Forleden besluttede jeg mig for at se om ikke jeg kunne lave en god og ikke så kunstig udgave af en klassiker:
Jordbærkagen
og det kunne jeg...
Det er nærmest blevet en mellem ting mellem en Strawberry Shortcake og en klassisk dansk Jordbærkage.
Bag en god mørdejsbund eller en sukkerbrødsdito eller i nødstilfælde: køb en lagkagebund hos en god! bager.
Lav en kogt creme og lad den køle af.
Pisk økofløde til ret stift skum.
Rens rigeligt med jorbær og skær dem i kvarter.
På bunden lægges et godt lag creme. Herpå lægges et lag jordbær. Det hele dækkes med flødeskum og til sidst dækkes fløden med kvarte jordbær.
Hvis du bruger en sukkerbrøds-/lagekagebund kan det være en god ide at dryppe den med lidt jordbærsaft eller creme de cassis først.
Kage smager også godt på anden dagen.
Mørdejsbund:
100 g. smør
100 g. sukker
200 g. mel.
1-2 æg/æggeblomme.
evt. lidt koldt vand.
Smør, sukker og mel blandes og sammel med ægget (eller to blommer). Hvis dejen ikke vil samles kan man bruge lidt! (vi snakker dråber) koldt vand. Pas på ikke at mosle for længe med dejen, da smøret ikke må smelte.
Læg den koldt i mindst en time og rul den så ud i en passende størrelse på et stykke bagepapir. Bag ved 175 grader til den er gylden (8-10 min.).
Sukkerbrødsdej:
50 g. smør
50 g. sukker
75 g. mel
75 g. kokosmel
1 tsk. kardemomme
1 æg
1 dl. kærnemælk.
Smelt smøret. Køl ned. Del ægget og pisk blommen hvid med sukkeret. Bland med smørret. Bland mel, kokosmel og kardemomme. Tilsæt skiftevis med kærnemælken. Pisk æggehviden stiv og vend forsigtigt i dejen. Bag i en lagkagebundsform (eller evt. en springform eller silikone tærteform) i ca. 20 min. ved 175 grader eller til den er gylden og fast.
Kogt creme:
2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. mel
2 dl. mælk eller fløde
1 tsk. flydende vanillie eller 2 tsk. vanilliesukker eller korn fra ½ vanilliestang.
Pisk æg og sukker. Pisk melet i. Bland kold mælk og vanillie i. Kog under konstant! omrøring til crémen har den ønskede konsistens. Længe sker der ingenting og så lige pludseligt går det stærkt! Det brænder utroligt let på, så husk at røre/piske hele tiden.
Pisk det igennem nogle gange, mens det køler af, så bliver konsistensen bedre.
tirsdag den 19. maj 2009
søndag den 17. maj 2009
Fanget i et stillbillede... Anne i Eventyrland
Hermed forsættelsen på det indlæg, der blev udgivet lidt prematurt lige før...
Hunden fik mig lokket med ud, men jeg sagde til mig selv (og den) at det kun blev en lille bitte tur. Bare lige rundt om blokken. Måske lige rundt om kirken eller hen over sportspladsen...
-Men da vi passerede stien ind i skoven, var fristelsen alligevel størrere end optugtelsen og jeg drejede ind i ad stien med den ide at jeg lige ville tage den korte udgave af skovturen. Så kunne hunden også løbe frit et øjeblik. Af med hundens snor og ind i skoven med os.
Mindre end hundrede meter nede af stien skete miraklet...
En let dis stod mellem stammerne og den fugtige jord emmede af grøde. Ikke en vind rørte sig og det var som om selv tiden var gået i stå. Kun når en dråbe havde samlet sig på spidsen af en grangren og slap forsvandt fornemmelsen af at være en del af et gammeldags prospekt; et af de her kort med "pop-up" motiver lige som i nogle børnebøger. Jeg gik rundt i en smukt illustreret udgave af Asbjørnsen og Moes Nordiske Folkeeventyr! Nisser og trolde, å-mænd og elverpiger. De kunne dukke op mellem granerne eller hen over Anemonebakken hvert øjeblik.
Enkelte fugle sang, men andre lyde var der ikke og selv gøgen, der ellers havde kukket lystigt og højlydt hele dagen var tavs. Turen blev længere og længere for hvor jeg end drejede blikket hen var den velkendte skov forvandlet til ukendelighed. Ved søen på den anden side af bakken var vandet spejlblankt og de lyse bøge spejlede sig om kap med mørke granner og stadigt halvnøgne ege. Hunden gik næsten lydløst i kratet og når jeg fik et glimt af hende var hun samme farve som sidste efterårs visne blade. På et tidspunkt fanged jeg hendes blik, men jeg tror ikke at hun genkendte mig. Også hun var trådt ind en anden verden.
Længe mens jeg gik dér kunne jeg ikke finde ud af hvad det var det hele mindede mig om. Alle farver var slørede af disen, men alligevel stod alting helt skarpt i stilheden. Hvert enkelt træ, hver enkelt blomst, sten, stamme, eksisterede for og i sig selv. Luften var kølig og lidt ram mod hud og næse. Jeg tænkte på stilheden og på skovens guder. På Pan og på Frigg. På Tolkiens Enter og på Den Fortryllede Skov, hvor prinssesen farer vild.
Og så, da jeg var næsten ude af skoven igen, kom forståelsen. Jeg var ikke ét, men tre steder.
Jeg var hvor jeg var: I skoven mellem to af Silkeborgsøerne. Men jeg var også to andre steder. Gennem min hud og min næse oplevede jeg at være i en kælder eller kassemat. Den fugtige, lidt jordslåede og kølige lugt var fuldstændig som i kalkgruberne ved Mønsted elller som kælderen under en stor gammel bygning. Som kælderen hvor min Mormor havde sin keramikovn. Selv lugten af ler...
Mine øjne oplevede, at jeg befandt mig i en kulisse. Eller måske snarer mellem mange kulisser. Et kulissemagasin... Et uvirkeligt og uhåndgribeligt sted hvor man tror at man ser én ting indtil man indser at man se noget andet. Skarpheden og den klarer definition af alle linjerne omkring mig gav en illusion af netop illusion...
Da først erkendelsen af de tre elementer nåede sammen forsvandt den næsten pan-iske fornemmelse og hunden fnøs inden den løb legende op over stiens kant, så på mig og lavde en af sine mere fjollede grimasser. Med et suk kunne jeg lade skoven bag mig og vende tilbage til verden og livet blandt mennesker.
Hunden fik mig lokket med ud, men jeg sagde til mig selv (og den) at det kun blev en lille bitte tur. Bare lige rundt om blokken. Måske lige rundt om kirken eller hen over sportspladsen...
-Men da vi passerede stien ind i skoven, var fristelsen alligevel størrere end optugtelsen og jeg drejede ind i ad stien med den ide at jeg lige ville tage den korte udgave af skovturen. Så kunne hunden også løbe frit et øjeblik. Af med hundens snor og ind i skoven med os.
Mindre end hundrede meter nede af stien skete miraklet...
En let dis stod mellem stammerne og den fugtige jord emmede af grøde. Ikke en vind rørte sig og det var som om selv tiden var gået i stå. Kun når en dråbe havde samlet sig på spidsen af en grangren og slap forsvandt fornemmelsen af at være en del af et gammeldags prospekt; et af de her kort med "pop-up" motiver lige som i nogle børnebøger. Jeg gik rundt i en smukt illustreret udgave af Asbjørnsen og Moes Nordiske Folkeeventyr! Nisser og trolde, å-mænd og elverpiger. De kunne dukke op mellem granerne eller hen over Anemonebakken hvert øjeblik.
Enkelte fugle sang, men andre lyde var der ikke og selv gøgen, der ellers havde kukket lystigt og højlydt hele dagen var tavs. Turen blev længere og længere for hvor jeg end drejede blikket hen var den velkendte skov forvandlet til ukendelighed. Ved søen på den anden side af bakken var vandet spejlblankt og de lyse bøge spejlede sig om kap med mørke granner og stadigt halvnøgne ege. Hunden gik næsten lydløst i kratet og når jeg fik et glimt af hende var hun samme farve som sidste efterårs visne blade. På et tidspunkt fanged jeg hendes blik, men jeg tror ikke at hun genkendte mig. Også hun var trådt ind en anden verden.
Længe mens jeg gik dér kunne jeg ikke finde ud af hvad det var det hele mindede mig om. Alle farver var slørede af disen, men alligevel stod alting helt skarpt i stilheden. Hvert enkelt træ, hver enkelt blomst, sten, stamme, eksisterede for og i sig selv. Luften var kølig og lidt ram mod hud og næse. Jeg tænkte på stilheden og på skovens guder. På Pan og på Frigg. På Tolkiens Enter og på Den Fortryllede Skov, hvor prinssesen farer vild.
Og så, da jeg var næsten ude af skoven igen, kom forståelsen. Jeg var ikke ét, men tre steder.
Jeg var hvor jeg var: I skoven mellem to af Silkeborgsøerne. Men jeg var også to andre steder. Gennem min hud og min næse oplevede jeg at være i en kælder eller kassemat. Den fugtige, lidt jordslåede og kølige lugt var fuldstændig som i kalkgruberne ved Mønsted elller som kælderen under en stor gammel bygning. Som kælderen hvor min Mormor havde sin keramikovn. Selv lugten af ler...
Mine øjne oplevede, at jeg befandt mig i en kulisse. Eller måske snarer mellem mange kulisser. Et kulissemagasin... Et uvirkeligt og uhåndgribeligt sted hvor man tror at man ser én ting indtil man indser at man se noget andet. Skarpheden og den klarer definition af alle linjerne omkring mig gav en illusion af netop illusion...
Da først erkendelsen af de tre elementer nåede sammen forsvandt den næsten pan-iske fornemmelse og hunden fnøs inden den løb legende op over stiens kant, så på mig og lavde en af sine mere fjollede grimasser. Med et suk kunne jeg lade skoven bag mig og vende tilbage til verden og livet blandt mennesker.
I går var det lørdag. Det regnede det meste af dagen så hunden og jeg tog en slapper på sofaen. -Men hen under aften blev kræet uroligt og indledte en nervekrig, hvor hun ikke tog øjnene af mig i over et kvarte. Klokken var over otte, jeg var træt, det var vådt ude og der var lige straks melodigrandprix fra Moskva. Jeg havde ærligt talt mere lyst til en kop kaffe og et stykke af den hjemmlavede jordbærkage end til en gå-tur i Silkeborgskovene. -Men det blik... Det var udlideligt og motion skulle jo være så sundt. Så jeg fandt mine sko, en regnjakke og en hundesnor. Og sådan blev jeg aftenens helt i hundemad
tirsdag den 5. maj 2009
Måske er det mig... En Hystades Beklagelser.
Måske er det mig, den er gal med, men jeg føler i den grad at min privatsfærer bliver invaderet når jeg kører i tog.
Jeg kan ikke forstå hvorfor folk ikke kan opfører sig lige så kontrolleret i toget, som de ville gøre hvis de havde gæster derhjemme eller var på besøg et sted, hvor der er mennesker, de ikke kender.
Selv i stillekupeen er stemmningen mere intim end i omklædningsrummet ned i svømmehallen. Der bliver kradset, kløet, gabt, snorket, gumlet, slubret og så videre på et niveau, som vi aldrig ville accepterer andre steder end hjemme og sammen med de aller nærmeste.
Når jeg går rundt derhjemme og tuller ligner jeg noget, nogen har trukket baglæns igennem en vasketøjskurv. Mit tøj er det nærmeste jeg kunne finde af det, der ikke strammer nogen steder. Mit hår er givetvis sat op med i en tut ovenpå hovedet og tilfældige totter er puttet væk hvor jeg nu kan få dem til at side fast. Mine briller er pudset i leverpostej. Make-uppen befinder sig i skuffen ude på badeværelset og i hvert fald ikke i mit hoved. Jeg har næppe været i bad og der er muligt at jeg kunne have trængt til et nærmer bekendtskab med en deodorant. Når jeg skal have noget at spise foregår det med bennene oppe og skål eller tallerken på brystet. Jeg surfer gerne på internettet imens eller læser en bog. Hvis det klør et sted, så klør jeg igen og skal jeg prutte gør jeg det. –Men jeg bor også alene og det kunne aldrig falde mig ind at vise mig offentligt i den mundering eller opfører mig på den måde, hvis der var andre mennesker. Jeg gør det knap nok når jeg er sammen med min allernærmeste famillie og det tror jeg faktisk gælder for de fleste.
-Men i et intercity-lyntog fra København til Skanderborg er det åbenbart tilladt at opfører sig som om man er helt alene, til trods for at man er temlig mange sammen på meget lidt plads i forholdsvis lang tid.
Lige nu er jeg faktisk i et tog og damen over for har indtil videre indtaget en stor madpakke (med meget der skulle gnaves og fiskepålæg), suttet og stanget tænder, kløet sig bag bh-en og andre intime steder samt snorket. Og hun ser ellers ud til at være et pænt menneske. Den yngre kvinde, der stod på ved sidste station har spist en meget maionæseholdig sandwich uden servietter, pustet bobler i sin juice, pillet næse i små 5 minuter og pruttet. Og hun ser også ud til at være en helt almindelig pæn pige. Jeg kunne blive ved, men du kan selv gætte dig til hvordan resten af meningheden opfører sig.
Og som sagt: Det er nok bare mig, der er hys.
Jeg kan ikke forstå hvorfor folk ikke kan opfører sig lige så kontrolleret i toget, som de ville gøre hvis de havde gæster derhjemme eller var på besøg et sted, hvor der er mennesker, de ikke kender.
Selv i stillekupeen er stemmningen mere intim end i omklædningsrummet ned i svømmehallen. Der bliver kradset, kløet, gabt, snorket, gumlet, slubret og så videre på et niveau, som vi aldrig ville accepterer andre steder end hjemme og sammen med de aller nærmeste.
Når jeg går rundt derhjemme og tuller ligner jeg noget, nogen har trukket baglæns igennem en vasketøjskurv. Mit tøj er det nærmeste jeg kunne finde af det, der ikke strammer nogen steder. Mit hår er givetvis sat op med i en tut ovenpå hovedet og tilfældige totter er puttet væk hvor jeg nu kan få dem til at side fast. Mine briller er pudset i leverpostej. Make-uppen befinder sig i skuffen ude på badeværelset og i hvert fald ikke i mit hoved. Jeg har næppe været i bad og der er muligt at jeg kunne have trængt til et nærmer bekendtskab med en deodorant. Når jeg skal have noget at spise foregår det med bennene oppe og skål eller tallerken på brystet. Jeg surfer gerne på internettet imens eller læser en bog. Hvis det klør et sted, så klør jeg igen og skal jeg prutte gør jeg det. –Men jeg bor også alene og det kunne aldrig falde mig ind at vise mig offentligt i den mundering eller opfører mig på den måde, hvis der var andre mennesker. Jeg gør det knap nok når jeg er sammen med min allernærmeste famillie og det tror jeg faktisk gælder for de fleste.
-Men i et intercity-lyntog fra København til Skanderborg er det åbenbart tilladt at opfører sig som om man er helt alene, til trods for at man er temlig mange sammen på meget lidt plads i forholdsvis lang tid.
Lige nu er jeg faktisk i et tog og damen over for har indtil videre indtaget en stor madpakke (med meget der skulle gnaves og fiskepålæg), suttet og stanget tænder, kløet sig bag bh-en og andre intime steder samt snorket. Og hun ser ellers ud til at være et pænt menneske. Den yngre kvinde, der stod på ved sidste station har spist en meget maionæseholdig sandwich uden servietter, pustet bobler i sin juice, pillet næse i små 5 minuter og pruttet. Og hun ser også ud til at være en helt almindelig pæn pige. Jeg kunne blive ved, men du kan selv gætte dig til hvordan resten af meningheden opfører sig.
Og som sagt: Det er nok bare mig, der er hys.
Abonner på:
Opslag (Atom)