Mit køkken er på mange måder temligt rodet, som resten af min lejlighed, men jeg ved hvor alting er. Og alting har en historie og et formål. Det formål kan sagtens bare være, at det er en ting, der bringer minder frem eller som måske engang kan bruges til noget. Men det er også formål nok for mig.
Jeg har arvet grej, købt grej brugt, fået grej foræret og investeret i grej.
Til det arvede hører Mormors æbleskivepande og den lille gule emaljegryde, der er den allerbedste at koge havregrød i. Det er den lille gamle kasserole, jeg fik med da jeg flyttede hjemmefra. Det er en gammel dames smedjernsstegepande og der er flere ting. Fra tallerkener til fade, skåle, grydeskeer og min Oldemors tekop.
Det brugte er næsten alt sammen serveringsting. En smuk lidt skæv lerskål med en dybblå glasering. Et stort tinfad. En fin lille tallerken af træ.
Til jul, fødselsdag osv. har mine omgivelser næste alle fundet ud af, at de altid kan glæde mig med et stykke godt grej. Det fineste eksemplar i samlingen er vel nok min knaldrøde Kitchen Aid køkkenmaskine. Famillien skillingede sammen til den da jeg fyldte tredive og den står nu på en hædersplads, hvor jeg kan klappe den hver gang jeg går forbi.
De ting jeg har investeret i selv er også en slags gaver. Jeg har givet mig dem, når jeg havde lidt ekstra, eller hvis jeg har haft alt for travlt eller noget i den stil. Min fine blender, min dejlige kaffekværn og som en af de sidste nye ting: mit krustadejern.
For det er næsten de bedste grejer: dem, der kun kan bruges til én enste ting og som man ved at man næppe får brugt meget mere end en gang om året. Men når man så gør er det en højtidsstund. Og her er det altså at krustadejernet kommer ind i billedet.
Det er på mange måder en tåbelig dims. Det er stort, det fylder, det er umuligt at få til at være inde i et skab og det er ikke særligt pænt. Men jeg elsker det.
Endnu er jeg ikke nået frem til den perfekte opskrift på krustader, men når den kommer bliver det en stor dag. En dag, der vil gå over i min personlige historie på linje med første gang min sirupskage var perfekt eller den dag jeg lavede min første virkeligt gode marrengs.
2 kommentarer:
"Undskyld" tilføjer ignoranten "men hvad er krustader?" Umiddelbart tænkte jeg noget i retning af gode råd, men sådan et jern vel godt være i skabet?? - fornemt at krustaderne har fået deres egen etikette...
En krustade er en dejlig lille sprød friturestegt skal til at fylde en eller anden god ting i. Lidt hen i retningen af en tartellet, men bedre.
Et krustadejern er en stor dims med nogle tunge forme i enden, som man dybber i krustade dejen og så ned i olien (180 grader sharp). Mine bliver endnu ikke helt så sprøde som jeg gerne vil have dem, men jeg jo så altså i gang med at forbedre opskriften. Mit bud er lidt mindre mel og måske noget øl...
Send en kommentar