God Og Rigelig Kost

Omtrent hver 6. uge kommer mine kollegaer forbi mit hjem til personalemøde. Og så laver jeg mad. Det glæder os alle. Det glæder mig fordi jeg så får lov til at lave god og rigelig mad à la min højt elskede og afdøde Mormor (og hendes mor før det) og det glæder mine kollegaer for mange af dem er unge studerende, der sjældent for god og rigelig kost à la Mormor.
Lige pt. er en god tredjedel af de ansatte af anden etnisk herkomst end dansk (to nordmænd og to brasillianer) og derfor er det altid vigtigt for mig at give dem klassisk dansk mad af den slags som man så sjældent får.
Og hvorfor er det lige at man får det så sjældent, hvis man er en af de sådan lidt halvsmarte københavnere fra brokvarterene? Måske fordi så få ved hvordan man gør. Der er de færreste, der har lært at lave en opbagt sovs eller hvordan man egentlig laver rigtigt bankekød. Men jeg kan. Fordi Mormors køkken var det bedste sted i hele verden. Et lillle bitte trediverkøkken med overskabe og køkkenbord på den ene side og komfur, køleskab og lidt bordplads på den anden side. I midten en smal bane gulv og for enden et vindue. Under vinduet stod en høj køkkenskammel og dér var min faste plads. År ud og år ind så langt tilbage jeg kan huske og så længe Mormor selv kunne lave mad. Jeg havde opgaver og efterhånden som jeg blev ældre var de mere og mere vigtige. Men de to vigtigste fra jeg var ganske lille og helt til det sidste var disse: 1: at smage sovsen til. 2: at spise de småbidder (bitter), der faldt af undervejs. Et lille stykke røget laks. Verdens mindste lille bitte frikadelle. En skefuld varm, nylavet gul créme. Lidt frisklavet æblekagerasp. Et snapseglas ren jordbærsaft. Og så videre. Oh fryd. Og sikke en masse lærdom, der fulgte med. Om smag, konsistens, salt, sukker, æbler, jordbær osv.
For et par måneder siden, da æblesæsonen var på sit højeste lavede jeg æblekage. Den med æblemos, sukkerristet rasp og flødeskum. Mine bedsteforældre var selvforsynende med æbler og fra midt sommer og helt ind til foråret var æblekagen et sikkert hit til lørdagsfrokosten eller når man barer sådan lige syntes, at man havde behov.
Jeg har utallige gange siddet på skamlen mens Mormor snakkede og skrældede æbler. Hun brugte altid en forbløffende stor kniv og hun drejde æblet, ikke kniven. Først over i fire båder. Så en båd af gangen. Kernehuset ud. Skrælden af i et hurtigt tag. Over en gang til og så i gryden.
Da jeg stod med æblerne til mos og skrældede løs så jeg pludeslig på mine egene hænder og så at selvom min Mormor døde i marts så er hun her stadig. For det var som at se hendes hænder da jeg stod der og så mine egne. Samme måde. Samme tag.
Det var i Mormos køkken at grunden blev lagt til glæden ved og evnen til god og rigelig kost.