I min studietid arbejdede jeg på det indhaveren, herefter omtalt som Fruen, kaldte for en etnisk restaurant. Etnisk som i Klassisk Dansk. Der var over firs numre på smørrebrødssedlen og aftenkortet vrimlede med gode sager i stil med Stegt Flæsk med Persillesovs, Mørbradbøf med Bløde Løg, Rødspætte med Smørsovs og så videre i den dur. Dagens ret var altid en fornøjelse og altid ret efter Salig Frk. Jensen: Persillekylling med Brun Sovs og Rabarber Kompot, Sprængt Oksebryst med Perberrodssovs, Forloren Hare med Surt og Sødt, Hjerter i Flødesovs. Og så videre.
Der var altid nok mad på tallerkenen og skulle det lykkedes nogen at spise op uden at bliver mætte så var det bare at bede om mere, for den slags ville Fruen ikke have siddende på sig: Når man spiste hos hende, så blev man mæt.
Som det måtte være kom der mange stamkunder. I alle aldre, men nok alligevel fortrinsvis i det man kunne kalde en moden alder. Særligt om søndagen kom de faste gæster på præcis samme tid hver gang og i nogle år havde også jeg fast vagt hver søndag. Det passede mig godt og det passede gæsterne. Tonen var venlig, hjemlig og skæmtende. Mange af de faste søndagsgæster kom alene og jeg tror at en del af dem var ensomme i hverdagen. Vi gjorde en dyd ud af at se om ikke vi kunne få dem sat sådan at de kom til at tale sammen lidt på tværs af alting. Det lykkedes forbløffende ofte.
Men det var ikke alle, der kom alene. En af vores mest stabile søndagsgæster var en nydelig herrer som vi kan kalde Overlærer Andersen. Han var ikke pensioneret lærer, han hed ikke Andersen, og han mindede på ingen måde om den selvhøjtidelige karakter fra Matador. Han er død nu, men han blev næsten 90 og var en glad mand til det sidste. Han kom som regel sammen med sin veninde, men de betalte hver for sig, for hun havde altid klaret sig selv og det havde hun tænkt sig at blive ved med, tak. Overlærer Andersen var den eneste grund til, at vi førte halve flasker Piesporter Michelsberg for han drak en hver uge. Veninden var mere til grapetonic. Når hun var med spiste de altid dagens ret, men når hun ind imellem var forhindret så satte Overlærer Andersen sig ved det lille bord ved døren hvorfra han kunne overskue hele restauranten. Han var et menneske, der interesserede sig for sine omgivelser og så var han lidt af et sludrechatol. Når han var alene skulle han have det lidt ekstra godt ”for sådan at opvej ensomheden, min ven” og så stod der wienerschnitzel på programmet. Restaurantens wienerschnitzel var med rette berømt i vide kredse; jeg ved, at der kom faste gæster fra andre landsdele bare på grund af den. Og hvorfor så denne berømmelse? Jo, for det første var den af prima kalvekød, for det andet var den dobbeltpaneret og for det tredje var den stor! Meget stor. Med wienerdreng, en skive citron med benfri sild, peberrod og kapers net arrangeret, massere af ærter, brasekartofler og smørsovs til. Personligt fandt jeg den en anelse skræmmende.
Men for nu at vende tilbage til Overlærer Andersen.
En søndag kom han alene og satte sig som altid på sådanne ensomme dage ved bord 2. Han bestilte, som man kunne forvente, en wienerschnitzel, en halv flaske piesporter og en kande vand. Ordren blev, som altid, promte udført. Og så skulle historien egentlig ikke være længere, men der var noget galt. Når jeg gik forbi kunne jeg se, at der lige som ikke var skred i tingene. Det svandt ikke rigtigt i schnitzlen og Overlærer Andersen virkede lidt beklemt. Han var ikke sit muntre selv.
Efter et stykke tid greb jeg tyren ved hornene og lænet op af stolen over for ham spurgte jeg henkastet: ”Nå, hvad så Andersen. Smager det?”. ”Jo, det smager egentlig glimrende, tror jeg,” svarede han lidt usikkeret, ”men jeg har et lille problem. Ser du, min ven: Min undermund er blevet væk. Tror du at jeg kan have slugt den da bussen bremsede hårdt op?”. Der står man så og skal finde en grimasse, der kan passe. Det var jo en alvorlig sag. Et halvt gebis bortkommet. En ældre herre i svar nød. Men det var en udfordring. Jeg fik dog holdt masken og sagt at nej, jeg troede ikke han kunne have slugt det uden at have opdaget noget. Det var jeg faktisk ganske sikker på. Men jeg kunne forstå at det nok var vanskeligt at tygge en schnitzel, sådan med den halve mængde tænder. Ville han prøve lidt mere eller skulle jeg pakke maden i en foliebakke til ham, så han kunne få den med hjem? Overlærer Andersen var en sej gut og han ville ikke sådan give op. Så han blev siddende lidt endnu. Jeg tror at han fik slugt de fleste af ærterne og par kartofler blev det også til, men efter et kvarters indædt kamp signalerede han efter mig. ”Jeg må give op, min kære, men hvis du vil pakke den ned til mig, så ville jeg sætte pris på det.”. Jeg tog hans tallerken og med en næsten overmenneskelig kraftanstrengelse lykkedes det mig at komme ud i buffetten inden jeg faldt sammen af grin. Fruen sad og klukkede på sit lille kontor. Hun havde hørt indledningen på historien og morede sig kosteligt. Jeg fik pakket maden ned og bar den tilbage gennem restauranten til Overlærer Andersen, der sad og tænktsomt lod hånden glide op og ned af halsen mens han indviede de omkringsiddende i problemmet. ”Ja.” sagde han ”Jeg kan altså ikke forstå hvor den undermund er blevet af. Jeg håber virklig ikke at jeg har slugt den.”. Jeg prøvede at undgå at se på de forbløffede gæster ved nabobordet (det var deres første besøg), mumlede et eller andet medfølende og sagde at jeg da oprigtigt håbede at han ikke havde slugt den, da det næppe var sundt for maven, men at jeg ville gentage at jeg var helt sikker på at han ville have mærket det, hvis den var røget forbi drøblen. ”Ja,” sukkede han mismodigt, ”det vil jo vise sig.” Jeg måtte lige hoste en gang og sagde så at jeg da bestemt synes at han skulle søge læge hvis han ikke kom i tanke om hvor undermunden var og han lovede mig, at det ville han gøre dagen efter, altså om mandagen.
Nu traf det sig sådan at jeg ikke skulle arbejde den mandag, men tirsdag aften havde jeg vagt igen.
Næppe var jeg trådt ind af døren før Fruen kom brusende imod mig i al sin vælde og med et saligt smil om munden. Hun havde stadig en kluklatter i halsen. Og hun havde en hilsen til mig. Overlærer Andersen havde ringet dagen før fordi ”Anne var så venlig at bekymre sig for mig og derfor tænkte jeg at det nok var bedst om hun fik at vide hvordan det var gået mig.” Og her er grunden til at Fruen var så salig:
Overlærer Andersen var kommet hjem søndag eftermiddag. Han var stadig noget bekymret og havde set efter om han skulle have glemt at tage de nederste tænder i om morgenen. Men de var ingen steder at se. Efter en lang dags uro måtte det jo til sidst blive aften og med et resigneret hjerte og en plan om at gå til lægen næste dag, skiftede han til sit nattøj og sine sutsko. Da han sad på kanten af sengen, med vækkeuret stillet og gardinerne trukket for, sparkede han, som altid, sutskoene af og hørte et klonk, da de røg ind under sengen. Den ene af dem havde ramt noget! Kunne det være? Var det virkelig? Ja, det var det: Undermunden. Der lå den. Inde under sengen. Og Overlærer Andersen sluttede sin beretning med de udødelige ord: ” Så var det jeg tænkte: Hvordan i alverden var den dog havnet der? Og jeg kom i tanke om at lørdag aften, da jeg sad på sengekanten, der havde jeg sådan nyst!”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar