Momme

Min Oldemor, Caroline Andrea Mogensen, var en ganske særlig kvinde. Hun var født i en tid hvor kvinder ikke havde stemmeret og hvor det forventedes, at de blev gift og fik famillie. Hun var ude at tjene, men da forældrene blev gamle – og det gør man i en tidlig alder når man skal føde og opfostre tolv børn på et lille husmandssted – overtog de en aftægtsbolig i forbindelse med lansbyens præstegård. Her flyttede Caroline Andrea ind for at se efter sine forældre og for at fungerer som husbestyrerinde hos den spraglede, men ikke særligt praktiske, præstefrue. Men hun var ikke alene. Hun havde min Mormor med. Min mormor, født uden for ægteskab i 1921. Ganske vist havde kvinder fået stemmeret 6 år før, men derfor var det stadig helt forkert, det der med børn uden ægtemand. Caroline Andrea var ligeglad. Det eneste jeg ved om min Oldefar er, at han hed Johan og at min Mormor, Johanne Caroline, er opkaldt efter ham.
Men min Oldemor boede altså med sine forældre og sin datter i præstegårdens aftægtsbolig og pastorens børn blev som yngre søskende for min Mormor. Senere, da hendes forældre var borte, flyttede Caroline Andrea ind til den nærmeste store by, Silkeborg, hvor hun åbnede et pensionat, der senere blev til Silkeborg Vandrehjem. Hun sikrede sig, at Johanne fik en studentereksamen, noget kun de færeste fik, mænd som kvinder, i foråret 1940. Min Mormor giftede sig i ’44 med Morfar, Jens Malte Simonsen, og i ’47 blev min Mor, Kirsten, født. Mormor, Morfar og Mor boede i Villaen på Åhavevej sammen med Momme, som Mor kaldte Oldemor, og Momme hed hun også for min bror og mig da vi kom til.

Momme var en fremragende kok. Der var venteliste til hendes pensionat blandt de studerende på læreseminariet og helt frem til hendes død som 85årig var hun den drivende kraft i køkkenet.
I famillien går der stadig historier om hendes mad og enkelte opskrifter findes også, selvom hun ikke skrev mange af dem ned for hun havde dem ”mellen njes og kjæv”, mellem næse og kæbe, på gefühl, på rygraden, i håndeledet eller hvordan man nu skal beskrive den der særlige evne til at vide hvormeget mel er nok uden at måle af.
En af de opskrifter, der findes er opskriften på Mommebrød, franskbrød med kardemomme, og på den måde kommer det til at henvise både til hende og til duften og smagen af det brød som min Mor stadig bager hvert år til jul. Der er det fine brød. Det man ikke skal have hver dag. Brødet til særlige lejligheder. Det er helt enkelt. Det er bare franskbrød. Men på en eller anden måde smager det anderledes end noget andet. Det smager næsten bedst på andendagen. Ristetet med smør og god ost.
Det er duften af jul, duften af varme, duften af den stille Første Juledag, hvor vi ikke stod op før vi havde lyst. Hvor alle var optaget af hver deres, men alligevel sammen. Og det er duften af mindet om min oldemor. Momme.