Sidste Skoledag før Ferien

Når man er barn har man forskellige mærkedage og traditioner er noget, der hurtigt opstår i éns bevisthed. Har man gjort noget én enkelt eller måske to gange før siger man hurtigt ”Jamen, vi plejer da ...” til de hårdt prøvede forældre. Og når man bliver voksen hænger disse traditioner, eller tilbagevendende begivenheder, fast i bevidstheden med barnets fornemmelse af uigenkaldeligehed og permanence.
En sådan erindring har jeg om sidste skoledag inden sommerferien.
Begge mine forældre var lærer og sidste dag inden ferien var der sommerferiefrokost hvilket betød at Mor og Far var optaget andet steds. Det gjorde nu slet ingenting for sommeren blev blæst ind med en vidunderlig fanfarer alligevel.
Mine bedsteforældre, Mormor og Morfar, boede to blokke fra os og fra skolen. Turen derover var fredelig, ad stier og fortove, med kun én enkelt ”stor” vej at krydse inden man var fremme. Det var nu så meget sagt, det med den store vej, men i modsætning til de fleste andre veje i kvarteret havde den gennemkørende trafik og fire gange i timen (to gange hver vej) kom der endog en bybus. Så her skulle man huske at stoppe ved kantstenen og se sig for.
Men hos Mormor og Morfar var der fred og ingen farer. Morfar havde indtil midten af firserne en engrosplanteskole uden for byen og Mormor en detailforretning inde i byen i forbindelse med deres hus. Så bag det stor hus med de fire lejligheder strakte sig en enorm kombineret have og planteskole. Med skærmene hække af stedsegrønne buske, med skovjordbær i kanterne, roser i Rosengården, rækker af rhodondendron, stauder, lærkehæk om ”lillehaven”, den private afdeling, og for enden af det hele en stor græsplæne, der skrånede blidt ned til Søen. Et paradisisk sted med krinkelkroge og en stor stak gule og brune spagnumsække ved skuret.
Oppe i Balle, hvor Morfar havde sin forretning, havde han også en jordbærmark. En jordbærMARK! Så i min barndom var jordbær en selvfølge. Friske eller som grød om sommeren. Frosne, syltede, som grød eller saft om vinteren. Og samtidig med skoleferien begyndte jordbærsæsonen. Morfars jordbær var gamle sorter med masserer af smag men sværer at transportere. Hvad gjorde det når vi skulle spise dem samme dag, ofte endnu varme af solen.
Sidste skoledag fik vi altså jordbær, men ikke kun det. På denne dag husker jeg at der var en ganske bestemt menu: Vafler med jordbær, strøsukker og vanilleis. For mig er det stadig den mest perfekte sommerdesseret eller eftermiddagskaffe. Det dufter af nyslået græs og kaffe og tidlige roser. Helt vidunderligt.

Mormors vafler blev bagt på et gammelt blåt vaffeljern og opskriften tror jeg hun havde fra noget amerikansk famillie. Det var et orgie i smør, kærnemælk og vanillesukker. Vaflerne i sig selv var ikke søde, men jordbærene! Mormors favorit var Dybdalerne, der var søde og lyse og Morfars var Senga Sengana, de mørke og næsten stærke bær. Navne, der i sig selv for mig på én gang er fulde jordnærhed, varme, højtid og mystik.