Jeg har en teori om, at der findes tre farver blodlegmer. De to alle kender: røde og hvide og så en tredje, nemlig de grønne.
Jeg er helt overbevist om at hvis man fandt den rigtige frekvens lys og gennemlyste blodet i min famillie, så ville de vise sig, de små grønne celler.
Min Farfar var frugtavler og ud af en famillie af frugtavlere. Hans svigerfar, min oldefar altså, var uddannet agronom og frugtavler. Farmor og Farfar havde livet igennem store haver og dertil hørende havemand, men indretningen og valget af planter var altid deres eget og Farmor var altid glad med havehandsker og rosensaks.
Min Morfar havde en stor engros-planteskole hvor han blandt andet fremelskede Danmarks første virusfri hindbær (og det var mange penge dengang!).
Min Mormor var ikke interesseret i kun at være Planteskoleejer Simonsens Kone, så hun drev en detailplanteskole i forbindelse med deres hjem. Det betød også at haven omkring huset fik ekstra kærlighed og at dele af den var ”fremvisningshave” hvor kunderne havde fri adgang. De skæve, triste eller bare lidt forkumrede planter blev så flyttet fra salget ud i et bed og da Mormor havde en farve og formsans ud over det sædvanlige var det altid smukt, selv når det kunne virke tilfældigt. Der ud over havde hun en forbløffende evne til altid, hele året rundt, at kunne binde utroligt smukke buketter og lave vidunderlige dekoratiner af det hun fandt derude. Selv om vinteren kunne hun finde en gren og en julerose og til sammen få de to til at blive hjertegribende smukke.
Da Morfar solgte engrosen stoppede Mormor efterhånden også detailen og hele området blev lagt ud til blandet pryd- og nyttehave. I flere år gik Morfar i sin grimme blå kittel og syslede med det han, lidt nedladende, kaldte ”persillegartneri”. Morfar var nemlig ikke gartner. Han var planteskolemand. Men når nu man havde tiden og al den bare jord ...
Som barn kom jeg hos dem efter skole og i de første måneder efter sommerferien startede eftermiddagen altid med en tur igennem bedene og en lille snack. Der var sene ærter, bønner (og nej, dem må man ikke spise rå, men de smager altså fantastisk lige fra planten), jordskokker, sen salat, majs (og har man ikke spist frisk, rå majs plukket lige fra stænglen og befriet fra sit hylster i samme sekund, så har man noget til gode! Så sødt, så saftigt, så godt), skovjordbær i kilovis, sene hindbær, brombær, flere slags æbler og sidst på sæsonen to forskellige slags hasselnødder. Alle grønsager og frugter smager helt utroligt meget bedre når man selv lige har plukket dem. Dirrende saftige.
Der var selvfølgelig også kartofler, grønkål, porre og meget mere.
Dengang havde mine forældre en temlig lille, men meget hyggelig have. ”Den grønne stue”. De havde begge meget om ørene og selvom de holdt af at gå i haven var det vigtigt at den mere eller mindre kunne passe sig selv.
Far havde 7 kartoffelplanter og en lille græsplæne som han slog med håndklipper. Mor havde sit bed med krokus og sommerblomster som hun luggede og så et enkelt stativ med stangbønner og en række ærter, der aldrig rigtig blev til mere end vi kunne spise på stedet. Der var to ribsbuske, to gamle æbletræer til at klatre i, et blommetræ, en rabarberplante og et par gode solpletter hvor man kunne sidde med sin kaffe. Ellers var haven selvpassende med rodondendronbuske, stauder, selvsående sommerblomster og efeu til at dække de steder, der gik lidt i forfald. I bunden af haven stod en stor, skøn hvidtjørn. Min barndoms værnetræ.
For nogle år siden flyttede de ind i min Mormors hus (Morfar døde for mange år siden) og overtog pasningen af haven. Da Mormor flyttede på plejehjem fik de muligheden for at gøre det de gerne ville. Indtil da måtte de prøve at vedligeholde det hun ønskede og da hun var temlig senil til sidst var det ikke helt let.
Nu har de så haft frit tøjler og efterløn i nogle år og haven har aldrig været smukkere. Der er roser, flere nye frugttræer, stauder, valmuer, forårsblomster i store mængde, dunhammer langs søbreden, akelejer, morgenfruer, lupiner, syrener og andre duftende buske. Og så videre. Far har fået en lille græsslåmaskine-traktor og futter rundt på sine ca 5 græsplæner i en gevaldig fart og hvert forår ”lufter” han plænerne med en rive og giver dem NPK. Han samler dræbersnegle til ænderne og fører statistik over dem på sin Mac. Hans hække er snorlige, hans frugttrær net beskåret og hans kartofler velhyppede (og der er mere end 7 toppe). Mor står med enden i vejret og luger, hun binder roser op, fodre svaner og prikler ud, hvis hun da ikke sidder i sit ”Driverhus” med Far og kop kaffe.
Min bror fik have for lidt mere end et år siden og det er noget nyt for ham. Han kom også hos Mormor og Morfar, men som han siger: ”Jeg hørte ikke efter”. Alligevel har han vist en naturlig flair for det og jeg har stor tiltro til at det nok skal blive fint. –Men ellers kommer hans grønne blod nok mere til udtryk i hans passion for træer. Skoven var hans sted da vi var store børn og jeg tror at kender hvert et vandløb og hvert et særligt træ i skovene vest for Silkeborg.
Selv har jeg ingen have, men jeg har min altan! Og med kærligehed, tålmod og gødning kan man få (næsten) alt til at gro på sådan en. I sær når den er sydvendt og 12 kvadratmeter.
Lige nu er sæsonen lige skudt i gang og jeg er der dagligt med et lille projekt. Jeg er nødt til at rationere projekterne for ellers vil der være alt for mange dage hvor jeg ikke kan lave noget derude og selvom jeg også holder af bare at være mellem alle mine mange krukker, så er det godt at have en lille ting man skal. Jeg taler selvfølgelig med dem alle sammen hver dag. Drejer dem. Tjeker for utøj. Vander og gøder når det skal til. –Og glædes! Hver dag en ny glæde og ind i mellem en lille sorg. Som igår hvor jeg opdagede at min yndige gammelrosa lupin er rådnet hen over vinteren.... Men min Queen Elisabeth rose skyder som aldrig før og de mørkeblå viola canuta er så søde...
Så derfor tror jeg også på at de flyder i mine årer, de grønne blodlegmer.
Jeg er helt overbevist om at hvis man fandt den rigtige frekvens lys og gennemlyste blodet i min famillie, så ville de vise sig, de små grønne celler.
Min Farfar var frugtavler og ud af en famillie af frugtavlere. Hans svigerfar, min oldefar altså, var uddannet agronom og frugtavler. Farmor og Farfar havde livet igennem store haver og dertil hørende havemand, men indretningen og valget af planter var altid deres eget og Farmor var altid glad med havehandsker og rosensaks.
Min Morfar havde en stor engros-planteskole hvor han blandt andet fremelskede Danmarks første virusfri hindbær (og det var mange penge dengang!).
Min Mormor var ikke interesseret i kun at være Planteskoleejer Simonsens Kone, så hun drev en detailplanteskole i forbindelse med deres hjem. Det betød også at haven omkring huset fik ekstra kærlighed og at dele af den var ”fremvisningshave” hvor kunderne havde fri adgang. De skæve, triste eller bare lidt forkumrede planter blev så flyttet fra salget ud i et bed og da Mormor havde en farve og formsans ud over det sædvanlige var det altid smukt, selv når det kunne virke tilfældigt. Der ud over havde hun en forbløffende evne til altid, hele året rundt, at kunne binde utroligt smukke buketter og lave vidunderlige dekoratiner af det hun fandt derude. Selv om vinteren kunne hun finde en gren og en julerose og til sammen få de to til at blive hjertegribende smukke.
Da Morfar solgte engrosen stoppede Mormor efterhånden også detailen og hele området blev lagt ud til blandet pryd- og nyttehave. I flere år gik Morfar i sin grimme blå kittel og syslede med det han, lidt nedladende, kaldte ”persillegartneri”. Morfar var nemlig ikke gartner. Han var planteskolemand. Men når nu man havde tiden og al den bare jord ...
Som barn kom jeg hos dem efter skole og i de første måneder efter sommerferien startede eftermiddagen altid med en tur igennem bedene og en lille snack. Der var sene ærter, bønner (og nej, dem må man ikke spise rå, men de smager altså fantastisk lige fra planten), jordskokker, sen salat, majs (og har man ikke spist frisk, rå majs plukket lige fra stænglen og befriet fra sit hylster i samme sekund, så har man noget til gode! Så sødt, så saftigt, så godt), skovjordbær i kilovis, sene hindbær, brombær, flere slags æbler og sidst på sæsonen to forskellige slags hasselnødder. Alle grønsager og frugter smager helt utroligt meget bedre når man selv lige har plukket dem. Dirrende saftige.
Der var selvfølgelig også kartofler, grønkål, porre og meget mere.
Dengang havde mine forældre en temlig lille, men meget hyggelig have. ”Den grønne stue”. De havde begge meget om ørene og selvom de holdt af at gå i haven var det vigtigt at den mere eller mindre kunne passe sig selv.
Far havde 7 kartoffelplanter og en lille græsplæne som han slog med håndklipper. Mor havde sit bed med krokus og sommerblomster som hun luggede og så et enkelt stativ med stangbønner og en række ærter, der aldrig rigtig blev til mere end vi kunne spise på stedet. Der var to ribsbuske, to gamle æbletræer til at klatre i, et blommetræ, en rabarberplante og et par gode solpletter hvor man kunne sidde med sin kaffe. Ellers var haven selvpassende med rodondendronbuske, stauder, selvsående sommerblomster og efeu til at dække de steder, der gik lidt i forfald. I bunden af haven stod en stor, skøn hvidtjørn. Min barndoms værnetræ.
For nogle år siden flyttede de ind i min Mormors hus (Morfar døde for mange år siden) og overtog pasningen af haven. Da Mormor flyttede på plejehjem fik de muligheden for at gøre det de gerne ville. Indtil da måtte de prøve at vedligeholde det hun ønskede og da hun var temlig senil til sidst var det ikke helt let.
Nu har de så haft frit tøjler og efterløn i nogle år og haven har aldrig været smukkere. Der er roser, flere nye frugttræer, stauder, valmuer, forårsblomster i store mængde, dunhammer langs søbreden, akelejer, morgenfruer, lupiner, syrener og andre duftende buske. Og så videre. Far har fået en lille græsslåmaskine-traktor og futter rundt på sine ca 5 græsplæner i en gevaldig fart og hvert forår ”lufter” han plænerne med en rive og giver dem NPK. Han samler dræbersnegle til ænderne og fører statistik over dem på sin Mac. Hans hække er snorlige, hans frugttrær net beskåret og hans kartofler velhyppede (og der er mere end 7 toppe). Mor står med enden i vejret og luger, hun binder roser op, fodre svaner og prikler ud, hvis hun da ikke sidder i sit ”Driverhus” med Far og kop kaffe.
Min bror fik have for lidt mere end et år siden og det er noget nyt for ham. Han kom også hos Mormor og Morfar, men som han siger: ”Jeg hørte ikke efter”. Alligevel har han vist en naturlig flair for det og jeg har stor tiltro til at det nok skal blive fint. –Men ellers kommer hans grønne blod nok mere til udtryk i hans passion for træer. Skoven var hans sted da vi var store børn og jeg tror at kender hvert et vandløb og hvert et særligt træ i skovene vest for Silkeborg.
Selv har jeg ingen have, men jeg har min altan! Og med kærligehed, tålmod og gødning kan man få (næsten) alt til at gro på sådan en. I sær når den er sydvendt og 12 kvadratmeter.
Lige nu er sæsonen lige skudt i gang og jeg er der dagligt med et lille projekt. Jeg er nødt til at rationere projekterne for ellers vil der være alt for mange dage hvor jeg ikke kan lave noget derude og selvom jeg også holder af bare at være mellem alle mine mange krukker, så er det godt at have en lille ting man skal. Jeg taler selvfølgelig med dem alle sammen hver dag. Drejer dem. Tjeker for utøj. Vander og gøder når det skal til. –Og glædes! Hver dag en ny glæde og ind i mellem en lille sorg. Som igår hvor jeg opdagede at min yndige gammelrosa lupin er rådnet hen over vinteren.... Men min Queen Elisabeth rose skyder som aldrig før og de mørkeblå viola canuta er så søde...
Så derfor tror jeg også på at de flyder i mine årer, de grønne blodlegmer.
PS: Billederne er fra sidst år, da jeg pt er kameraløs-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar