mandag den 16. november 2009

PROGRAMERKLÆRING!

Under så hamper en overskrift bør der følger noget vægtigt, som når tunmoussen efterfølges af kalvesteg stegt som vildt, med tyttebær og hele svineriet. Desværre er det eneste jeg lige nu har at byde på en ret let lille ting, nemlig en

HENSIGSTERKLÆRING

Det er min hensigt over de næste måneder at delagtiggøre Dig, Gud og Hvermand i mine kvababelser omkring hvordan, hvorfor og hvorledes jeg i fremtiden skal fylde mit liv med alt godt fra den kulinariske verden.

Jeg har i en del år nu arbejdet som mellemleder i forskellige dele af restaurationsbranchen og er kommet til den erkendelse at det ikke er den vej jeg skal i længden.

-Men hvad så? sagde Hun(d)en.

Der er mange ting jeg kan kaste mig over og derfor er der lige nu ingenting, der virker som den rigtige vej.

-Men lidt ved jeg da:

Mad er godt.

Smag er godt.

Sanselighed er fremragende.

Så velkommen ombord på Det Skæve Skib mod Ukendt Farvand....

fredag den 30. oktober 2009

Et ganske kort lille livstegn...

Der har været tyst her på bloggen i et stykke tid. Det kommer sig af at jeg for snart tre måneder siden var så uheldig at min lejlighed brændte og det er først nu jeg kan vende rigtigt tilbage. I dag blev vi færdige med køkkenet. Der mangler et par småting, men hylder, skabe, komfur etc. er på plads nu. Og det gode er at det er blevet meget! bedre end det var, så jeg glæder mig til at skulle lave mad her i fremtiden.

mandag den 24. august 2009


Så er der også et billede af et par pavlova'er fra den aften, hvor den Søde Kollega fik smag for dem...

søndag den 23. august 2009

Pavlova Til Den Søde Kollegas Søde Tand

Jeg har lovet min Søde Kollega at give hende opskriften på den marengs jeg bagte til min afskedsfest fra det sted hvor vi arbejdede sammen. Der er tale om en Pavlova, altså en marengsbund med flødeskumscreme og frugt.

Det er en meget enkel kage, men den tager lidt tid og lidt tålmodighed og det er vigtigt at man ikke giver op selvom de første par marengs man bager ikke bliver helt som man gerne vil have dem. Marengs er noget man skal lære. Det er en af de ting, der skal helt ind under huden og hvor man skal kunne mærke inden i sig selv når den er klar...-Og det kræver lidt øvelse.

Opskriften på selve marengsbunden er som følger:

4 æggehvider (de behøver ikke være pasturiserede selvom nogen anbefaler det. De skal nok blive så varme at salomonellaen dør)
400 g lys rørsukker
2-3 spsk. hvidvins- eller æble-eddike (man kan også godt bruge lager-eddike, men jeg kan så godt lide den lidt frugtige smag i de andre muligheder... Men brug nu ikke rødvins-eddike. Jeg har aldrig gjort det, men jeg tvivler på at det bliver kønt...).
1 tsk. stødt ingefær (for at komme med en lidt skarp kant til alt det søde).

Det hele piskes længe og kraftigt, til sukkeret er helt opløst og massen er en skinnende og sej konsistens. Så smøres det ud på bagepapir hvor man har ridset en stor cirkel op (tag en stor tallerken og tegn efter den) og derefter bager man bunden ved svag varme i lang tid. -Og dermed mener jeg 120 grader i en almindelig ovn eller 100 grader i varmluft og så i sådan noget som en times tid. Bunden er først færdig, når den uden problemmer kan slippe papiret, men det kan være lidt svært at tjekke. Den skal være lidt mere lysebrun end man tror...

Flødecreme:

Den creme som udløste så stor jubel til afskedsfesten var meget meget simpel:
500 gram gode modne hindbær
1 spsk. blåbærsnaps
1 spsk. rørsukker
½ l. økologisk piskefløde.

Pisk fløden med rørsukker og snaps til den har en blød, men ikke flydende konsistens. Mas bærene lidt og bland så det hele. Voila....

Flødecremen kan varieres i det uendelig. Jeg sætter pris på at bruge frisk frugt som f.eks. hindbær, blåbær, solbær, passionsfrugt, brombær (men så skal der lidt mere sukker i) etc. men om vinteren hvor den slags kan være svære at skaffe og for øvrigt er uden for sæson, kan man med fordel bruge et par skefulde god marmelade eller hele syltede bær. Amarenas er et rigtigt godt bud. Brug saften til fløden og pynt med bærene.
Der ud over er et skud alkohol også godt, særligt frugt- og nøddelikør (creme de casis, cointreau, drambui, etc.), en god eau de vie (poire william, schumachers blåbær, etc.) eller de mere "hårde" avec'er (cognac, calvados etc.).

Når man har lavet cremen lægger man det hele sammen og pynter med bær eller frugt. Enten det samme som man har i cremen eller noget, der passer til.

Jeg har bagt pavlovaer mange gange og med stor fornøjelse for det er en flot kage, der med et minimum af arbejdsindsats score høje pointes hver gang. -Også mætter den mere end man tror, så der er til mange i en....

Mest særlig er den gang hvor den fungerede som bryllupskage til min Bror og Svigerindes bryllup. Det havde jeg lavet den med champagnesyltede blåbær i cremen og vilde brombær på toppen. Marengsbunden var så pyntet ekstra ved at jeg havde sat lyserøde roser tæt sammen i kanten. De sidder glimrende fast i marengs.
Det var meget sensommer og det var meget yndigt...

tirsdag den 28. juli 2009

En Hurtig Kommentar Om Råvarer og Ribs

Lige nu er det højsæson for ribs og faktisk har der været store problemmer med at ribsene er tvangsmodet på buskene på grund af den stærke varme vi fik i slutningen af juni og starten af juli.
Derfor var jeg på den ene side ikke spor overrasket og så alligevel lidt over, at der var ribs i den kasse grønt en venlig sjæl (min kære svigerinde) forærede mig i dag. Flotte, mørke økologiske ribs, der sad tætte og struttende på stilkene. -Men kun 250 g. og det kommer man altså ikke langt med når man som jeg straks tænker "ribssyltetøj"!
Så jeg smuttede ned i den lokale Irma. Økologiske ribs kunne de ikke klarer, men tilgengæld havde de billige ribs fra Dansk Kernefrugt, nærmere bestemt Avler Jørgen Bang, Svendborg. Lidt små var de og ikke så tætte på klasen, men de var billige og danske så de gik vel an...
Jeg kommer hjem og giver mig til at ordne ribsene (skylle, skylle, af med ribene, ned i gryden osv) og undre mig samtidig over, at der ikke er oprindelses land på de økologiske ribs... Lidt sært synes jeg. At der ikke er sort angivet på nogen af dem er ikke så usædvanligt men temligt ærgeligt...
De flotte mørke økologiske bær virker lidt hårde mellem fingerene på mig og da jeg smager på dem er de ret uinteressante og lidt sure. De lyse, små ribs fra Jørgen Bang derimod, viser sig at have en dejlig klar og sød krydret smag. De smager som solmodne ribs skal smage her midt i den Danske højsommer.

Jeg gætter på at de økologiske ribs er enten tyske, hollandske eller polske. De er blevet plukket lige så snart de var røde og da de er af en mørk og tykskaldet sort har de ikke været rigtigt modne. De smager ikke dårligt, men de ville være triste som rysteribs...

Og hvad er så moralen... Tja, at man ikke kan gå ud fra at bare fordi det er økoligi eller flot at se på så smager det godt... Jo, det kunne være en morale, men jeg fortrækker snarer at se min oplevelse som en påmindelse om to ting:
-At vi bør stille krav til at producenterne skriver sort på deres varer (jeg vil rigtigt gerne vide hvilken sort Jørgen Bang bruger, for den er god).
og
-At man bør have bedre muligheder for at vælge til og fra med andre sanser end synet når man handler.
Når jeg i supermarkedet skal købe kartofler, tomater, vandmelon, advokado, salat etc. så kan jeg bruge mine hænder, min næse, mit øre og på den måde få flere hints om hvilken af de udstillede varer jeg skal vælge. Men når det gælder ribs og visse andre former for frugt, især bær, må jeg nøjes med synet. For det første dufter de ikke særligt meget (en ribsbusk dufter, jovist, men det er bladene) og for det andet er de som oftest pakket i små kasser, sikkert af hensyn til transport og beskyttelse, men de har den virkning at jeg ikke kan røre frugten. Når det handler om ribs, solbær, hyldebær, nødder etc. vil jeg aller helst kunne smage, for det er, på grund af varens beskaffenhed sådan, at den ikke afslører meget om sig selv før man spiser den... Men det har nok lange udsigter...

tirsdag den 14. juli 2009

Oh, Hvilken Fryd og Gammen!


Mine forældre overtog for nogle år siden mine bedsteforældres store gamle have. Den havde været noget forsømt i nogle år, da min elskede Mormor efter min mindst lige så elskede Morfars død udviklede alzheimers, men hun skjulte det godt... alt for længe. Så haven groede til.


Nu har forældrene efter hånden fået styr på den og den er utroligt smuk i disse julidage.

-Men den er ikke alene smuk. Den mætter!


Der er nemlig igen masser af grøntsager, urter, frugter, bær, spiselige blomster og sener kommer hasselnødderne. Selvom det nu ikke er mange af dem, som egernet lader os beholde. -Men det gør faktisk ikke noget, for vi kan næsten bedre lide egern end hasselnødder...


Så da jeg forleden lavede mad der på matriklen var næsten alt hvad jeg skulle bruge hentet derude umidelbart forrinden. Skønt!


Resultatet blev to måltider som det var en glæde at tilberede og ikke mindst at spise.

Hele processen var dejlig: Først på torvet og gøre handel hos Grønt-Lars, Bent Ostemand og Den Søde Pige i Fisk, Æg og Fjerkræ Vognen, så i haven med sigte, skåle, kurv og et par ekstra hænder, så ind i køkkenet med alle de gode sager og til sidst til bords med famillien.





De to måltider:

Fisken:

Pocheret laks (i urtefond med masser af salvie, friske laurbær og havsalt)
Nye kartofler med urteolie af salvie, persille og morgenfruer.
Blancherede slikærter
Salat 1: romain, dagliljer, hjulkrone, morgenfruer, dressing af skovjordbær/ribs/balsamico/olivenolie/rosapeber, havsalt
Salt 2: cantaloupe melon, cherrytomater og fetaost.

Fuglen:
Suppen: fond kogt på skroget med løvstikke og friske laurbær, fintsnittede slikærter, persille.
Citronkylling med løvstikke, salvie, hvidvinseddikke og masser af citronpeber.
Nye kartofler med pil (sådan smager de gamle røde bedst)
"Rabarberkomplot" med friske abrikoser, cherrytomater, gulerødder, accaciehonning og rød balsamico.
Salat: rød egeløv med dagliljer og små friske squash.
Blancerede sukkerærter.
Dessert: Friske jordbær med gedebrie (og koldskål, sådan bare fordi den var der...)
Fisken var noget af det bedste jeg nogensinde har lavet og fuglen var som altid afstressende (når man splitter den ad) og tilfredsstillende (det mætter på den gode måde og smager af sommer).
Gedebrien var helt flydende og fantastisk (igen skal en stille tak gå til Bent Ostemand) og kombinationen med jorbærene var fantastisk.

tirsdag den 19. maj 2009

Jordbærkage

Forleden besluttede jeg mig for at se om ikke jeg kunne lave en god og ikke så kunstig udgave af en klassiker:

Jordbærkagen

og det kunne jeg...

Det er nærmest blevet en mellem ting mellem en Strawberry Shortcake og en klassisk dansk Jordbærkage.

Bag en god mørdejsbund eller en sukkerbrødsdito eller i nødstilfælde: køb en lagkagebund hos en god! bager.

Lav en kogt creme og lad den køle af.

Pisk økofløde til ret stift skum.

Rens rigeligt med jorbær og skær dem i kvarter.

På bunden lægges et godt lag creme. Herpå lægges et lag jordbær. Det hele dækkes med flødeskum og til sidst dækkes fløden med kvarte jordbær.
Hvis du bruger en sukkerbrøds-/lagekagebund kan det være en god ide at dryppe den med lidt jordbærsaft eller creme de cassis først.

Kage smager også godt på anden dagen.

Mørdejsbund:
100 g. smør
100 g. sukker
200 g. mel.
1-2 æg/æggeblomme.
evt. lidt koldt vand.
Smør, sukker og mel blandes og sammel med ægget (eller to blommer). Hvis dejen ikke vil samles kan man bruge lidt! (vi snakker dråber) koldt vand. Pas på ikke at mosle for længe med dejen, da smøret ikke må smelte.
Læg den koldt i mindst en time og rul den så ud i en passende størrelse på et stykke bagepapir. Bag ved 175 grader til den er gylden (8-10 min.).

Sukkerbrødsdej:
50 g. smør
50 g. sukker
75 g. mel
75 g. kokosmel
1 tsk. kardemomme
1 æg
1 dl. kærnemælk.
Smelt smøret. Køl ned. Del ægget og pisk blommen hvid med sukkeret. Bland med smørret. Bland mel, kokosmel og kardemomme. Tilsæt skiftevis med kærnemælken. Pisk æggehviden stiv og vend forsigtigt i dejen. Bag i en lagkagebundsform (eller evt. en springform eller silikone tærteform) i ca. 20 min. ved 175 grader eller til den er gylden og fast.

Kogt creme:

2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. mel
2 dl. mælk eller fløde
1 tsk. flydende vanillie eller 2 tsk. vanilliesukker eller korn fra ½ vanilliestang.

Pisk æg og sukker. Pisk melet i. Bland kold mælk og vanillie i. Kog under konstant! omrøring til crémen har den ønskede konsistens. Længe sker der ingenting og så lige pludseligt går det stærkt! Det brænder utroligt let på, så husk at røre/piske hele tiden.
Pisk det igennem nogle gange, mens det køler af, så bliver konsistensen bedre.

søndag den 17. maj 2009

Fanget i et stillbillede... Anne i Eventyrland

Hermed forsættelsen på det indlæg, der blev udgivet lidt prematurt lige før...

Hunden fik mig lokket med ud, men jeg sagde til mig selv (og den) at det kun blev en lille bitte tur. Bare lige rundt om blokken. Måske lige rundt om kirken eller hen over sportspladsen...
-Men da vi passerede stien ind i skoven, var fristelsen alligevel størrere end optugtelsen og jeg drejede ind i ad stien med den ide at jeg lige ville tage den korte udgave af skovturen. Så kunne hunden også løbe frit et øjeblik. Af med hundens snor og ind i skoven med os.

Mindre end hundrede meter nede af stien skete miraklet...

En let dis stod mellem stammerne og den fugtige jord emmede af grøde. Ikke en vind rørte sig og det var som om selv tiden var gået i stå. Kun når en dråbe havde samlet sig på spidsen af en grangren og slap forsvandt fornemmelsen af at være en del af et gammeldags prospekt; et af de her kort med "pop-up" motiver lige som i nogle børnebøger. Jeg gik rundt i en smukt illustreret udgave af Asbjørnsen og Moes Nordiske Folkeeventyr! Nisser og trolde, å-mænd og elverpiger. De kunne dukke op mellem granerne eller hen over Anemonebakken hvert øjeblik.
Enkelte fugle sang, men andre lyde var der ikke og selv gøgen, der ellers havde kukket lystigt og højlydt hele dagen var tavs. Turen blev længere og længere for hvor jeg end drejede blikket hen var den velkendte skov forvandlet til ukendelighed. Ved søen på den anden side af bakken var vandet spejlblankt og de lyse bøge spejlede sig om kap med mørke granner og stadigt halvnøgne ege. Hunden gik næsten lydløst i kratet og når jeg fik et glimt af hende var hun samme farve som sidste efterårs visne blade. På et tidspunkt fanged jeg hendes blik, men jeg tror ikke at hun genkendte mig. Også hun var trådt ind en anden verden.

Længe mens jeg gik dér kunne jeg ikke finde ud af hvad det var det hele mindede mig om. Alle farver var slørede af disen, men alligevel stod alting helt skarpt i stilheden. Hvert enkelt træ, hver enkelt blomst, sten, stamme, eksisterede for og i sig selv. Luften var kølig og lidt ram mod hud og næse. Jeg tænkte på stilheden og på skovens guder. På Pan og på Frigg. På Tolkiens Enter og på Den Fortryllede Skov, hvor prinssesen farer vild.

Og så, da jeg var næsten ude af skoven igen, kom forståelsen. Jeg var ikke ét, men tre steder.
Jeg var hvor jeg var: I skoven mellem to af Silkeborgsøerne. Men jeg var også to andre steder. Gennem min hud og min næse oplevede jeg at være i en kælder eller kassemat. Den fugtige, lidt jordslåede og kølige lugt var fuldstændig som i kalkgruberne ved Mønsted elller som kælderen under en stor gammel bygning. Som kælderen hvor min Mormor havde sin keramikovn. Selv lugten af ler...
Mine øjne oplevede, at jeg befandt mig i en kulisse. Eller måske snarer mellem mange kulisser. Et kulissemagasin... Et uvirkeligt og uhåndgribeligt sted hvor man tror at man ser én ting indtil man indser at man se noget andet. Skarpheden og den klarer definition af alle linjerne omkring mig gav en illusion af netop illusion...
Da først erkendelsen af de tre elementer nåede sammen forsvandt den næsten pan-iske fornemmelse og hunden fnøs inden den løb legende op over stiens kant, så på mig og lavde en af sine mere fjollede grimasser. Med et suk kunne jeg lade skoven bag mig og vende tilbage til verden og livet blandt mennesker.
I går var det lørdag. Det regnede det meste af dagen så hunden og jeg tog en slapper på sofaen. -Men hen under aften blev kræet uroligt og indledte en nervekrig, hvor hun ikke tog øjnene af mig i over et kvarte. Klokken var over otte, jeg var træt, det var vådt ude og der var lige straks melodigrandprix fra Moskva. Jeg havde ærligt talt mere lyst til en kop kaffe og et stykke af den hjemmlavede jordbærkage end til en gå-tur i Silkeborgskovene. -Men det blik... Det var udlideligt og motion skulle jo være så sundt. Så jeg fandt mine sko, en regnjakke og en hundesnor. Og sådan blev jeg aftenens helt i hundemad

tirsdag den 5. maj 2009

Måske er det mig... En Hystades Beklagelser.

Måske er det mig, den er gal med, men jeg føler i den grad at min privatsfærer bliver invaderet når jeg kører i tog.

Jeg kan ikke forstå hvorfor folk ikke kan opfører sig lige så kontrolleret i toget, som de ville gøre hvis de havde gæster derhjemme eller var på besøg et sted, hvor der er mennesker, de ikke kender.
Selv i stillekupeen er stemmningen mere intim end i omklædningsrummet ned i svømmehallen. Der bliver kradset, kløet, gabt, snorket, gumlet, slubret og så videre på et niveau, som vi aldrig ville accepterer andre steder end hjemme og sammen med de aller nærmeste.

Når jeg går rundt derhjemme og tuller ligner jeg noget, nogen har trukket baglæns igennem en vasketøjskurv. Mit tøj er det nærmeste jeg kunne finde af det, der ikke strammer nogen steder. Mit hår er givetvis sat op med i en tut ovenpå hovedet og tilfældige totter er puttet væk hvor jeg nu kan få dem til at side fast. Mine briller er pudset i leverpostej. Make-uppen befinder sig i skuffen ude på badeværelset og i hvert fald ikke i mit hoved. Jeg har næppe været i bad og der er muligt at jeg kunne have trængt til et nærmer bekendtskab med en deodorant. Når jeg skal have noget at spise foregår det med bennene oppe og skål eller tallerken på brystet. Jeg surfer gerne på internettet imens eller læser en bog. Hvis det klør et sted, så klør jeg igen og skal jeg prutte gør jeg det. –Men jeg bor også alene og det kunne aldrig falde mig ind at vise mig offentligt i den mundering eller opfører mig på den måde, hvis der var andre mennesker. Jeg gør det knap nok når jeg er sammen med min allernærmeste famillie og det tror jeg faktisk gælder for de fleste.

-Men i et intercity-lyntog fra København til Skanderborg er det åbenbart tilladt at opfører sig som om man er helt alene, til trods for at man er temlig mange sammen på meget lidt plads i forholdsvis lang tid.
Lige nu er jeg faktisk i et tog og damen over for har indtil videre indtaget en stor madpakke (med meget der skulle gnaves og fiskepålæg), suttet og stanget tænder, kløet sig bag bh-en og andre intime steder samt snorket. Og hun ser ellers ud til at være et pænt menneske. Den yngre kvinde, der stod på ved sidste station har spist en meget maionæseholdig sandwich uden servietter, pustet bobler i sin juice, pillet næse i små 5 minuter og pruttet. Og hun ser også ud til at være en helt almindelig pæn pige. Jeg kunne blive ved, men du kan selv gætte dig til hvordan resten af meningheden opfører sig.

Og som sagt: Det er nok bare mig, der er hys.

lørdag den 4. april 2009

Sodakage Med Æble og Kokosmel

Som alle vel nok har opdaget har vejret i dag været helt fantastisk. Den slags giver en masse ny energi og fortagsomhed. Samtidig vil jeg nødigt forlade mit altanparadis, hvor der er læ og derfor et par grader varmer. Så hvad gør man? Jeg kan snart ikke finde på flere ting derude, da jeg har nusset samtlige krukker mindst to gange og givet havebordet olie over flere omgange. -Men så må man jo dele altanen med nogen og jeg har opdaget at der næsten altid dukker mindst én op hvis jeg bager en kage.

Dagens kage blev en sodakage med æbler og kokos.

Det med opskriften er ikke helt nemt for den slags kager bager jeg sådan lidt på gefühl, men det er noget i denne her stil:

250 g. saltet smør
3 store æg
250 g. rørsukker
50 g. mandelsirup.
150 g. kokosmel
200 g. mel
2 dl. youghurt naturel
3 mellemstore æbler i tern
½ tsk. kardemomme
2 tsk. natron

Skærl æblerne og snit dem i stykker på ca. 1 X 1 cm. Smelt smøret. Del æggene og pisk blommerne med sukker og sirup til det er en helt lind æggesnaps. Tilsæt youghurten og pisk igen til det er helt glat. Bland det afkølede, men stadigt flydende smør i og rør det sammen. Bland mel, kokosmel, natron og kardemomme. Bland i. Vend æblestykkerne i. Pisk æggehviderne meget stive og vend dem forsigtigt i.

Jeg endte med at have dej nok til en god stor kageform og 8 cupcakes.

Bagetid:
Cupcakes: 20 min.
Skærekage: 1 time
Temperatur: 175 grader alm. ovn (altså ikke varmluft).
Hvis man bager i varmluftsovn skal temperaturen være mellem 150 og 160 og bagetiden kan sættes ned med ca. en tredjedel.

Jeg er rigtig glad for silikoneformer, da de er så nemme at arbejde med. Man behøver ikke at smøre dem og de slipper altid pænt, når kagen er færdig. Der ud over fåes de i mange fine former.
Mine cupcakes blev hjerteformede og den store formkage rund med huld i midten. Da jeg serverede kagen for min bror, der kom til kaffe, fyldte jeg den med vindruer, kiwitern og granatæblekerne. Meget fint.

Så dagens altanprojekt startede i køkkenet, med god hjælp fra min røremaskine, og sluttede på altanen i hyggeligt selskab.

Jeg elsker udesæsonen...

fredag den 3. april 2009

GRØNT BLOD - EN AFSTIKKER FRA KØKKENET
















Jeg har en teori om, at der findes tre farver blodlegmer. De to alle kender: røde og hvide og så en tredje, nemlig de grønne.
Jeg er helt overbevist om at hvis man fandt den rigtige frekvens lys og gennemlyste blodet i min famillie, så ville de vise sig, de små grønne celler.

Min Farfar var frugtavler og ud af en famillie af frugtavlere. Hans svigerfar, min oldefar altså, var uddannet agronom og frugtavler. Farmor og Farfar havde livet igennem store haver og dertil hørende havemand, men indretningen og valget af planter var altid deres eget og Farmor var altid glad med havehandsker og rosensaks.

Min Morfar havde en stor engros-planteskole hvor han blandt andet fremelskede Danmarks første virusfri hindbær (og det var mange penge dengang!).
Min Mormor var ikke interesseret i kun at være Planteskoleejer Simonsens Kone, så hun drev en detailplanteskole i forbindelse med deres hjem. Det betød også at haven omkring huset fik ekstra kærlighed og at dele af den var ”fremvisningshave” hvor kunderne havde fri adgang. De skæve, triste eller bare lidt forkumrede planter blev så flyttet fra salget ud i et bed og da Mormor havde en farve og formsans ud over det sædvanlige var det altid smukt, selv når det kunne virke tilfældigt. Der ud over havde hun en forbløffende evne til altid, hele året rundt, at kunne binde utroligt smukke buketter og lave vidunderlige dekoratiner af det hun fandt derude. Selv om vinteren kunne hun finde en gren og en julerose og til sammen få de to til at blive hjertegribende smukke.
Da Morfar solgte engrosen stoppede Mormor efterhånden også detailen og hele området blev lagt ud til blandet pryd- og nyttehave. I flere år gik Morfar i sin grimme blå kittel og syslede med det han, lidt nedladende, kaldte ”persillegartneri”. Morfar var nemlig ikke gartner. Han var planteskolemand. Men når nu man havde tiden og al den bare jord ...
Som barn kom jeg hos dem efter skole og i de første måneder efter sommerferien startede eftermiddagen altid med en tur igennem bedene og en lille snack. Der var sene ærter, bønner (og nej, dem må man ikke spise rå, men de smager altså fantastisk lige fra planten), jordskokker, sen salat, majs (og har man ikke spist frisk, rå majs plukket lige fra stænglen og befriet fra sit hylster i samme sekund, så har man noget til gode! Så sødt, så saftigt, så godt), skovjordbær i kilovis, sene hindbær, brombær, flere slags æbler og sidst på sæsonen to forskellige slags hasselnødder. Alle grønsager og frugter smager helt utroligt meget bedre når man selv lige har plukket dem. Dirrende saftige.
Der var selvfølgelig også kartofler, grønkål, porre og meget mere.

Dengang havde mine forældre en temlig lille, men meget hyggelig have. ”Den grønne stue”. De havde begge meget om ørene og selvom de holdt af at gå i haven var det vigtigt at den mere eller mindre kunne passe sig selv.
Far havde 7 kartoffelplanter og en lille græsplæne som han slog med håndklipper. Mor havde sit bed med krokus og sommerblomster som hun luggede og så et enkelt stativ med stangbønner og en række ærter, der aldrig rigtig blev til mere end vi kunne spise på stedet. Der var to ribsbuske, to gamle æbletræer til at klatre i, et blommetræ, en rabarberplante og et par gode solpletter hvor man kunne sidde med sin kaffe. Ellers var haven selvpassende med rodondendronbuske, stauder, selvsående sommerblomster og efeu til at dække de steder, der gik lidt i forfald. I bunden af haven stod en stor, skøn hvidtjørn. Min barndoms værnetræ.
For nogle år siden flyttede de ind i min Mormors hus (Morfar døde for mange år siden) og overtog pasningen af haven. Da Mormor flyttede på plejehjem fik de muligheden for at gøre det de gerne ville. Indtil da måtte de prøve at vedligeholde det hun ønskede og da hun var temlig senil til sidst var det ikke helt let.
Nu har de så haft frit tøjler og efterløn i nogle år og haven har aldrig været smukkere. Der er roser, flere nye frugttræer, stauder, valmuer, forårsblomster i store mængde, dunhammer langs søbreden, akelejer, morgenfruer, lupiner, syrener og andre duftende buske. Og så videre. Far har fået en lille græsslåmaskine-traktor og futter rundt på sine ca 5 græsplæner i en gevaldig fart og hvert forår ”lufter” han plænerne med en rive og giver dem NPK. Han samler dræbersnegle til ænderne og fører statistik over dem på sin Mac. Hans hække er snorlige, hans frugttrær net beskåret og hans kartofler velhyppede (og der er mere end 7 toppe). Mor står med enden i vejret og luger, hun binder roser op, fodre svaner og prikler ud, hvis hun da ikke sidder i sit ”Driverhus” med Far og kop kaffe.

Min bror fik have for lidt mere end et år siden og det er noget nyt for ham. Han kom også hos Mormor og Morfar, men som han siger: ”Jeg hørte ikke efter”. Alligevel har han vist en naturlig flair for det og jeg har stor tiltro til at det nok skal blive fint. –Men ellers kommer hans grønne blod nok mere til udtryk i hans passion for træer. Skoven var hans sted da vi var store børn og jeg tror at kender hvert et vandløb og hvert et særligt træ i skovene vest for Silkeborg.

Selv har jeg ingen have, men jeg har min altan! Og med kærligehed, tålmod og gødning kan man få (næsten) alt til at gro på sådan en. I sær når den er sydvendt og 12 kvadratmeter.
Lige nu er sæsonen lige skudt i gang og jeg er der dagligt med et lille projekt. Jeg er nødt til at rationere projekterne for ellers vil der være alt for mange dage hvor jeg ikke kan lave noget derude og selvom jeg også holder af bare at være mellem alle mine mange krukker, så er det godt at have en lille ting man skal. Jeg taler selvfølgelig med dem alle sammen hver dag. Drejer dem. Tjeker for utøj. Vander og gøder når det skal til. –Og glædes! Hver dag en ny glæde og ind i mellem en lille sorg. Som igår hvor jeg opdagede at min yndige gammelrosa lupin er rådnet hen over vinteren.... Men min Queen Elisabeth rose skyder som aldrig før og de mørkeblå viola canuta er så søde...

Så derfor tror jeg også på at de flyder i mine årer, de grønne blodlegmer.
PS: Billederne er fra sidst år, da jeg pt er kameraløs-

fredag den 20. februar 2009

Kaffeopskrifter i Fair Food

For noget tid siden, dvs. i efteråret, fik jeg til opgave at komme med et bud på et par kaffedrikke, der var innovative, nemme at lave i et almindeligt dansk standardkøkken og som fortrinsvis indeholdt Fair Trade produkter. Det var en opgave jeg fik via mit arbejde og opskrifterne ville muligvis komme med en ny Fair Trade kogebog. Kogebogen kommer på mandag og begge mine opskrifter er kommet med. Godt nok ikke i mit navn, men der er jo heller ikke nogen, der ved hvem jeg er og det var en sjov opgave under alle omstændigheder.
Bogen, med det ny-danske navn Fair Food, er rigtig fin med smukke billeder og det er nogle spændende opskrifter, synes jeg. Den kommer i handlen på mandag i forbindelse med Fair Trade ugen.

torsdag den 19. februar 2009

En Aften Ved Ækvator

Jeg har før skrevet om hvordan jeg har lavet mad til personalemøder på mit arbejde. Nu har vi lige haft et igen og det var naturligt, at den skulle have et skud Costa Rica og Guadeloupe når jeg nu lige har været der.

Derfor blev menuen denne gang noget mere latinamerikansk og caribisk end dansk og jeg havde den glæde at en af mine brasillianske kollegaer sagde at det smagte rigtig.

Når man rejser i Costa Rica finder man hurtigt ud af at to ting indgår i alle, og jeg mener alle, måltider: Tortillas og salat med agurk, peberfrugt og koriander. Derudover er der sandsynligvis også enten ris, bønner eller en blanding af begge. Den mest almindelige morgenmad i Costa Rica er Gallo Pinto, der er sorte bønner, ris og en særlig sovs, der mest minder om en mellemting mellem østerssovs og barbecuesovs. En af grunden til at dette er så almindelig en morgenmadstype tror jeg er fordi alle husmødre i Costa Rica altid har haft en rest af netop bønner og ris. Derfor er det oplagt at servere det til morgenmad. I en bondekultur som den costaricanske går ingenting til spilde. Det ved vi også fra det gamle danske køkken hvor alt blev brugt, fra blodpølse til sagobudding.



TORTILLAS COSTA RICAN STYLE
Til 4 pers.


Tortillas

Beregn ca. 2 stk pr person

De mætter rigtig godt!

6 æg
160 g mejsmel
1 tsk havsalt
4-5 spsk olivenolie
6 dl vand

Det hele røres sammen til en tynd dej og bages på en pande lige som klassiske pandekager. Brug lidt olie til den første og regn med at den går i skraldespanden, fuldstændig som med almindelige pandekager. Der skal ca en dl til hvis man bruger en ikke alt for stor pande, hvilket er en god ide, da det ellers kan blive svært at vende tortillaen. Den skal bages ca. 2 minutter på hver side og vendes når den ikke længere løber, men inden det bliver alt for fast. De kan med fordel holdes lune i ovnen og da de godt må blive bløde (så er de nemmere at rulle rundt om fyldet) er det fint at have dem i en stak.

Kylling i kokos

400 g kyllinge inderfillet skåre i tern
½ dl. kokosmælk
200 gram kokosmel
½ dl. god olivenolie
Lidt havsalt
Et ordenligt skud citronpeber

Kyllingen svitses af i al olien, den må gerne soppe lidt, og simre derefter med salt og peber i en halv times tid. Kokosmel tilsættes og det simre videre i endnu en halv time. Til sidst tilsættes kokosmælk og det simre i nok en halv time. Det bliver kun bedre af at stå lige så stille så længe som muligt ved ganske svag varme.


Den Uundgålige, Heldigvis, Costaricanske Salat Til Alt

1 agurk
1 snakpeber eller rød peber
1 bundt koriander
4 lime

Pres limefrugterne og tag gerne lidt af frugtkødet med. Skrald agurken og snit den i små tern. Snit peberfrugten i tilsvarene tern. Hak korianderen, men ikke alt for fint. Bland det hele sammen evt. med lidt salt.

Avokado i Lime

Det er det: Avokado i lime. Snit den mængde avokado du vil have og sørge for at den er helt dække med frikpresset limesaft.

Ris og Bønner

Egentlig skal det her laves med små sorte bønner, men kidney bønner går også fint.

Kog den halve mængde ris af hvad du normalt ville bruge pr. person og kog så lige så mange bønner (husk de skal blødes ud fra dagen før). Bland det hele med lidt limejuice, koriander og østerssovs i en stor stegegryde/sautepande og lad det trække samme ved svag varme i mindst. 10 minutter.

Husk at man altid skal have creme fraiche til tortillas....

Server det hele sammen og lad folk selv om hvordan de gerne vil spise det. Enten kan man rulle det hele sammen til en empanada eller man kan vælge at spise det som små retter med tortilla til som brød eller ....
Det er hyggelig, god og tvangfri mad.



Da jeg var på Guadeloupe var jeg så heldig at have medbragt en veninde, der tager bjergkørsel i lejebiler i stiv arm. Selv har jeg ikke noget kørekort og har fået titel af Co-Driver. Det betyder at det er mig, der kigger på kort, finder ud af hvor det kunne være smart at spise frokost, passer musikken og airconditionen samt sørger for at vi altid har en mentos i rette øjeblik til når der skal trykudlignes på op- og nedkørsler. Det er også min opgave at holde chauføren vågen hvis vi kører sent eller efter en lang dag. Det foregår som regel ved at jeg synger meget højt med på Poul Krebs, Michael Falch, TV2 eller andet hvor både chauføren og jeg kan teksten.
Da vi var i Guadeloupe fik jeg lokket os ud på en temmelig interessant bjergvej, der heldigvis også førte et meget interessant og smukt sted hen. Vi skulle nemlig op for at se en af de nu nedlagte kaffe, chokolade og vanillie farme oppe i bjergene. De er nedlagt nu fordi hele det indre af øen er blevet udlagt til naturpark. Men enkelte steder kan man altså komme til at se hvordan man gjorde engang og ganske få steder har de også mulighed for at opretholde en ganske lille produktion til salg til gourmetturister som os. Så jeg hjembragte 100% chokolade, kaffe og vanille fra dette fantastiske sted midt i regnskoven. Her nedenfor kan man så læse om hvad jeg har brugt det til.


CHOKOLADEMOUSSE MED KAFFESIRUP OG PASSIONSFLØDESKUM A LA GUADELOUPE

Den chokolademousse jeg lavde til denne middag var på en 100% chokolade, men da det kan være svært at få fat i vælger jeg at give min ”almindelige” opskrift:

Chokolademousse

Pr pers.
Hvis der skal laves til mere end én (og det skal der jo som regel) lægges kun 50 % væske til pr.ekstra potion.

30 gram bitter chokolade
1 pasteuriseret æggehvide
1 pasteuriseret aggeblomme
1 spsk honning
1,5 spsk meget stærk kaffe
1 spsk spiritus (rom, appelsinlikør, portvin, whiskey, etc), kan udelades eller evt. erstates med lidt appelsinsaft (IKKE juice, men frisk)..

Ved svag! varme smeltes chokoladen sammen med kaffen og spiritusen. Rør i chokoladen til den er glat og skinnende og sæt den til afkøling. Pisk æggeblommerne med honningen til du har en fin lys æggenaps og bland den så med chokolademassen. Pisk hviderne meget stive og fold dem i blandingen. Start med at folde en enkelt skefuld i uden at bekymre dig alt for meget om at holde den luftig. Det gør det meget nemmere at holde resten helt fint og luftigt. Sørg for at bland det godt, da chokoladen har en tendens til at ville synke til bunds. Kom moussen i en glasskål eller serveringsglas. Som Elisabeth David siger (og det er hende, der har leveret den oprindelige inspiration til denne opskrift): Vælg ikke en skål, der er for stor. Det ser så trist ud med en lille klat chokolademousse på bunden af en balje (det er vist ikke helt sådan hun siger det, men meningen er god nok og hun har så evigt ret). Sæt moussen til afkøling enten udendørs, i en kold kælder eller i køleskabet. Pas på med at sætte den sammen med stærkt lugtende ting, da den meget nemt tager smag og chokolademousse med hvidløgsspegepølse er lige lovlig meget fusion.

Kaffesirup

Lav en kande stærk stempelkaffe. Hæld den i en tykbundet gryde og tilsæt ca. 2 dl. blomsterhonning, 2 vanillestænger af en god kvalitet og 2 dl. god rom. Lad det hele koge langsomt ind til det halve. Voila.

Passionsflødeskum


Pisk en lidt rigeligt stiv flødeskum og rør den med kerner og saft fra passionsfrugt.
Forholdet skal være noget i stil med ½ l. fløde til 9 passionsfrugter.

Jeg valgte at server de tre ting i tre forskellig glas således at man fik en lille vandglas chokolademousse, et hedvinsglas flødeskum og et snapseglas kaffesirup. På denne måde passer forholdet ret godt og det ser meget fint ud.

tirsdag den 17. februar 2009

Uden Titel, Alt andet end et stilleben...

Så er det vidst lidt mere end på tide at jeg for skrevet herinde igen, men der er sket så utroligt meget de sidste par måneder at det har været svært også at finde tid til at blogge. Og alle de ting, der sket vil der komme meget mere om hen over de næste uger og måneder.
Der vil komme en del om:

Hvorfor er morgenmad så vigtig, besværligt og bare generelt et problem?

Nytårsforsætter og hvad deraf følger.

Costa Rica, my love...

Guadaloupe, strejker, vand, frugt og ulykkelige hummeroplevelser.

Tortillas, av den var svær!

Jeg glæder mig til at dele mine tanker om de her emner og mange flere i tiden fremover.

Ses....

søndag den 11. januar 2009

Gaestfrihed Paa Costa Ricansk

Jeg har rejst i en del lande efterhaanden og har ogsaa flere gange vaeret privat indkvarteret eller haft et formaal med min rejse, der satte mig i kontakt med lokalbefolkningen. Om ikke andet er jeg ofte kommet i kontak med mine omgivelser i og med at jeg har rejst alene og derfor baade har vaeret mere til at komme i naerheden af og har haft et stoerrer behov for kontakt. Jeg er altid blevet moedt med stor venlighed og gaestfrihed, men ikke desto mindre forekommer det mig at jeg her i Costa Rica har moedt gaestefrihed paa et helt nyt plan! En generoesitet og aabenhed, der nemt kunne komme til at virke omklamrende, men som hele tiden bliver opvejet af en respekt`, diskretion og aerlighed, der goer det nemt at tage imod. Selvfoelgelig er det nemt at blive opslugt af stemningen mens man er i landet, men jeg tror nu ikke kun at det er det.

Forleden dag tog mine kollegaer og jeg fra en kaffefarm, der er ejet af en amerikaner. Gaestfriheden her var utrolig, baade fra vores vaerts side og fra dem, der arbejdede paa farmen. Men de blev slaaet med flere laengder da vi naaede ud til Coopedota i Santa Maria De Dota, et fint og veldrevet kooperativ, der bestaar af 780 bönner med hver i gennemsnit ca. 2 hektar jord fordelt over bjergskraaningerne i den skaalformede dal hvor byen ligger i bunden.
Til at lede den daglige drift, inovation og salg har kooperativet ansat Roberto Mata, der selv er fra en famillie af kaffebönner og hvis aeldste sön nu driver hans lille farm mens han passer kooperativet.
Jeg mödte Roberto foerst gang i juni 2008 i forbindelse med Wonderfull Coffee Copenhagen, en speciality coffee messe i Öksnehallen, der trak gaester fra ind og udland. Han gjorde indtryk paa mig fra förste öjeblik med sin umiddelbare blidhed, der er et udslag af hans sikkerhed omkring det han laver. Roberto sprudler af ideer. Hans hjerte banker for kaffe og for det kooperativ som naesten af blevet en del af ham selv.
Han hentede os selv sammen med vores kontakt i Costa Rica, Sebastian, og jeg havde den udelte fornöjelse af at side paa forsaedet i hans firhjulstraekker mens vi körte over bjergene til Santa Maria De Dota. Undervejs fortalte Roberto mig om de problemmer de har med produktionen i öjeblikket. Men mere om det en anden gang.
For det jeg egentlig vil skrive om er noget andet. Nemlig den frokost Robertos kone havde lavet til os. Vi, 6 fremmede mennesker, blev inviteret ind i deres hjem til en fantastisk frokost.
Der var daekket paent op i stuen og det foerste der skete var at vi blev tilbudt et vaeld af forskellige drikkevare. Vi endte alle med den hjemmelavede jordbaersaft. Lavet af naboens jordbaer. Den var fremragende og smagt fuldstaendigt rigtigt. Jeg kom endnu engang til at taenke paa min elskede bedsteforaldre og den jordbaersaft vi fik af deres jordbaer.
Den foerste ret var en helt enkel salat af romaine, tomater, agurker og advokado med en let frisk dressing af lime, tomat og papay. Dejligt naar alting er saa friskt saa friskt...
Saa fik vi en tallerken mad af en stoerelse og kvalitet jeg sent vil glemme. Der var kartofler stegt med gurkemeje og honning, ris med frisk chilli og koriander, sorte bönner i en saerlig Costa Ricansk sovs hvis navn jeg ikke kender. Den er saadan lidt soedlig og meget tilfredstillende i smagen paa samme maade som en rigtig kraftig consomé. Og saa var der köd. Meget köd. Kylling alt sammen, men i flere varianter. Et stykke citronmarineret kyllingebryst. Et stykke paneret og saftigt laar. Og en confit, der slog bennen vaek under mig. Helt enkel. Men fremragende! Og saa selvfoelgelig friskebagte tortillas. Der var lige saa meget mad som til en effektiv dansk julefrokost.
Som om det ikke var nok kom der nu dessert. En dessert tallerken. Med tre forskllige desserter. En fin hvid nougat med peanuts, en chokoladekage og en majskage med frugtsovs. Vildt og vildt laekkert.
Kaffen maatte vi vente med til vi kom op paa kooperativets kaffebar et par timer senere, men det var kun godt, for jeg ved helt aerligt ikke hvordan jeg skulle have faet plads til noget som helst. Ikke engang noget flydende.
Robertos kone er en fantastisk kok og de er et par hvis gaestfrihed, jeg aldrig vil glemme.

fredag den 9. januar 2009

Mandarin-lime m.m.

Saa er jeg igen kommet i naerkontakt med civilitationen og dermed internettet efter saadan noget som 5 dage uden det eller for den sags skyld mobiltelefon. Det har vaeret utroligt spaendene, da jeg har vaeret paa kaffe-tur i Tarazu-regionen med mit arbejde. Vi har baaede set en meget veldrevet privat kaffefarm (La Minita) og et mindst lige saa veldrevet og fantastisk kooperativ (Coopa Dota). Tak, tak, tak til Don Drew, Don Carlos, Don Jim og Don Roberto. Men lige nu er intrykkene lige saa difuse som de smaa billeder paa mit kamera, saa der foelger mere naar jeg rammer Danmark igen om godt og vel tre uger. Nu har jeg fire dage for mig selv, og saa flyver jeg videre til Guadaloupe hvor jeg skal moedes med en veninde. Det bliver ogsaa spaendende, men paa en helt anden maade.


For nu i hvertfald at have en enkelt ting med, som er relevant for bloggen i forhold til titlen:

Jeg har smagt en helt saerlig citrushyprid, mandarin-lime, der kun findes paa La Minita farmen. Den er vidunderlig. Soedere end lime men mere skarp end mandarin. Udenpaa ligener den en lime, men frugtkoedet er helt orange. Det kommer et billede senere... Smuk er den og god. Den blev selvfoelgelig heller ikke ringer af at blive serveret med Izas bagte boenner, lune tortillas, friskplukket advokado og Johnnys sukkergrillede kyllling! I skyggen af tre meter hoeje hibiscus! Jeg kommer aldrig hjem!


Nu kalder pooelen og efter den en afskeds Imperial, den lokale oel, med mine stakkels kollegaer, der rejser hjem i morgen tidlig.

mandag den 5. januar 2009

Tropefrugt 1

"og spiser af de frugter som bonden aldrig ser"..

Nu om dage ser vi vel nok mange af de frugter som man ikke kunne faa foer lufttransporten tog fart. Ikke desto mindre ved man jo ogsaa godt at de nok ikke helt smager som de goer naar man faar dem der hvor de gror. Jeg oplevede det foerst selv med vandmelon, nektariner og ferskener i Italien. Og nu oplever jeg det saa igen.

Jeg har aldrig vaert saerligt glad for papaya. Der forkom mig at den mest smagte som lidt trist kaalrabi og selvom den har en peanerer farve, saa faar man altsaa mere for sine penge naar man koeber roer. Men her. Nu. I Costa Rica hvor den plukkes moden fra traeet, her har jeg laert at forstaa hvad papaya drejer sig om. Det er en vidunderligt smuk, moerkt orange, soedmefuld og kraftig, laeskende og krydret frugt. Lige saadan med ananas, selvom det vidste jeg nu egentligt godt, da jeg engang for aar tilbage smagte en (indsmuglet) ghanesisk hvid ananas.
Af "nye" frugter er der tamarind, som jeg har moedt som ingrediens i dvs. saucer etc. men nu ogsaa har smagt som juice. Glimragende. Foerst er den saert syrlig. Saa bliver den saert bitter og saa vender man sig til den. Naar man har gjort det, er det at man finder ud af at den grimme brune drik er meget! god mod toerst. En anden glaedelig overraskelse er guanabana, som jeg har moedt foer som fyld ingrediens i blandet tropisk juice, men ren og frisk er den utroligt fyldig og kompleks i smagen. Som en mellemting mellem honningmelon og kokosmaelk (af den helt friske slags). Den er helt lys hvid og ligner naermest maelk. Kaktus juice blandet med ananas og lime er heller ikke ringe. Det smager friskt og lidt af kamfer...

Og jeg er kun lige begyndt paa at laere alle de manger frugter at kende, baede dem man tror er gamle kendinge og de venner man ikke har laert at kende endnu.

fredag den 2. januar 2009

Godt Nytaar Og Saa Videre

Saa er jeg pa tredjedagen i Costa Rica... Saert som det foeles som en uge.. Men, anyway, nu har jeg faaet noget at spise!
Jeg er lige nu i Montezuma, hvor der er helt fantastiskt smukt. "Byen", der ligger neden for det temligt stejle bjerg, er omgivet af sandstrand, vulcanske klipper, tropisk regnskov, egernaber, hyleaber (godt navn!), vandfald, tusindvis af smaa floder, hippier og kokospalmer. Det er et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set. Og klimaet er skoent. Varmt men ret toert og med en lille smule blaest fra havet. Ahhh.... I gaar travede jeg langt pokker i vold op ad stranden til en enormt lang chokoladefarvet sandstrand. Paa turen frem og tilbage var det afkoelingsstop i et vidunderligt koldt naturligt ferskvandsbassin for foden af omraadets stoerste vandfald (det er ikke specielt stort, men det er langt).
Nytaarsaften var hyggelig og enormt stoejende. Alle kom ud af deres huse og lokale og turister dansede i hovedgaden (der er to gader i alt, men you know... det er den stoerste af de to). Klokken tolv var der faellesfyrvaerkeri paa stranden. Igen: flot, men helt enormt stoejende. Min nye veninde, Beatrice, siger at "If you wanne love Latin America, you just gotta learn to love the noise!" Og jeg er sikker paa at hun ved hvad hun snakker om for hun er 84 og har rejst som backpacker alene i min. 1 maaned om aaret siden hun blev pensioneret for 34 aar siden! Hun er noget for sig, men for at citere hende igen: "Until you'r 50 people think your'r wierd. After 50 they call it excentric and think you'r kind of cute."
Mht. til maden saa er den god, enkel og til at betale. To ting har gjort saerligt intryk: Hvor godt kokosmaelk smager naar det kommer direkte fra noeden og den veganske is hos "Organico" her i Montezuma. Hvordan de laver saa god en chokoladeis er et mysterium, naar man tager i betragtning, at de hverken bruger maelk, floede eller youghurt. Den er fremragende!