flydende vanillie eller 2 tsk. vanilliesukker eller korn fra ½ vanilliestang.
Pisk æg og sukker. Pisk melet i. Bland kold mælk og vanillie i. Kog under konstant! omrøring til crémen har den ønskede konsistens. Længe sker der ingenting og så lige pludseligt går det stærkt! Det brænder utroligt let på, så husk at røre/piske hele tiden.
Pisk det igennem nogle gange, mens det køler af, så bliver konsistensen bedre.
Jordbærkagen
og det kunne jeg...
Det er nærmest blevet en mellem ting mellem en Strawberry Shortcake og en klassisk dansk Jordbærkage.
Bag en god mørdejsbund eller en sukkerbrødsdito eller i nødstilfælde: køb en lagkagebund hos en god! bager.
Lav en kogt creme og lad den køle af.
Pisk økofløde til ret stift skum.
Rens rigeligt med jorbær og skær dem i kvarter.
På bunden lægges et godt lag creme. Herpå lægges et lag jordbær. Det hele dækkes med flødeskum og til sidst dækkes fløden med kvarte jordbær.
Hvis du bruger en sukkerbrøds-/lagekagebund kan det være en god ide at dryppe den med lidt jordbærsaft eller creme de cassis først.
Kage smager også godt på anden dagen.
Mørdejsbund:
100 g. smør
100 g. sukker
200 g. mel.
1-2 æg/æggeblomme.
evt. lidt koldt vand.
Smør, sukker og mel blandes og sammel med ægget (eller to blommer). Hvis dejen ikke vil samles kan man bruge lidt! (vi snakker dråber) koldt vand. Pas på ikke at mosle for længe med dejen, da smøret ikke må smelte.
Læg den koldt i mindst en time og rul den så ud i en passende størrelse på et stykke bagepapir. Bag ved 175 grader til den er gylden (8-10 min.).
Sukkerbrødsdej:
50 g. smør
50 g. sukker
75 g. mel
75 g. kokosmel
1 tsk. kardemomme
1 æg
1 dl. kærnemælk.
Smelt smøret. Køl ned. Del ægget og pisk blommen hvid med sukkeret. Bland med smørret. Bland mel, kokosmel og kardemomme. Tilsæt skiftevis med kærnemælken. Pisk æggehviden stiv og vend forsigtigt i dejen. Bag i en lagkagebundsform (eller evt. en springform eller silikone tærteform) i ca. 20 min. ved 175 grader eller til den er gylden og fast.
Kogt creme:
2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. mel
2 dl. mælk eller fløde
1 tsk. flydende vanillie eller 2 tsk. vanilliesukker eller korn fra ½ vanilliestang.
Pisk æg og sukker. Pisk melet i. Bland kold mælk og vanillie i. Kog under konstant! omrøring til crémen har den ønskede konsistens. Længe sker der ingenting og så lige pludseligt går det stærkt! Det brænder utroligt let på, så husk at røre/piske hele tiden.
Pisk det igennem nogle gange, mens det køler af, så bliver konsistensen bedre.
søndag den 17. maj 2009
Fanget i et stillbillede... Anne i Eventyrland
Hermed forsættelsen på det indlæg, der blev udgivet lidt prematurt lige før...
Hunden fik mig lokket med ud, men jeg sagde til mig selv (og den) at det kun blev en lille bitte tur. Bare lige rundt om blokken. Måske lige rundt om kirken eller hen over sportspladsen...
-Men da vi passerede stien ind i skoven, var fristelsen alligevel størrere end optugtelsen og jeg drejede ind i ad stien med den ide at jeg lige ville tage den korte udgave af skovturen. Så kunne hunden også løbe frit et øjeblik. Af med hundens snor og ind i skoven med os.
Mindre end hundrede meter nede af stien skete miraklet...
En let dis stod mellem stammerne og den fugtige jord emmede af grøde. Ikke en vind rørte sig og det var som om selv tiden var gået i stå. Kun når en dråbe havde samlet sig på spidsen af en grangren og slap forsvandt fornemmelsen af at være en del af et gammeldags prospekt; et af de her kort med "pop-up" motiver lige som i nogle børnebøger. Jeg gik rundt i en smukt illustreret udgave af Asbjørnsen og Moes Nordiske Folkeeventyr! Nisser og trolde, å-mænd og elverpiger. De kunne dukke op mellem granerne eller hen over Anemonebakken hvert øjeblik.
Enkelte fugle sang, men andre lyde var der ikke og selv gøgen, der ellers havde kukket lystigt og højlydt hele dagen var tavs. Turen blev længere og længere for hvor jeg end drejede blikket hen var den velkendte skov forvandlet til ukendelighed. Ved søen på den anden side af bakken var vandet spejlblankt og de lyse bøge spejlede sig om kap med mørke granner og stadigt halvnøgne ege. Hunden gik næsten lydløst i kratet og når jeg fik et glimt af hende var hun samme farve som sidste efterårs visne blade. På et tidspunkt fanged jeg hendes blik, men jeg tror ikke at hun genkendte mig. Også hun var trådt ind en anden verden.
Længe mens jeg gik dér kunne jeg ikke finde ud af hvad det var det hele mindede mig om. Alle farver var slørede af disen, men alligevel stod alting helt skarpt i stilheden. Hvert enkelt træ, hver enkelt blomst, sten, stamme, eksisterede for og i sig selv. Luften var kølig og lidt ram mod hud og næse. Jeg tænkte på stilheden og på skovens guder. På Pan og på Frigg. På Tolkiens Enter og på Den Fortryllede Skov, hvor prinssesen farer vild.
Og så, da jeg var næsten ude af skoven igen, kom forståelsen. Jeg var ikke ét, men tre steder.
Jeg var hvor jeg var: I skoven mellem to af Silkeborgsøerne. Men jeg var også to andre steder. Gennem min hud og min næse oplevede jeg at være i en kælder eller kassemat. Den fugtige, lidt jordslåede og kølige lugt var fuldstændig som i kalkgruberne ved Mønsted elller som kælderen under en stor gammel bygning. Som kælderen hvor min Mormor havde sin keramikovn. Selv lugten af ler...
Mine øjne oplevede, at jeg befandt mig i en kulisse. Eller måske snarer mellem mange kulisser. Et kulissemagasin... Et uvirkeligt og uhåndgribeligt sted hvor man tror at man ser én ting indtil man indser at man se noget andet. Skarpheden og den klarer definition af alle linjerne omkring mig gav en illusion af netop illusion...
Da først erkendelsen af de tre elementer nåede sammen forsvandt den næsten pan-iske fornemmelse og hunden fnøs inden den løb legende op over stiens kant, så på mig og lavde en af sine mere fjollede grimasser. Med et suk kunne jeg lade skoven bag mig og vende tilbage til verden og livet blandt mennesker.
Hunden fik mig lokket med ud, men jeg sagde til mig selv (og den) at det kun blev en lille bitte tur. Bare lige rundt om blokken. Måske lige rundt om kirken eller hen over sportspladsen...
-Men da vi passerede stien ind i skoven, var fristelsen alligevel størrere end optugtelsen og jeg drejede ind i ad stien med den ide at jeg lige ville tage den korte udgave af skovturen. Så kunne hunden også løbe frit et øjeblik. Af med hundens snor og ind i skoven med os.
Mindre end hundrede meter nede af stien skete miraklet...
En let dis stod mellem stammerne og den fugtige jord emmede af grøde. Ikke en vind rørte sig og det var som om selv tiden var gået i stå. Kun når en dråbe havde samlet sig på spidsen af en grangren og slap forsvandt fornemmelsen af at være en del af et gammeldags prospekt; et af de her kort med "pop-up" motiver lige som i nogle børnebøger. Jeg gik rundt i en smukt illustreret udgave af Asbjørnsen og Moes Nordiske Folkeeventyr! Nisser og trolde, å-mænd og elverpiger. De kunne dukke op mellem granerne eller hen over Anemonebakken hvert øjeblik.
Enkelte fugle sang, men andre lyde var der ikke og selv gøgen, der ellers havde kukket lystigt og højlydt hele dagen var tavs. Turen blev længere og længere for hvor jeg end drejede blikket hen var den velkendte skov forvandlet til ukendelighed. Ved søen på den anden side af bakken var vandet spejlblankt og de lyse bøge spejlede sig om kap med mørke granner og stadigt halvnøgne ege. Hunden gik næsten lydløst i kratet og når jeg fik et glimt af hende var hun samme farve som sidste efterårs visne blade. På et tidspunkt fanged jeg hendes blik, men jeg tror ikke at hun genkendte mig. Også hun var trådt ind en anden verden.
Længe mens jeg gik dér kunne jeg ikke finde ud af hvad det var det hele mindede mig om. Alle farver var slørede af disen, men alligevel stod alting helt skarpt i stilheden. Hvert enkelt træ, hver enkelt blomst, sten, stamme, eksisterede for og i sig selv. Luften var kølig og lidt ram mod hud og næse. Jeg tænkte på stilheden og på skovens guder. På Pan og på Frigg. På Tolkiens Enter og på Den Fortryllede Skov, hvor prinssesen farer vild.
Og så, da jeg var næsten ude af skoven igen, kom forståelsen. Jeg var ikke ét, men tre steder.
Jeg var hvor jeg var: I skoven mellem to af Silkeborgsøerne. Men jeg var også to andre steder. Gennem min hud og min næse oplevede jeg at være i en kælder eller kassemat. Den fugtige, lidt jordslåede og kølige lugt var fuldstændig som i kalkgruberne ved Mønsted elller som kælderen under en stor gammel bygning. Som kælderen hvor min Mormor havde sin keramikovn. Selv lugten af ler...
Mine øjne oplevede, at jeg befandt mig i en kulisse. Eller måske snarer mellem mange kulisser. Et kulissemagasin... Et uvirkeligt og uhåndgribeligt sted hvor man tror at man ser én ting indtil man indser at man se noget andet. Skarpheden og den klarer definition af alle linjerne omkring mig gav en illusion af netop illusion...
Da først erkendelsen af de tre elementer nåede sammen forsvandt den næsten pan-iske fornemmelse og hunden fnøs inden den løb legende op over stiens kant, så på mig og lavde en af sine mere fjollede grimasser. Med et suk kunne jeg lade skoven bag mig og vende tilbage til verden og livet blandt mennesker.
Abonner på:
Opslag (Atom)