Med farer for at lyde lidt traels for alle jer hjemme i vinterkulden, saa maa det ud: Jeg landede i Costa Rica i gaar aftes og nu venter jeg paa bussen til Montezuma Beach, Costa Ricas nedtonede svar paa Goa, i hvert fald med hensy til Hippi-credability. Tecnoen skulle ikke vaeret naaet frem...
Saa det er muligt at det bliver lidt sporadisk og ikke noedvendigvis handler om mad de naeste dage (laes: uger!).
Det eneste der er at sige om maden indtil videre er at jeg endnu ikke har spist her i landet... stor fejl, men...
Kaffen er forbloeffende god for hotelkaffe...
Jeg tror jeg vil tage den med ud i haven og finde ud af om det er en abe, der siger saadan.
onsdag den 31. december 2008
mandag den 22. december 2008
Julemarmelade
Der er gået alt for lang tid siden jeg sidst var herinde med lidt snik-snak, men som alle ved: De' Sørme, de' sandt, de'cember... den travleste måned....
En af de ting jeg har været beskæftiget med er at forleden dag kogte jeg julemarmelade. Det blev til ti glas krydret orangemarmelade med appelsiner, rød grape og mandariner. Jeg havde kastet en god håndfuld kardemommefrø, fire vanillestænger, noget finthakket frisk ingefær, en lille håndfuld nelliker, sådan noget som 8 kanelstænger og en lille smule salt i mens det kogte. Desuden fik den et ordenligt skud mørk rom – det er jo kun jul én gang om året.
Jeg har en del æbler i min orangemamelade også. Både for at strække den lidt og for at give den en bedre konsistens. Jeg synes sommetider, at der kan blive lidt langt mellem snapsene i en orangemarmelade forstået på den måde, at massen mellem stykkerne af appelsinskal kan være noget trist. Men hvis den får lidt æbler så bliver der mere bid i den del også. Desuden hjælper melatinen fra æblerne med til at give marmeladen en god fast konsistens. Så derfor var det også 5 gode, faste og lidt syrlige belle de boskop i.
De røde grape og mandarinerne gav både farve (en dejlig varm orange i stedet for den lidt uheldige gule en appelsinmarmelade med æbler og krydderier ellers kan få) og alsidighed til smagen. Grapen giver en mere kompleks syrlighed og mandariner tilføjer noget sødme. Af samme årsag røg der også en håndfuld finthakkede tørrede abrikoser i. Min julemarmelade er nemlig sukkerfri af hensyn til børn og onkler med diabetes.
Opskriften ender med at se nogenlunde sådan her ud:
Til sådan cirka 8 l. marmelade
2 kg appelsiner, der endelig ikke må være overfladebehandlede.
5 røde grape
15 mandariner/clementiner. Igen: ikke overfladebehandlede.
5 store madæbler, personligt er jeg rigtig glad for belle de boskop, men man kan sagten bruge andre. De skal bare helst være faste og have en ret tyk skræl (det er her melatinen sidder).
150 g tørrede abrikoser
20 kardemommekapsler
8 kanelstænger
4 vanillestænger
100 g frisk ingefær
20 nelliker
En knivspids salt.
Ca. 3 dl. rom eller whisky. I en snæver vending kan man også bruge hvid portvin eller orangelikør.
Ca. 1,5 l. vand.
Atamon
Appelsiner, mandariner og æbler vaskes og skæres i fine tern. Med skrald. Grapefrugterne skrældes og der fjernes så meget som muligt af det hvide inden de skæres i fine tern. Abrikoserne hakkes. Det hele puttes i en stor gryde (ca 10 l) og koges ved svag varme i en times tid eller mere indtil det har den ønskede konsistens. Hvis man vil kan man tykne med melatin og vil man have en sød marmelade kan der tilsættes ca. 1 dl. honning pr. 2,5 l. færdig marmelade.
Put lidt atamon i for holdbarheden. Især hvis marmeladen er usødet, da sukkerstoffer ellers højner konserveringsevnen. Hvis marmeladen bliver spist med det samme er det selvfølgelig ikke nødvendigt, men ....
Jeg lader altid kryderierne blive i når jeg hælder den på glas, for jeg kan godt lide det ”hjemmelavede look” den så får. Plus at de forsætter med at afgive smag til marmeladen, hvilket kan være både godt og skidt. Jeg kan godt lide det.
En af de ting jeg har været beskæftiget med er at forleden dag kogte jeg julemarmelade. Det blev til ti glas krydret orangemarmelade med appelsiner, rød grape og mandariner. Jeg havde kastet en god håndfuld kardemommefrø, fire vanillestænger, noget finthakket frisk ingefær, en lille håndfuld nelliker, sådan noget som 8 kanelstænger og en lille smule salt i mens det kogte. Desuden fik den et ordenligt skud mørk rom – det er jo kun jul én gang om året.
Jeg har en del æbler i min orangemamelade også. Både for at strække den lidt og for at give den en bedre konsistens. Jeg synes sommetider, at der kan blive lidt langt mellem snapsene i en orangemarmelade forstået på den måde, at massen mellem stykkerne af appelsinskal kan være noget trist. Men hvis den får lidt æbler så bliver der mere bid i den del også. Desuden hjælper melatinen fra æblerne med til at give marmeladen en god fast konsistens. Så derfor var det også 5 gode, faste og lidt syrlige belle de boskop i.
De røde grape og mandarinerne gav både farve (en dejlig varm orange i stedet for den lidt uheldige gule en appelsinmarmelade med æbler og krydderier ellers kan få) og alsidighed til smagen. Grapen giver en mere kompleks syrlighed og mandariner tilføjer noget sødme. Af samme årsag røg der også en håndfuld finthakkede tørrede abrikoser i. Min julemarmelade er nemlig sukkerfri af hensyn til børn og onkler med diabetes.
Opskriften ender med at se nogenlunde sådan her ud:
Til sådan cirka 8 l. marmelade
2 kg appelsiner, der endelig ikke må være overfladebehandlede.
5 røde grape
15 mandariner/clementiner. Igen: ikke overfladebehandlede.
5 store madæbler, personligt er jeg rigtig glad for belle de boskop, men man kan sagten bruge andre. De skal bare helst være faste og have en ret tyk skræl (det er her melatinen sidder).
150 g tørrede abrikoser
20 kardemommekapsler
8 kanelstænger
4 vanillestænger
100 g frisk ingefær
20 nelliker
En knivspids salt.
Ca. 3 dl. rom eller whisky. I en snæver vending kan man også bruge hvid portvin eller orangelikør.
Ca. 1,5 l. vand.
Atamon
Appelsiner, mandariner og æbler vaskes og skæres i fine tern. Med skrald. Grapefrugterne skrældes og der fjernes så meget som muligt af det hvide inden de skæres i fine tern. Abrikoserne hakkes. Det hele puttes i en stor gryde (ca 10 l) og koges ved svag varme i en times tid eller mere indtil det har den ønskede konsistens. Hvis man vil kan man tykne med melatin og vil man have en sød marmelade kan der tilsættes ca. 1 dl. honning pr. 2,5 l. færdig marmelade.
Put lidt atamon i for holdbarheden. Især hvis marmeladen er usødet, da sukkerstoffer ellers højner konserveringsevnen. Hvis marmeladen bliver spist med det samme er det selvfølgelig ikke nødvendigt, men ....
Jeg lader altid kryderierne blive i når jeg hælder den på glas, for jeg kan godt lide det ”hjemmelavede look” den så får. Plus at de forsætter med at afgive smag til marmeladen, hvilket kan være både godt og skidt. Jeg kan godt lide det.
fredag den 12. december 2008
Duften I Gl. Munkegade
Jeg tror nok, at jeg begyndte, at drikke kaffe da jeg var noget i stil med 6-7 år gammel og det har ført en hel del med sig. Blandt andet en nysgerighed omkring kaffebarer.
Mens jeg læste i Århus begræd jeg manglen på ordentlige kaffebarer i byen. Der var (og er) selvfølgelig Altura i Graven, men én kaffebar i en by med en kvart million indbyggere... Suk.
Det er blevet meget bedre nu, men dengang ... Der har i mange år været et livligt cafémiljø i byen, men der er stor forskel på en café med alt hvad det indbærer af fadøl etc. og en kaffebar uden alkoholbevilling og med fokus på kaffe, te og chokolade. Dermed skal der på ingen måde siges noget skidt om en klassisk café. Det er bare noget andet.
Jeg vendte tilbage til Århus efter et ophold i Skotland og slog mig ned i Ø-gadekvartere, der, som alle Århusianer ved, ligger lige mellem midtbyen og Universitetet. Det er et skønt sted at bo som studerende og jeg var heldig nok til at bo der de sidste godt tre år af min studietid. Og så gjorde jeg en opdagelse. Lige nede på den anden side af den vej, der skiller Ø-gaderne fra midtbyen var der åbnet en Kaffe og Te butik. Med en kaffemaskine i det ene hjørne og et par stole i vinduet. Heureka! Det var lige det jeg savnede. Og ikke alene det. Kaffen var god (for Århus), der var masserer af virkelig god te, hyggelige dimser, chokolade, hjemmebag og frem for alt: Hjertevarme.
De to skønne kvinder, der havde startet det her lille mirakle har stadig en stor og blød plads i mit hjerte. Rie og Jane er det man i gamle dage kaldte ”livstykker”. De stikker ikke op for bollemælk og de spreder livsglæde, mod og kvindehjerte omkring sig. Jeg blev hurtigt stamgæst og som sådan var det en selvfølge, at man lige gav en hånd med når der var rigtigt travlt. Det var sådan de damer opdage, at jeg selv kunne lave min kaffe og at min cappuccino var bedre end gennemsnittet (i Århus). Så fra da af var det slut med at få kaffen brygget og jeg måtte til selv at lave den når jeg havde behov. Og det kan man jo hurtigt få.
Som nævnt var der også hjemmebag og det var godt. Rie og Jane gik ind for klassikerne: Gode boller med ost, hindbærsnitter med spraglet krymmel, lagkage med gul creme og hindbærmarmelade og så selvfølgelig de svenske kanelboller. Når de blev bagt spredte duften sig op og ned af Gl. Munkegade, rundt om hjørnet til Kloster Torv og ned af Nørre Allé. Før de overhovedet var ude af ovnen stod folk fra forretningerne omkring butikken i kø. Og de var det værd.
Så der er med stolthed at jeg hermed kan videregive opskriften
Rie Og Jane’s Svenske Kanel Fætre
Ca. 40 stk:
Dej:
50 gram gær
100 gram smør
5 dl. mælk
1 dl. sukker
1 tsk. Salt
1½ l. Mel
Fyld:
150 gram smør
1½ dl. sukker
4 tsk. Kanel
Pensling:
1 æg
Perlesukker
Smøret smeltes blandes med mælken. Gæret opløses heri. Tilsæt sukker og salt. Tilsæt melet lidt af gangen til dejen har samme konsistens som til boller. Ælt dejen godt igennen og sæt den til hævning i 30 min.
Hereefter æltes dejen igen. Del den i to og rul hver del ud til et rektangel på ca. 30 gange 60 cm. Rør fyldet sammen. Spred en fjerdel af det på hver rektangel. Fold dem over på midten. Og pres lidt sammen i kanterne. Rul dem over en gang, men ikke får hårdt. Fordel resten af fyldet og fold dejen over med en tredejedel fra hver side så fyldet lukkes inde. Skær ud i lidt aflange stykker og lad dem hæve i yderligere 40 min. Pensles med det sammenpiskede æg og drysses med perlesukker. Bages i en forvarmet ovn ved 250 grader i ca. 7 min.
God fornøjelse.
Nårh ja: De lader sig snildt fryse og genopvarme.
Mens jeg læste i Århus begræd jeg manglen på ordentlige kaffebarer i byen. Der var (og er) selvfølgelig Altura i Graven, men én kaffebar i en by med en kvart million indbyggere... Suk.
Det er blevet meget bedre nu, men dengang ... Der har i mange år været et livligt cafémiljø i byen, men der er stor forskel på en café med alt hvad det indbærer af fadøl etc. og en kaffebar uden alkoholbevilling og med fokus på kaffe, te og chokolade. Dermed skal der på ingen måde siges noget skidt om en klassisk café. Det er bare noget andet.
Jeg vendte tilbage til Århus efter et ophold i Skotland og slog mig ned i Ø-gadekvartere, der, som alle Århusianer ved, ligger lige mellem midtbyen og Universitetet. Det er et skønt sted at bo som studerende og jeg var heldig nok til at bo der de sidste godt tre år af min studietid. Og så gjorde jeg en opdagelse. Lige nede på den anden side af den vej, der skiller Ø-gaderne fra midtbyen var der åbnet en Kaffe og Te butik. Med en kaffemaskine i det ene hjørne og et par stole i vinduet. Heureka! Det var lige det jeg savnede. Og ikke alene det. Kaffen var god (for Århus), der var masserer af virkelig god te, hyggelige dimser, chokolade, hjemmebag og frem for alt: Hjertevarme.
De to skønne kvinder, der havde startet det her lille mirakle har stadig en stor og blød plads i mit hjerte. Rie og Jane er det man i gamle dage kaldte ”livstykker”. De stikker ikke op for bollemælk og de spreder livsglæde, mod og kvindehjerte omkring sig. Jeg blev hurtigt stamgæst og som sådan var det en selvfølge, at man lige gav en hånd med når der var rigtigt travlt. Det var sådan de damer opdage, at jeg selv kunne lave min kaffe og at min cappuccino var bedre end gennemsnittet (i Århus). Så fra da af var det slut med at få kaffen brygget og jeg måtte til selv at lave den når jeg havde behov. Og det kan man jo hurtigt få.
Som nævnt var der også hjemmebag og det var godt. Rie og Jane gik ind for klassikerne: Gode boller med ost, hindbærsnitter med spraglet krymmel, lagkage med gul creme og hindbærmarmelade og så selvfølgelig de svenske kanelboller. Når de blev bagt spredte duften sig op og ned af Gl. Munkegade, rundt om hjørnet til Kloster Torv og ned af Nørre Allé. Før de overhovedet var ude af ovnen stod folk fra forretningerne omkring butikken i kø. Og de var det værd.
Så der er med stolthed at jeg hermed kan videregive opskriften
Rie Og Jane’s Svenske Kanel Fætre
Ca. 40 stk:
Dej:
50 gram gær
100 gram smør
5 dl. mælk
1 dl. sukker
1 tsk. Salt
1½ l. Mel
Fyld:
150 gram smør
1½ dl. sukker
4 tsk. Kanel
Pensling:
1 æg
Perlesukker
Smøret smeltes blandes med mælken. Gæret opløses heri. Tilsæt sukker og salt. Tilsæt melet lidt af gangen til dejen har samme konsistens som til boller. Ælt dejen godt igennen og sæt den til hævning i 30 min.
Hereefter æltes dejen igen. Del den i to og rul hver del ud til et rektangel på ca. 30 gange 60 cm. Rør fyldet sammen. Spred en fjerdel af det på hver rektangel. Fold dem over på midten. Og pres lidt sammen i kanterne. Rul dem over en gang, men ikke får hårdt. Fordel resten af fyldet og fold dejen over med en tredejedel fra hver side så fyldet lukkes inde. Skær ud i lidt aflange stykker og lad dem hæve i yderligere 40 min. Pensles med det sammenpiskede æg og drysses med perlesukker. Bages i en forvarmet ovn ved 250 grader i ca. 7 min.
God fornøjelse.
Nårh ja: De lader sig snildt fryse og genopvarme.
onsdag den 10. december 2008
God Og Rigelig Kost
Omtrent hver 6. uge kommer mine kollegaer forbi mit hjem til personalemøde. Og så laver jeg mad. Det glæder os alle. Det glæder mig fordi jeg så får lov til at lave god og rigelig mad à la min højt elskede og afdøde Mormor (og hendes mor før det) og det glæder mine kollegaer for mange af dem er unge studerende, der sjældent for god og rigelig kost à la Mormor.
Lige pt. er en god tredjedel af de ansatte af anden etnisk herkomst end dansk (to nordmænd og to brasillianer) og derfor er det altid vigtigt for mig at give dem klassisk dansk mad af den slags som man så sjældent får.
Og hvorfor er det lige at man får det så sjældent, hvis man er en af de sådan lidt halvsmarte københavnere fra brokvarterene? Måske fordi så få ved hvordan man gør. Der er de færreste, der har lært at lave en opbagt sovs eller hvordan man egentlig laver rigtigt bankekød. Men jeg kan. Fordi Mormors køkken var det bedste sted i hele verden. Et lillle bitte trediverkøkken med overskabe og køkkenbord på den ene side og komfur, køleskab og lidt bordplads på den anden side. I midten en smal bane gulv og for enden et vindue. Under vinduet stod en høj køkkenskammel og dér var min faste plads. År ud og år ind så langt tilbage jeg kan huske og så længe Mormor selv kunne lave mad. Jeg havde opgaver og efterhånden som jeg blev ældre var de mere og mere vigtige. Men de to vigtigste fra jeg var ganske lille og helt til det sidste var disse: 1: at smage sovsen til. 2: at spise de småbidder (bitter), der faldt af undervejs. Et lille stykke røget laks. Verdens mindste lille bitte frikadelle. En skefuld varm, nylavet gul créme. Lidt frisklavet æblekagerasp. Et snapseglas ren jordbærsaft. Og så videre. Oh fryd. Og sikke en masse lærdom, der fulgte med. Om smag, konsistens, salt, sukker, æbler, jordbær osv.
For et par måneder siden, da æblesæsonen var på sit højeste lavede jeg æblekage. Den med æblemos, sukkerristet rasp og flødeskum. Mine bedsteforældre var selvforsynende med æbler og fra midt sommer og helt ind til foråret var æblekagen et sikkert hit til lørdagsfrokosten eller når man barer sådan lige syntes, at man havde behov.
Jeg har utallige gange siddet på skamlen mens Mormor snakkede og skrældede æbler. Hun brugte altid en forbløffende stor kniv og hun drejde æblet, ikke kniven. Først over i fire båder. Så en båd af gangen. Kernehuset ud. Skrælden af i et hurtigt tag. Over en gang til og så i gryden.
Da jeg stod med æblerne til mos og skrældede løs så jeg pludeslig på mine egene hænder og så at selvom min Mormor døde i marts så er hun her stadig. For det var som at se hendes hænder da jeg stod der og så mine egne. Samme måde. Samme tag.
Det var i Mormos køkken at grunden blev lagt til glæden ved og evnen til god og rigelig kost.
Lige pt. er en god tredjedel af de ansatte af anden etnisk herkomst end dansk (to nordmænd og to brasillianer) og derfor er det altid vigtigt for mig at give dem klassisk dansk mad af den slags som man så sjældent får.
Og hvorfor er det lige at man får det så sjældent, hvis man er en af de sådan lidt halvsmarte københavnere fra brokvarterene? Måske fordi så få ved hvordan man gør. Der er de færreste, der har lært at lave en opbagt sovs eller hvordan man egentlig laver rigtigt bankekød. Men jeg kan. Fordi Mormors køkken var det bedste sted i hele verden. Et lillle bitte trediverkøkken med overskabe og køkkenbord på den ene side og komfur, køleskab og lidt bordplads på den anden side. I midten en smal bane gulv og for enden et vindue. Under vinduet stod en høj køkkenskammel og dér var min faste plads. År ud og år ind så langt tilbage jeg kan huske og så længe Mormor selv kunne lave mad. Jeg havde opgaver og efterhånden som jeg blev ældre var de mere og mere vigtige. Men de to vigtigste fra jeg var ganske lille og helt til det sidste var disse: 1: at smage sovsen til. 2: at spise de småbidder (bitter), der faldt af undervejs. Et lille stykke røget laks. Verdens mindste lille bitte frikadelle. En skefuld varm, nylavet gul créme. Lidt frisklavet æblekagerasp. Et snapseglas ren jordbærsaft. Og så videre. Oh fryd. Og sikke en masse lærdom, der fulgte med. Om smag, konsistens, salt, sukker, æbler, jordbær osv.
For et par måneder siden, da æblesæsonen var på sit højeste lavede jeg æblekage. Den med æblemos, sukkerristet rasp og flødeskum. Mine bedsteforældre var selvforsynende med æbler og fra midt sommer og helt ind til foråret var æblekagen et sikkert hit til lørdagsfrokosten eller når man barer sådan lige syntes, at man havde behov.
Jeg har utallige gange siddet på skamlen mens Mormor snakkede og skrældede æbler. Hun brugte altid en forbløffende stor kniv og hun drejde æblet, ikke kniven. Først over i fire båder. Så en båd af gangen. Kernehuset ud. Skrælden af i et hurtigt tag. Over en gang til og så i gryden.
Da jeg stod med æblerne til mos og skrældede løs så jeg pludeslig på mine egene hænder og så at selvom min Mormor døde i marts så er hun her stadig. For det var som at se hendes hænder da jeg stod der og så mine egne. Samme måde. Samme tag.
Det var i Mormos køkken at grunden blev lagt til glæden ved og evnen til god og rigelig kost.
mandag den 8. december 2008
Grej
Mit køkken er på mange måder temligt rodet, som resten af min lejlighed, men jeg ved hvor alting er. Og alting har en historie og et formål. Det formål kan sagtens bare være, at det er en ting, der bringer minder frem eller som måske engang kan bruges til noget. Men det er også formål nok for mig.
Jeg har arvet grej, købt grej brugt, fået grej foræret og investeret i grej.
Til det arvede hører Mormors æbleskivepande og den lille gule emaljegryde, der er den allerbedste at koge havregrød i. Det er den lille gamle kasserole, jeg fik med da jeg flyttede hjemmefra. Det er en gammel dames smedjernsstegepande og der er flere ting. Fra tallerkener til fade, skåle, grydeskeer og min Oldemors tekop.
Det brugte er næsten alt sammen serveringsting. En smuk lidt skæv lerskål med en dybblå glasering. Et stort tinfad. En fin lille tallerken af træ.
Til jul, fødselsdag osv. har mine omgivelser næste alle fundet ud af, at de altid kan glæde mig med et stykke godt grej. Det fineste eksemplar i samlingen er vel nok min knaldrøde Kitchen Aid køkkenmaskine. Famillien skillingede sammen til den da jeg fyldte tredive og den står nu på en hædersplads, hvor jeg kan klappe den hver gang jeg går forbi.
De ting jeg har investeret i selv er også en slags gaver. Jeg har givet mig dem, når jeg havde lidt ekstra, eller hvis jeg har haft alt for travlt eller noget i den stil. Min fine blender, min dejlige kaffekværn og som en af de sidste nye ting: mit krustadejern.
For det er næsten de bedste grejer: dem, der kun kan bruges til én enste ting og som man ved at man næppe får brugt meget mere end en gang om året. Men når man så gør er det en højtidsstund. Og her er det altså at krustadejernet kommer ind i billedet.
Det er på mange måder en tåbelig dims. Det er stort, det fylder, det er umuligt at få til at være inde i et skab og det er ikke særligt pænt. Men jeg elsker det.
Endnu er jeg ikke nået frem til den perfekte opskrift på krustader, men når den kommer bliver det en stor dag. En dag, der vil gå over i min personlige historie på linje med første gang min sirupskage var perfekt eller den dag jeg lavede min første virkeligt gode marrengs.
Jeg har arvet grej, købt grej brugt, fået grej foræret og investeret i grej.
Til det arvede hører Mormors æbleskivepande og den lille gule emaljegryde, der er den allerbedste at koge havregrød i. Det er den lille gamle kasserole, jeg fik med da jeg flyttede hjemmefra. Det er en gammel dames smedjernsstegepande og der er flere ting. Fra tallerkener til fade, skåle, grydeskeer og min Oldemors tekop.
Det brugte er næsten alt sammen serveringsting. En smuk lidt skæv lerskål med en dybblå glasering. Et stort tinfad. En fin lille tallerken af træ.
Til jul, fødselsdag osv. har mine omgivelser næste alle fundet ud af, at de altid kan glæde mig med et stykke godt grej. Det fineste eksemplar i samlingen er vel nok min knaldrøde Kitchen Aid køkkenmaskine. Famillien skillingede sammen til den da jeg fyldte tredive og den står nu på en hædersplads, hvor jeg kan klappe den hver gang jeg går forbi.
De ting jeg har investeret i selv er også en slags gaver. Jeg har givet mig dem, når jeg havde lidt ekstra, eller hvis jeg har haft alt for travlt eller noget i den stil. Min fine blender, min dejlige kaffekværn og som en af de sidste nye ting: mit krustadejern.
For det er næsten de bedste grejer: dem, der kun kan bruges til én enste ting og som man ved at man næppe får brugt meget mere end en gang om året. Men når man så gør er det en højtidsstund. Og her er det altså at krustadejernet kommer ind i billedet.
Det er på mange måder en tåbelig dims. Det er stort, det fylder, det er umuligt at få til at være inde i et skab og det er ikke særligt pænt. Men jeg elsker det.
Endnu er jeg ikke nået frem til den perfekte opskrift på krustader, men når den kommer bliver det en stor dag. En dag, der vil gå over i min personlige historie på linje med første gang min sirupskage var perfekt eller den dag jeg lavede min første virkeligt gode marrengs.
Abonner på:
Opslag (Atom)