Det er en dejlig bog, men det er nu ikke det, der er min pointe her. Det skal derimod handle mere generelt om de nøjesomme køkkener. Om by- og bondekoner og om det at få meget ud af lidt eller ingenting. Om det håndværk, det mestres af kvinder over hele verden, men som desvære er ved at gå tabt her i landet.
Selvfølgelig er det med madlavning som med alt andet: nogen er bedre til det end andre, men det er lige som med at synge: alle kan lære det, der er bare forskel på hvor kønt det er og det er ikke alle, der har det store talent. Og der er endnu en analogi til sang: de dejligste stemmer i verden er Mors og Mormors. Den bedste sovs i verden, de bedste pandekager, julesmåkager og så videre er Mors og Mormors... sådan er det. Selvom Mor og Mormor måske ikke lige frem synger smukt... Min Mormor var f.eks. tonedøv, men hendes putte ”sang” er alligevel et godt, trygt og dejligt minde. Inde i mit hoved er den smuk og varm. –Og hendes boller var hårde som kanonkugler...
Hvis det kan virke som om jeg fokusere på og reproducer kvinden som "hjemmets kerne", så er det fordi at det var hun i mange år og det er hun stadig i mange kulturer. Heldigvis har det ændret sig for mange, sådan at Mor går på job og Far går i køkkenet. Der er desvære stadig ikke ligestilling i Danmark og slet ikke i hele verden, men det kommer forhåbentligt.
Samtidig er én af grundene til at vi har været så tæt på tabe vores madkultur på gulvet netop ligestilling og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. For selvom man kan passe mange ting andet end sit køkken så tager god mad længere tid end lørdagskylling og take away. Og vores mødre ville på mange måder gerne distancerer sig fra det kvindebillede, der omgav kvinderne i fortiden. Det betød også at de forkastede den madkultur deres mødre stod for. Da bh'erne brændt røg den opbagte sovs med i købet. I dag har vi taget bh'en på igen, fundet stilletterne frem og lagt makeuppen. Vi har forstået at man ikke bliver mindre lige fordi man er forskellige. Derfor er det måske også tiden til at finde de ting frem igen som vores bedste-, olde- og tip-oldemødre gjorde rigtigt.
For vores forældre gælder der også det at vores fædre ofte ikke kan lave mad. Eller i hvert fald først har lært det efter at de mødte Mor. Og selvom Far sagde at han nok skulle hjælpe, så var Mor hverken særligt god til at give slip eller Far til rent faktisk at få det gjort.
Men for nu at vende tilbage til det jeg kom fra:
De klassiske bondekøkkener har fællestræk om så det er det danske, provencalske, indiske, amerikanske, kenyanske eller costaricanske.
Det vigtigtste fælles træk er at intet går til spilde. Når resourcerne er knappe er det husmoders pligt at bruge alt! hvad hun kan af det hun har. Derfor har vi blodpølse og biksemad i Danmark, Potaufeu i Provence, Gallo Pinto i Costarica etc.
Men de gamle klassiske bondekøkkener får ofte ry for at være usunde eller i hvert fald alt for kalorieholdige og som udgangspunkt kan der være noget om kritikken. Oprindeligt har det været nødvendigt med en kraftig og kalorieholdig diæt inden man gik i marken, stalden, værkstedet, på fabrikken. I vores tid hvor de fleste snarer kæmper mod over- end undervægt kan det virke som om de klassiske køkkener har meget lidt at byde ind med. Men samtidig med at det er husmoders pligt at sørge for kalorier er det også hendes ansvar at famillien og folkene er korrekt ernæret. Derfor er en god bondekost også en varieret bondekost. I nutiden er der mange overvægtige, men næsten mere skræmmende er det at der blandt de under- og normalvægtige er foruroligende mange fejlernærede. Mennesker, der ikke får den rigtige, varierede og alment givende kost. Det er muligt at de får de vitaminer mineraler etc som de skal have i en lille håndfuld piller hver morgen, men fiber, smag og tilfredshed, det mangler. Og ja, tilfredsheden ved det man spiser er vigtig. Meget vigtig. At spise, at indtage føde, er en af de aller mest basale ting for mennesket. Lige så basalt som sex. Måske mere endnu... man kan overleve når man spiser, men man kan ikke –lige meget hvad nyforelskede siger – leve af sex...
Så hvis éns liv og kalorieindtag er begrænset til vitamintilskud og drikkeyogurt, så mangler der en vigtig dimension.
Et andet fællestræk ved bondekøkkenerne er snusfornuften og praktikken. Mange af dem, der ofte kommer til middag hos mig bekymrer sig over at jeg har brugt meget lang tid i køkkenet, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Hvis man bruger de gamle husråd og laver maden som den blev lavet før elkomfur, mikrobølgeovn og halvfabrikata så skal man måske nok starte i god tid, men ofte kan det man laver passe sig selv det meste af tiden. Man starter det, lader det stå. (nogen gange i timer) og afslutter det så på ti minuter inden man spiser. Som f.eks. bankekød. Det tager sammenlagt ikke meget mere end en halv time til tre kvarter at lave bankekød til 4 personer, men skal det være godt, så skal det sætte over mindst 3 timer inden det skal serveres. Der er til gengæld ikke nogen, der siger at man behøver stå og kigge på gryden mens det simre. Man kan sagten læse, gå i bad, ryde op eller for den sags skyld foretage sig noget i den anden ende af byen, som f.eks. tage på arbejde, hente ungrne eller købe ind. Og skulle det være sådan at man ikke kan lide at gå fra et tændt komfur, så kan man pakke gryden ind i et tæppe og putte den med dyner i fodenden af sengen... Så tager det stadig kun en halv time når man kommer tilbage... Den halve time, det tager at lave kartoffelmos. Det var sådan vores bedstemødre gjorde. For de skulle i marken eller vaske eller i butikken eller... og selv om vi forestiller os at de stod over kødgryderne hele tiden, så er det ikke tilfældet. Det havde de alt for travlt til. Børn, høns og hus passer ikke sig selv, men boghvedegrøden gør...
I 2004 udkom Det Danske Landkøkken fra Dansk Landsbrugsrådgivning. Det var en glædelig begivenhed fordi der endelig var nogen, der gad den kultur- og åndshistorie, der knytter sig til det danske landkøkken. Det er en anbefalelsesværdig bog, der burde indgå i historiepensumet i de danske folkeskoler. Ikke ud fra en nationalistisk, mågestelsidyls synsvinkel, men ud fra den tanke, at vi kun kan forstå hinanden og andre ved at forstå hvor vi kommer fra. Og fordi det vi spiser definere os. Det vi har spist, men er ved at glemme, definerer hvem vi var og hvad vi kunne engang.
Bølgen med Ny Nordisk Mad er et andet eksempel på at forsøge at rehabilitere vores egen baggrund, fortrinsvis råvarerne. At jeg så godt kan savne klassiskerne i al fusionen og alle opskrifterne på hvordan man laver global mad med nordiske råvarer, er en anden sag. Jeg kan savner klassikerne og det prunkløse, det basale, det alment menneskelige. Det nedarvede.
Jeg savner den livsglade nøjsomhed, der kan kaste sig ud i overdådigt dejlig og bekræftende mad, der får hele huset til at dufte og giver fornemmelsen af tryghed, ro og tid. Duften af nybagt brød og sovs, der er tyk af stivelsen fra kål og rodfrugter frem for toastbrød, færdigkøbt pulversovs og lørdagskylling. Og jeg tror på at grunden til at mit hjem bliver opfattet som netop det af gæster, altså et hjem, er fordi jeg fylder det med de dufte. De smagsoplevelser. Den tid, det tager. Omsorg og omhu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar