onsdag den 20. januar 2010

Nøjsomhedens Køkkener

Overskriften til denne post er lånt fra den fremragende kulturhistoriske kogebog om provencekøkkenet af Marianne Zenius Kreutzmann hvis fulde titel er Nøjsomhedens Køkken, Provence Køkkenet, Opskrifter fra Provencalske Bondefamillier.

Det er en dejlig bog, men det er nu ikke det, der er min pointe her. Det skal derimod handle mere generelt om de nøjesomme køkkener. Om by- og bondekoner og om det at få meget ud af lidt eller ingenting. Om det håndværk, det mestres af kvinder over hele verden, men som desvære er ved at gå tabt her i landet.

Selvfølgelig er det med madlavning som med alt andet: nogen er bedre til det end andre, men det er lige som med at synge: alle kan lære det, der er bare forskel på hvor kønt det er og det er ikke alle, der har det store talent. Og der er endnu en analogi til sang: de dejligste stemmer i verden er Mors og Mormors. Den bedste sovs i verden, de bedste pandekager, julesmåkager og så videre er Mors og Mormors... sådan er det. Selvom Mor og Mormor måske ikke lige frem synger smukt... Min Mormor var f.eks. tonedøv, men hendes putte ”sang” er alligevel et godt, trygt og dejligt minde. Inde i mit hoved er den smuk og varm. –Og hendes boller var hårde som kanonkugler...

Hvis det kan virke som om jeg fokusere på og reproducer kvinden som "hjemmets kerne", så er det fordi at det var hun i mange år og det er hun stadig i mange kulturer. Heldigvis har det ændret sig for mange, sådan at Mor går på job og Far går i køkkenet. Der er desvære stadig ikke ligestilling i Danmark og slet ikke i hele verden, men det kommer forhåbentligt.
Samtidig er én af grundene til at vi har været så tæt på tabe vores madkultur på gulvet netop ligestilling og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. For selvom man kan passe mange ting andet end sit køkken så tager god mad længere tid end lørdagskylling og take away. Og vores mødre ville på mange måder gerne distancerer sig fra det kvindebillede, der omgav kvinderne i fortiden. Det betød også at de forkastede den madkultur deres mødre stod for. Da bh'erne brændt røg den opbagte sovs med i købet. I dag har vi taget bh'en på igen, fundet stilletterne frem og lagt makeuppen. Vi har forstået at man ikke bliver mindre lige fordi man er forskellige. Derfor er det måske også tiden til at finde de ting frem igen som vores bedste-, olde- og tip-oldemødre gjorde rigtigt.
For vores forældre gælder der også det at vores fædre ofte ikke kan lave mad. Eller i hvert fald først har lært det efter at de mødte Mor. Og selvom Far sagde at han nok skulle hjælpe, så var Mor hverken særligt god til at give slip eller Far til rent faktisk at få det gjort.

Men for nu at vende tilbage til det jeg kom fra:

De klassiske bondekøkkener har fællestræk om så det er det danske, provencalske, indiske, amerikanske, kenyanske eller costaricanske.

Det vigtigtste fælles træk er at intet går til spilde. Når resourcerne er knappe er det husmoders pligt at bruge alt! hvad hun kan af det hun har. Derfor har vi blodpølse og biksemad i Danmark, Potaufeu i Provence, Gallo Pinto i Costarica etc.
Men de gamle klassiske bondekøkkener får ofte ry for at være usunde eller i hvert fald alt for kalorieholdige og som udgangspunkt kan der være noget om kritikken. Oprindeligt har det været nødvendigt med en kraftig og kalorieholdig diæt inden man gik i marken, stalden, værkstedet, på fabrikken. I vores tid hvor de fleste snarer kæmper mod over- end undervægt kan det virke som om de klassiske køkkener har meget lidt at byde ind med. Men samtidig med at det er husmoders pligt at sørge for kalorier er det også hendes ansvar at famillien og folkene er korrekt ernæret. Derfor er en god bondekost også en varieret bondekost. I nutiden er der mange overvægtige, men næsten mere skræmmende er det at der blandt de under- og normalvægtige er foruroligende mange fejlernærede. Mennesker, der ikke får den rigtige, varierede og alment givende kost. Det er muligt at de får de vitaminer mineraler etc som de skal have i en lille håndfuld piller hver morgen, men fiber, smag og tilfredshed, det mangler. Og ja, tilfredsheden ved det man spiser er vigtig. Meget vigtig. At spise, at indtage føde, er en af de aller mest basale ting for mennesket. Lige så basalt som sex. Måske mere endnu... man kan overleve når man spiser, men man kan ikke –lige meget hvad nyforelskede siger – leve af sex...
Så hvis éns liv og kalorieindtag er begrænset til vitamintilskud og drikkeyogurt, så mangler der en vigtig dimension.

Et andet fællestræk ved bondekøkkenerne er snusfornuften og praktikken. Mange af dem, der ofte kommer til middag hos mig bekymrer sig over at jeg har brugt meget lang tid i køkkenet, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Hvis man bruger de gamle husråd og laver maden som den blev lavet før elkomfur, mikrobølgeovn og halvfabrikata så skal man måske nok starte i god tid, men ofte kan det man laver passe sig selv det meste af tiden. Man starter det, lader det stå. (nogen gange i timer) og afslutter det så på ti minuter inden man spiser. Som f.eks. bankekød. Det tager sammenlagt ikke meget mere end en halv time til tre kvarter at lave bankekød til 4 personer, men skal det være godt, så skal det sætte over mindst 3 timer inden det skal serveres. Der er til gengæld ikke nogen, der siger at man behøver stå og kigge på gryden mens det simre. Man kan sagten læse, gå i bad, ryde op eller for den sags skyld foretage sig noget i den anden ende af byen, som f.eks. tage på arbejde, hente ungrne eller købe ind. Og skulle det være sådan at man ikke kan lide at gå fra et tændt komfur, så kan man pakke gryden ind i et tæppe og putte den med dyner i fodenden af sengen... Så tager det stadig kun en halv time når man kommer tilbage... Den halve time, det tager at lave kartoffelmos. Det var sådan vores bedstemødre gjorde. For de skulle i marken eller vaske eller i butikken eller... og selv om vi forestiller os at de stod over kødgryderne hele tiden, så er det ikke tilfældet. Det havde de alt for travlt til. Børn, høns og hus passer ikke sig selv, men boghvedegrøden gør...

I 2004 udkom Det Danske Landkøkken fra Dansk Landsbrugsrådgivning. Det var en glædelig begivenhed fordi der endelig var nogen, der gad den kultur- og åndshistorie, der knytter sig til det danske landkøkken. Det er en anbefalelsesværdig bog, der burde indgå i historiepensumet i de danske folkeskoler. Ikke ud fra en nationalistisk, mågestelsidyls synsvinkel, men ud fra den tanke, at vi kun kan forstå hinanden og andre ved at forstå hvor vi kommer fra. Og fordi det vi spiser definere os. Det vi har spist, men er ved at glemme, definerer hvem vi var og hvad vi kunne engang.
Bølgen med Ny Nordisk Mad er et andet eksempel på at forsøge at rehabilitere vores egen baggrund, fortrinsvis råvarerne. At jeg så godt kan savne klassiskerne i al fusionen og alle opskrifterne på hvordan man laver global mad med nordiske råvarer, er en anden sag. Jeg kan savner klassikerne og det prunkløse, det basale, det alment menneskelige. Det nedarvede.

Jeg savner den livsglade nøjsomhed, der kan kaste sig ud i overdådigt dejlig og bekræftende mad, der får hele huset til at dufte og giver fornemmelsen af tryghed, ro og tid. Duften af nybagt brød og sovs, der er tyk af stivelsen fra kål og rodfrugter frem for toastbrød, færdigkøbt pulversovs og lørdagskylling. Og jeg tror på at grunden til at mit hjem bliver opfattet som netop det af gæster, altså et hjem, er fordi jeg fylder det med de dufte. De smagsoplevelser. Den tid, det tager. Omsorg og omhu.

mandag den 18. januar 2010

Stating the Obvious

For nu at sige det åbenlyse:Så er julen og nytåret overstået, med alt hvad det indebærer af mad og drikke.

Min jul i år var noget, der pludseligt var over mig, da jeg havde et job i forbindelse med COP15 og derfor på det nærmeste ikke havde tænkt på, at der findes noget, der hedder jul før jeg pludselig kom i tanke om det den 21. december. -Og det til trods for at mine forældre holdt jul hos mig i år og at jeg havde inviteret gæster til såvel 23. december som 2. juledag og nytårsaften.

Heldigvis er min famillie rare mennesker og mine venner glade og gode. Så der var hverken grund til stress eller panik.

Den 23. fik jeg købt julegaver, gjort lejligheden ren, pyntet op og kogt en meget langsom risengrød. Det er det eneste, der dur til risalamande, synes jeg. Risengrød af den slags, der tager sådan noget som 5 timer.
Der ud over blev der lavet en enkel og meget lidt arbejdskrævende udgave af æbleflæske. Jeg brunede først flæsket i ovnen og lagde det derefter skiftevis med belledeboskop æbler i et højt ildfast fad. Ind i mellem lagene lagde jeg lidt honning og frisk knust stødt peber. Og så tilbage i ovnen ved ca. 120 grader.
Det bliver ikke helt det samme som hvis man laver en omgang klassisk æbleflæsk, men det er meget nemmere og det passer sig selv.
Forældrene kom lidt sent frem på grund af sneen og køerne mellem Jylland og Sjælland, men fordelen ved langsom risengrød og æbleflæsk er at det kun bliver bedre af at stå. Min Mor medbragte en god kold ribensteg. Så drengene, der var på besøg fik en god, rigelig og nærende dansk landbokost med julestemning, groft brød og sennep. Det var dejligt!... Nå, ja. Og så lige en småkage til kaffen...

Juleaften var vi kun tre, så der var indkøbt to gange gåsebryststeg (med knogler) i stedet for en hel gås. Dertil hvide kartofler, brune kartofler, sovs med kyllingelever og kraft fra stegen, grillede appelsiner, gammeldags rødkål med ribsgele og en frisk salat med valnødder, rå rødkål, sukkerblancherede trænebær, appelsin og solsikkekerner.
Til forret fik vi røget dyreryg og selvom den var fra slagteren var den næsten lige så god som når vi fik køllerne, fra de dyr min Morfar havde skudt, røget hos den lokale pølsemager... Næsten lige så godt... Næsten... det bliver aldrig helt det samme, men næsten...

Hvis min Far ikke får risalamande til dessert er det ikke jul og han blev ikke skuffet. Jeg foretrækker at lave risalamande af saltet grød. Ikke meget salt, men lidt. Salt er en smagsforstærker og har i lige så høj grad en plads i det søde køkken som sukker har i det salte. Desuden skal der mange grofthakkede mandler i og ikke noget med mandelessens eller for den sags skyld rom-ditto! Jeg bruger heller ikke vanillesukker, men ren vanillie. Enten fra vanillestænger eller ren tørret vanille (uden sukker). Det sidste har været svært at få, men nu har urtekram lanceret det for alle os almindelig mennesker, der ikke altid kan komme i en specialforretning. Til den kan man jo glad og gerne servere kirsebærsovs eller andre syltede bær. Vi fik italienske amarenas al a mandola. Altså kirsebær i mandellikør.

2. juledag stod den på hjemmebagte vafler med Mors Medbragte Marmelader og æbleglögg. Vafler er fantastiske fordi de er så nemme at lave. Man kan gå til og fra dem på en måde man ikke kan med hverken pandekager eller æbleskiver og de holder rigtigt godt i ovnen.
Min Mor havde taget hjemmelavede marmelade med: brombær med whisky, ribs og ikke mindst: marmelade af grønne tomater med kanel og ingefær. Det er noget af det bedste i hele verden!
Jeg lavede min hurtige æbleglögg. Hurtig på den måde at den ikke skal trække i flere dage. Det kan den godt, men det er ikke nødvendigt.
Opskriften er nogenlunde sådan her: 2 liter æblemost, 2 vanillestænger, 2 stænger hel kanel, 100 frisk ingefær, 2-4 spsk. honning, 5 rosapeber, 5 nellikker, skallen af en ubehandlet appelsin, skallen af en ubehandlet citron og 2-3 dl. calvados (cognac i en snæver vending). Hvis man skal lave den til børn kan man bare udelade alkohol. Det smager stadig rigtig godt... Det hele, undtagen cognacen, blandes og varmes langsomt op til 70 grader. Alkoholen tilsættes forholdsvis kort tid inden serveringen, men længe nok inden til at glöggen kan nå at blive varm igen. Det er sådan noget som 10 minutter. Læg lidt små æblestykker - gerne pigoner - ,mandelsplitter og lyse rosiner i bunden af hvert glas eller i kanden. Hvis man kan lide smagen er det meget fint med en stjernanis i glasset også.