Gaestfrihed Paa Costa Ricansk

Jeg har rejst i en del lande efterhaanden og har ogsaa flere gange vaeret privat indkvarteret eller haft et formaal med min rejse, der satte mig i kontakt med lokalbefolkningen. Om ikke andet er jeg ofte kommet i kontak med mine omgivelser i og med at jeg har rejst alene og derfor baade har vaeret mere til at komme i naerheden af og har haft et stoerrer behov for kontakt. Jeg er altid blevet moedt med stor venlighed og gaestfrihed, men ikke desto mindre forekommer det mig at jeg her i Costa Rica har moedt gaestefrihed paa et helt nyt plan! En generoesitet og aabenhed, der nemt kunne komme til at virke omklamrende, men som hele tiden bliver opvejet af en respekt`, diskretion og aerlighed, der goer det nemt at tage imod. Selvfoelgelig er det nemt at blive opslugt af stemningen mens man er i landet, men jeg tror nu ikke kun at det er det.

Forleden dag tog mine kollegaer og jeg fra en kaffefarm, der er ejet af en amerikaner. Gaestfriheden her var utrolig, baade fra vores vaerts side og fra dem, der arbejdede paa farmen. Men de blev slaaet med flere laengder da vi naaede ud til Coopedota i Santa Maria De Dota, et fint og veldrevet kooperativ, der bestaar af 780 bönner med hver i gennemsnit ca. 2 hektar jord fordelt over bjergskraaningerne i den skaalformede dal hvor byen ligger i bunden.
Til at lede den daglige drift, inovation og salg har kooperativet ansat Roberto Mata, der selv er fra en famillie af kaffebönner og hvis aeldste sön nu driver hans lille farm mens han passer kooperativet.
Jeg mödte Roberto foerst gang i juni 2008 i forbindelse med Wonderfull Coffee Copenhagen, en speciality coffee messe i Öksnehallen, der trak gaester fra ind og udland. Han gjorde indtryk paa mig fra förste öjeblik med sin umiddelbare blidhed, der er et udslag af hans sikkerhed omkring det han laver. Roberto sprudler af ideer. Hans hjerte banker for kaffe og for det kooperativ som naesten af blevet en del af ham selv.
Han hentede os selv sammen med vores kontakt i Costa Rica, Sebastian, og jeg havde den udelte fornöjelse af at side paa forsaedet i hans firhjulstraekker mens vi körte over bjergene til Santa Maria De Dota. Undervejs fortalte Roberto mig om de problemmer de har med produktionen i öjeblikket. Men mere om det en anden gang.
For det jeg egentlig vil skrive om er noget andet. Nemlig den frokost Robertos kone havde lavet til os. Vi, 6 fremmede mennesker, blev inviteret ind i deres hjem til en fantastisk frokost.
Der var daekket paent op i stuen og det foerste der skete var at vi blev tilbudt et vaeld af forskellige drikkevare. Vi endte alle med den hjemmelavede jordbaersaft. Lavet af naboens jordbaer. Den var fremragende og smagt fuldstaendigt rigtigt. Jeg kom endnu engang til at taenke paa min elskede bedsteforaldre og den jordbaersaft vi fik af deres jordbaer.
Den foerste ret var en helt enkel salat af romaine, tomater, agurker og advokado med en let frisk dressing af lime, tomat og papay. Dejligt naar alting er saa friskt saa friskt...
Saa fik vi en tallerken mad af en stoerelse og kvalitet jeg sent vil glemme. Der var kartofler stegt med gurkemeje og honning, ris med frisk chilli og koriander, sorte bönner i en saerlig Costa Ricansk sovs hvis navn jeg ikke kender. Den er saadan lidt soedlig og meget tilfredstillende i smagen paa samme maade som en rigtig kraftig consomé. Og saa var der köd. Meget köd. Kylling alt sammen, men i flere varianter. Et stykke citronmarineret kyllingebryst. Et stykke paneret og saftigt laar. Og en confit, der slog bennen vaek under mig. Helt enkel. Men fremragende! Og saa selvfoelgelig friskebagte tortillas. Der var lige saa meget mad som til en effektiv dansk julefrokost.
Som om det ikke var nok kom der nu dessert. En dessert tallerken. Med tre forskllige desserter. En fin hvid nougat med peanuts, en chokoladekage og en majskage med frugtsovs. Vildt og vildt laekkert.
Kaffen maatte vi vente med til vi kom op paa kooperativets kaffebar et par timer senere, men det var kun godt, for jeg ved helt aerligt ikke hvordan jeg skulle have faet plads til noget som helst. Ikke engang noget flydende.
Robertos kone er en fantastisk kok og de er et par hvis gaestfrihed, jeg aldrig vil glemme.

Mandarin-lime m.m.

Saa er jeg igen kommet i naerkontakt med civilitationen og dermed internettet efter saadan noget som 5 dage uden det eller for den sags skyld mobiltelefon. Det har vaeret utroligt spaendene, da jeg har vaeret paa kaffe-tur i Tarazu-regionen med mit arbejde. Vi har baaede set en meget veldrevet privat kaffefarm (La Minita) og et mindst lige saa veldrevet og fantastisk kooperativ (Coopa Dota). Tak, tak, tak til Don Drew, Don Carlos, Don Jim og Don Roberto. Men lige nu er intrykkene lige saa difuse som de smaa billeder paa mit kamera, saa der foelger mere naar jeg rammer Danmark igen om godt og vel tre uger. Nu har jeg fire dage for mig selv, og saa flyver jeg videre til Guadaloupe hvor jeg skal moedes med en veninde. Det bliver ogsaa spaendende, men paa en helt anden maade.

For nu i hvertfald at have en enkelt ting med, som er relevant for bloggen i forhold til titlen:

Jeg har smagt en helt saerlig citrushyprid, mandarin-lime, der kun findes paa La Minita farmen. Den er vidunderlig. Soedere end lime men mere skarp end mandarin. Udenpaa ligener den en lime, men frugtkoedet er helt orange. Det kommer et billede senere... Smuk er den og god. Den blev selvfoelgelig heller ikke ringer af at blive serveret med Izas bagte boenner, lune tortillas, friskplukket advokado og Johnnys sukkergrillede kyllling! I skyggen af tre meter hoeje hibiscus! Jeg kommer aldrig hjem!

Nu kalder pooelen og efter den en afskeds Imperial, den lokale oel, med mine stakkels kollegaer, der rejser hjem i morgen tidlig.

Tropefrugt 1

"og spiser af de frugter som bonden aldrig ser"..

Nu om dage ser vi vel nok mange af de frugter som man ikke kunne faa foer lufttransporten tog fart. Ikke desto mindre ved man jo ogsaa godt at de nok ikke helt smager som de goer naar man faar dem der hvor de gror. Jeg oplevede det foerst selv med vandmelon, nektariner og ferskener i Italien. Og nu oplever jeg det saa igen.

Jeg har aldrig vaert saerligt glad for papaya. Der forkom mig at den mest smagte som lidt trist kaalrabi og selvom den har en peanerer farve, saa faar man altsaa mere for sine penge naar man koeber roer. Men her. Nu. I Costa Rica hvor den plukkes moden fra traeet, her har jeg laert at forstaa hvad papaya drejer sig om. Det er en vidunderligt smuk, moerkt orange, soedmefuld og kraftig, laeskende og krydret frugt. Lige saadan med ananas, selvom det vidste jeg nu egentligt godt, da jeg engang for aar tilbage smagte en (indsmuglet) ghanesisk hvid ananas.
Af "nye" frugter er der tamarind, som jeg har moedt som ingrediens i dvs. saucer etc. men nu ogsaa har smagt som juice. Glimragende. Foerst er den saert syrlig. Saa bliver den saert bitter og saa vender man sig til den. Naar man har gjort det, er det at man finder ud af at den grimme brune drik er meget! god mod toerst. En anden glaedelig overraskelse er guanabana, som jeg har moedt foer som fyld ingrediens i blandet tropisk juice, men ren og frisk er den utroligt fyldig og kompleks i smagen. Som en mellemting mellem honningmelon og kokosmaelk (af den helt friske slags). Den er helt lys hvid og ligner naermest maelk. Kaktus juice blandet med ananas og lime er heller ikke ringe. Det smager friskt og lidt af kamfer...

Og jeg er kun lige begyndt paa at laere alle de manger frugter at kende, baede dem man tror er gamle kendinge og de venner man ikke har laert at kende endnu.

Godt Nytaar Og Saa Videre

Saa er jeg pa tredjedagen i Costa Rica... Saert som det foeles som en uge.. Men, anyway, nu har jeg faaet noget at spise!
Jeg er lige nu i Montezuma, hvor der er helt fantastiskt smukt. "Byen", der ligger neden for det temligt stejle bjerg, er omgivet af sandstrand, vulcanske klipper, tropisk regnskov, egernaber, hyleaber (godt navn!), vandfald, tusindvis af smaa floder, hippier og kokospalmer. Det er et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set. Og klimaet er skoent. Varmt men ret toert og med en lille smule blaest fra havet. Ahhh.... I gaar travede jeg langt pokker i vold op ad stranden til en enormt lang chokoladefarvet sandstrand. Paa turen frem og tilbage var det afkoelingsstop i et vidunderligt koldt naturligt ferskvandsbassin for foden af omraadets stoerste vandfald (det er ikke specielt stort, men det er langt).
Nytaarsaften var hyggelig og enormt stoejende. Alle kom ud af deres huse og lokale og turister dansede i hovedgaden (der er to gader i alt, men you know... det er den stoerste af de to). Klokken tolv var der faellesfyrvaerkeri paa stranden. Igen: flot, men helt enormt stoejende. Min nye veninde, Beatrice, siger at "If you wanne love Latin America, you just gotta learn to love the noise!" Og jeg er sikker paa at hun ved hvad hun snakker om for hun er 84 og har rejst som backpacker alene i min. 1 maaned om aaret siden hun blev pensioneret for 34 aar siden! Hun er noget for sig, men for at citere hende igen: "Until you'r 50 people think your'r wierd. After 50 they call it excentric and think you'r kind of cute."
Mht. til maden saa er den god, enkel og til at betale. To ting har gjort saerligt intryk: Hvor godt kokosmaelk smager naar det kommer direkte fra noeden og den veganske is hos "Organico" her i Montezuma. Hvordan de laver saa god en chokoladeis er et mysterium, naar man tager i betragtning, at de hverken bruger maelk, floede eller youghurt. Den er fremragende!