I Morfars plantskole var der blommetræer. Gamle træer med sorter hvis navne jeg ikke kan huske, men smagen kan jeg. Som al frugt er blommer allerbedst når det lige er plukket solmodne og sollune ned fra træet. Helst mens man sidder i det og drømmer lidt.
Jeg husker særligt én sensommerdag da jeg var ganske lille, måske endnu ikke 4 år gammel.
Bag en af bygningerne må der have stået to træer ret tæt på hinanden for jeg husker at jeg sad i ét træ og min bror i et andet. Og vi spiste blommer.
Men jeg kunne ikke rigtig komme højt nok op. Kunne ikke rigtigt nå. Egentlig husker jeg det ikke som noget problem. Det var sommer, det var lunt og der var fugle og mariehøns og det var godt bare at være, men det var da lidt ærgeligt med de blommer ... Især når nu min tre år ældre bror sad og spyttede sten...
Mellem bygningerne kom Momme gående. Hun havde et stort hvidt hår som hun fik blånet på det nysseligste og et stærkt ansigt med masser af smilerynker. Jeg synes, at jeg kan huske at hun var i mørkeblåt. I hvertfald stod solen lidt bag hende og skinnede gennem hendes hår. Hun smilede og glødede som altid. Hendes hænder var samlet foran hende med den ene over den anden. Som en skål med låg. Hun kaldte på mig. Hendes stemme var altid rolig og fuld af smil: ”Min lille Anne”.Jeg må være kravlet ned og gået over til hende for nu kan jeg se hende stå over mig, stadig med sol i håret og det der lille smil. ”Jeg har noget til dig.”. Hun løfter langsomt den ene hånd, som når man åbner et smykkeskrin og frem kommer den størst gyldne blomme i hele verden. Der, i hendes hånd, der dufter lidt af citron og er så blød som kun en meget gammel kvindes hånd kan være, der ligger den. Gylden, dunnet og duftende. En abrikosblomme til mig. Jeg ved, at jeg spiste den. Jeg ved at den smagte fantastiskt, men det sidste billede jeg husker er Mommes hånd og den gyldne blomme. Og smilet over mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar